x
The Killers : Benicàssim, Spanien

The Killers , Benicàssim, Spanien

The Killers : Benicàssim, Spanien

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Klokken var nået et godt stykke forbi midnat søndag, da Brandon Flowers og hans glamrockede Las Vegas-klan gik på Maravillas-scenen som festivalens sidste hovednavn.  

Måske var det med en bevidsthed om egen fordums storhed, at The Killers kun brugte minimal tid på deres nyere sange. Og trods fire dages festival i bagagen var publikum fuldstændig klar på at skråle det sidste centimeter af stemmebåndet op i nattehimlen. Flowers er en sjælden karismatisk frontfigur, som man kun kunne få øjnene fra, når fyrværkeriet eksploderede over scenen. Han er her og dér og alle vegne på scenen, og det var nærmest kun den obligatoriske bandpræsentation, der veg lidt plads til de øvrige Killers. Egocentrisk ville bestemt ikke være et forkert ord at bruge om den 32-årige mormon med modelansigtet, men kedede os gjorde vi aldrig.

Hvis vi til gengæld troede, at vi havde skrålet nok i løbet af den første time under sange som Smile Like You Mean It, Somebody Told Me og Read My Mind, så kunne vi tro om igen. Lidt efter måtte det da være ovre, nu havde vi nået endnu et klimaks med All These Things That I've Done, og vi var klar til at brøle "I got soul, but I'm not a soldier" hele vejen mod udgangen.

Men nuller-nostalgien ville ingen ende tage: Konfettien regnede ned over os under Jenny Was A Friend of Mine, og da When You Were Young afsluttede det hele, så man piger med tårer i øjnene og fyre med skjorten om hovedet som en bandana. The Killers havde sat det perfekte punktum på en vidunderlig festival i Benicàssim.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA