x
Gary Clark Jr: Store Vega, København

Gary Clark Jr, Store Vega, København

Gary Clark Jr: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Rygtet var løbet i forvejen. Trods begrænset dansk presse og airplay var der godt besøgt til Gary Clarck Jr.'s første koncert i København. Flyttet fra Lille Vega til storebror på den anden side af væggen, hvor balkonen var lukket, men hvor det i salen stort set føltes som at være til et udsolgt arrangement

Satte Clapton til vægs
Publikum var lige så hvidt, som Gary Clark Jr. er sort, og vi havde primært at gøre med det relativt modne, mandlige segment, der behørigt klapper efter en solo – også nummer 15. Og var der så noget at klappe ad? ja, det må man sige. Knægten (født i 1984) fra USAs førende (traditionelle) rockby Austin, Texas satte efter sigende Clapton til vægs ved "Crossroads" i 2010. Han har spillet med Stones, for Obama, med Alicia Keys og bliver flittigt nævnt i samme åndedrag som guitarlegender som Hendrix og Stevie Ray Vaughan, hvilket er berettiget. Allerede i åbningsnummeret stod det klart, at vi havde at gøre med en unik mester på sit instrument, der efter min mening er bedre end den beslægtede super-tekniker Joe Bonamassa, da Clark Jr. har soul – også i vokalen – på en helt anden måde.

Der er ganske enkelt noget beroligende og berusende over at høre en musiker, der behersker sit instrument så fremragende, og så bakket op af bas, trommer og guitar, der i den grad forstod at servere sukkerbolde til måltyven i front, for lige at skifte briller et sekund. Særligt den (som resten af holdet) totalt tilbagelænede bassist var en sand nydelse.

Musikken talte
Clark Jr. har udgivet nogle selvproducerede indie-plader, men har først haft sin store, "rigtige" albumdebut sidste efterår med "Blak and Blu". Trods det, på papiret, beskedne bagkatalog forhindrede det ikke kvartetten i at spille over to en halv time, og det var musikken, der talte, tiden blev ikke spildt med overflødig snak. Clark Jr's spil giver associationer til mange forskellige historiske navne. Et øjeblik var vi i Alvin Lees "I Go Home"-boldgade, kort efter i tidligt Status Quo-mode (og hej, flere af deres unge plader er faktisk bedre end deres rygte). Riffet på "When My Train Pulls In" ligger meget tæt op ad "Devil's Food" fra Alice Coopers skammeligt oversete 70'er-mesterværk "Welcome to my Nightmare". Selvfølgelig kan han sin Jimmy Page, de gamle sorte blues-legender og så den største inspiration over dem alle, Jimi Hendrix, som også bliver eksplicit hyldet i bandets lemfældige omgang med "Third Stone from the Sun".

Det sorte sjæl
Clark Jr's evner på den seks-strengede tager typisk overskrifterne, men han deler både sjæl og hudfarve med mesteren Hendrix, og det kan høres. På plade er Clark Jr. udnævnt som den nye Lenny Kravitz, og der er noget om snakken, for der er ingen problemer med at håndtere de funky elementer, og der er ikke mindst "soul" i rigelige mængder, hvor ånden fra en historisk skikkelse som Marvin Gaye (der i øvrigt blev likvideret af sin far 45 dage efter, at Clark Jr. blev født) var gennemgående og indtagende

Blues'ens væsen
Det er langt fra altid jo længere jo bedre i rockmusik, og teknisk formåen har heller aldrig været nogen garant for sjæl og oplevelse, og til bagsiden hører, at Clark Jr. ikke leverer den fornyelse, man kunne have håbet på, nu hvor han synger fedt og eftersigende også er velbevandret inden for pop, jazz og hiphop. Og trods mange gode skæringer, som "Blak and Blu", "Bright Lights", "Numb" og "Ain't Messing Around", er der ikke tale om klokkeklare hits. Til gengæld var sjælen, sammenspillet og overblikket på et sjældent højt niveau. Særligt det lange ekstra-ekstranummer var en velspillet perle af dimensioner – jeg ved ikke, hvad det hed, bandet spillede ifølge lydmanden uden sætliste. Det er klart.

Går du efter musikalsk innovation og nyskabelse, kan det godt være, at den gode Gary vil skuffe dig. Men har du spaden i hjertet, har du god tid, og kan du nyde at se en flok tavse, tilbagelænede amerikanere, der mestrer samspillets kunst og forstår blues'ens inderste væsen, og så med en vaskeægte gulddreng i front, så snyd ikke dig selv for Gary Clark Jr. næste gang, holdet lægger vejen forbi landet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA