x
Bryan Ferry: Mølleparken, Sønderborg

Bryan Ferry, Mølleparken, Sønderborg

Bryan Ferry: Mølleparken, Sønderborg

Anmeldt af Stine Lykkebo | GAFFA

Folk er svøbt i tæpper og windbreakere. Tæt pakket på tribunen med øl, vin og muligvis årets sidste grillpølse ventes der i selskab med et par opvarmningsbands. I de sidste ti minutter bliver publikum blødt op med en stille stemningsjazz fra højtalerne, vi læner os tilbage på vej mod det rette årti. Scenelyset når knapt at skifte til en dunkel blå, før publikum brat vågner og udbryder deres begejstring. Forventningerne er høje, og de spændte lyttere har en gennemsnitsalder, der tyder på, at Ferry har været en trofast del af puberteten og de første klassefester.

Det otte mand høje orkester træder ind og bryder omgående ud i en lystig jazz. Den skrappe tenortrompet fører an, og de når at spille tre numre, før Bryan Ferry spadserer ind og synger sin jazzede udgave af "Love Is The Drug" ledsaget af to korsangere i frynsekjoler.

Med det gråsprængte hår redt tilbage, et stort gråt halstørklæde over den velsiddende habitjakke, begge hænder på mikrofonstangen og med hælen, der trippende tæller ottendedels-takter, griber han vores nattekolde hænder og fører os tilbage til de friske, jazzglade 1920'ere. Spottet på røgmaskinen er ringformet, så hele scenen er hyllet ind i store, tunge røgringe. Jeg føler, jeg burde have taget lange elegante handsker på (også på grund af kulden) og en lang sort cigaretholder med i dagens anledning.

Et ufatteligt musikalsk gadekryds
Dog er det ikke jazzen, der har ført Ferry op til scenen og hitlisterne. Han startede sin karriere i 1970, hvor han stiftede bandet Roxy Music sammen med bassisten Graham Simpson. Et art-rock-band, der har udgivet otte album, men som gik i opløsning i 1983. Siden da har Ferry kørt sin solokarriere med 14 albums, og så har han fornylig stiftet The Bryan Ferry Orchestra.

Den britiske singer/songwriter er fascineret af mellemkrigstiden med jazzen i førersædet. En tid, der også er kendt som "The Jazz Age", hvilket han har kaldt sit første album med sit nye orkester. Albummet er en blandet håndfuld af Ferrys bedste numre fra både Roxy Musics debutalbum og hans seneste soloalbum "Olympia". De har været under en hård, men kærlig hånd hos orkestret og lyder i aften som 20'ernes fantastiske jazz, som havde de aldrig været andet. De er instrumentale, men under touren her synger han alligevel med på et par af sangene. Eksempelvis med "Love Is The Drug". Originalen er god og en sang, der er farlig at pille ved. Det kan meget nemt gå galt, når man begynder at fifle med klassikerne, men Ferry og orkestret er sluppet rigtig godt fra det. Det gælder i virkeligheden hele albummet. De har ramt balancen perfekt. Jeg får fornemmelsen af at det er et helt nyt, enestående nummer, men samtidig har det en tilpas portion af den fornøjelige genkendelighed.

Bandet med i baglommen
Tribunen vugger med til "Love Is The Drug", der kun bliver endnu bedre af kombinationen af den jazzede instrumentaludgave og Bryan Ferrys kurrende vokal.
Midtvejs i sangen overrasker han med en brat overgang til Roxy Musics originale version. Bandmedlemmerne er ubemærket listet ind på scenen og tager over med en heftig rockperformance. På trommerne sidder Cherisse Ofuso-Osei, der kaster med hovedet, så krøllerne flyver. De trommeskind får virkelig røvfuld. Opmærksomheden overrækkes til den talentfulde unge guitarist Oliver Thompson, der disker op med en solo i den gode 70'erstil, som fra dengang sangen var ny.

Koncerten er ikke længere en jazzstue med nervøs velour og lysekrone i loftet. Bandet er først ved at blive varmt, og det er ikke kun Ferrys egne opskrifter, der bliver fundet frem. Ferry har altid været glad for covers. Særlig Bob Dylan er repræsenteret i aften, og da "Knocking on Heaven's door" flyder ud af højtalerne, står publikum behageligt i kæresteklumper og fletter fingre under stjernerne.

En mand med et hjerte af sølv
Også hans cover af John Lennons "Jealous Guy" får mit kvindehjerte til at smelte lidt. Selvom han ikke fløjter fantastisk i sin fløjtesolo, passer det måske meget godt til sangens personlighed. Man kan ikke andet end at have lidt ondt af ham, når han og synger "I didn't mean to hurt you / I'm sorry that I made you cry / Oh no, I didn't want to hurt you / I'm just a jealous guy" –  så er det O.K. at fløjte dårligt.

Da "Jealous Guy" fløjtes af, vil Ferry lige lade os være med "the jazz guys" i fem minutter.  Han forlader scenen. Jazzen tager igen over, og korsangerne Bobbie Gordon og Jodie Scantlebury kaster sig ud i en livlig solo-charleston. Benene spjætter, frynserne svirper om kroppen i takt, og et kæmpe smil er smurt i hele ansigtet. Straks er vi tilbage i balsalen med netstrømper, boaer, og perlekæder. Der danses af, og orkesteret skifter tilbage til den tunge dovne jazz.

Bryan Ferry vender frisk tilbage, nu i en lidt længere jakke. Han rømmer sig og annoncerer, at nu vil han spille et nummer af Van Morrison. Et stærkt bifald fra publikum, og så er han i gang med "Crazy Love". Den mand forstår virkelig at give sine covers sit personlige præg. Ferry er kendt for sin specielle vokal, hans crooning. Hans stemme bliver vrænget, så den får en dirrende hæs og skrøbelig klang. Når han står dér i sin flotte figur med lukkede øjne og let rynkede bryn og knurrer som en ræv – en sølvræv – kan man da ikke andet end bare stå og være lykkelig.

På trods af sin alder af 67 år har Ferry ikke tabt et gram af sin frække, gadedrengede charme. Han skulle lige varmes op, og energien voksede for hver sang der gik. På sidste nummer rockede tribunen med som et trappeformet hav i blæsevejr, og han bukkede af til en fuldvoksen klapsalve, da han var på toppen. Han var nærig med ekstranumrene – dem var der ingen af. Til gengæld fik han givet et par high-fives til de nærmeste.

Ferry formåede at tage os med på en rejse 90 år tilbage i tiden, til en troværdig aften i 20'ernes tegn. Samtidig lykkedes det ham at fusionere det med hans 70'er-rock på en naturlig måde – jeg bemærkede det sågar ikke engang, da "NYC" skiftede fra jazzudgaven til originalversionen.

Bryan Ferry fik budt efteråret velkommen med manér.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA