x
Shaka Loveless : Hovedscenen, Wonderfestiwall, Bornholm

Shaka Loveless , Hovedscenen, Wonderfestiwall, Bornholm

Shaka Loveless : Hovedscenen, Wonderfestiwall, Bornholm

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var tydeligt, at Shaka Loveless var eftermiddagens drøm for det meget unge publikum. Og at musikerne evnede at levere et på mange måder perfekt show, som indeholdt samtlige gimmicks i bogen, når det gælder "orn'ligt sygt" og "skal vi ha' en fest?" og så videre. Ligesom de med deres tilforladelige roots reggae af og til ramte noget, der var halvgodt, når teksterne ikke var for amatøragtige og musikkens hooklines tog dig med og viste, at reggae på dansk faktisk godt kan noget.

Men jeg er jo kritiker og er gammel nok til at have oplevet Bob Marley, Peter Tosh, Burning Spear og mange andre. Og selv om orkestret kunne deres reggae til fingerspidserne, og bas og tromme havde steder, hvor man kunne høre, at eksempelvis Sly & Robbie bestemt ikke havde levet forgæves, og showet var således turneret, at vi af og til fik vage ture ud i et dubland med svagt ekko, så fik musikken aldrig skyggen af farlighed. Reggae er født i slummen, og dette havde mindelser af et dansktopband, som fra en blokvogn gjorde et temmeligt ukritisk publikum uden de store forudsætninger lykkelige med almindeligheder.

Shaka har en fed og blues'et stemme. Helt sikkert. Med den århusianske diktion nede i bunden er han som snydt ud af næsen på en Flemming "Bamse" Jørgensen i en grad, så jeg hele tiden ventede på, at vi fik Vimmersvej i reggaeudgave, og det for alvor ville kamme over. Det gjorde vi da også næsten, for med ikke orn'li syg, men direkte syg pseudorevolutionær patos skamred bandet Skousen & Ingemanns gamle klassiker Herfra Hvor Vi Står, som er og bliver en skrøbelig sang i den forstand, at i de gamle hippiers version var den så følt og naiv på den fede måde, som det jo var, når man lige havde set venner som Eik Skaløe gå til grunde og med ægte sorg kunne synge verset om vennen, der tog afsted lidt før de andre og kom langt ud.

Så selv om vi fik den obligatoriske sang til det nye hood - for Tina Dickow var det for en tid Copenhagen, mens det for Shaka er Nørrebro - så er jeg ikke overbevist. Men - bevares - underholdt, som man bliver det, når man har set Bob Marley Jam til en fest på et gymnasium i provinsen.

Når det er sagt, var der perler som hittet Tomgang og Ikke mere tid, der viste, at der nok skal være masser af fremtid i Loveless og hans musik. Når udtrykket bliver modnet og mere personligt og ægte, og almindelighederne i fagter og tekster bliver sendt til vask.

Fed fest og form. Men en form, hvor der var en sær mangel på ægte indhold.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA