Diverse kunstnere: Cheff Records-aften, Store Vega

Diverse kunstnere, Cheff Records-aften, Store Vega

Diverse kunstnere: Cheff Records-aften, Store Vega

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Store Vega emmede af glæde og fest, da Cheff Records fredag gav et brag af et show. Med et scene- og lysshow, der ville gøre selv de mest professionelle til skamme, fik de festglade drenge slået fast, at Cheff er de bedste. Selv med musikoplevelser af til tider varierende kvalitet var der en helt unik stemning fans og Cheff'er imellem.

Det danske pladeselskab Cheff Records opstod i 2011 og brændte sig for alvor ind i danskernes bevidsthed, da "Kysset med Jamel" blev spredt på YouTube og gjorde den skæve og nu velkendte Kidd-lyd til et uundgåeligt element i enhver fest. Siden har Kidd fået os til at kigge med, når han laver damer og gør sin ting. TopGunn og Klumben har leveret mindst lige så mange hits, og de nyeste skud på Cheff Records-stammen er Sukker Lyn og Abbaz. han ogleedag aften slog han det Lyn og Abbaz.

Frem til nu har Cheff Records stået bag et hav af ørehængende hits, og vi har alle kunnet følge Cheff'ernes op- og nedture blandt andet i dokumentarfilmen "Kidd Life". De unge kunstnere er nået langt på kort tid, og Cheff-eventyret kulminerede fredag, da et samlet Cheff-crew gav deres fans igen med et brag af et show i Store Vega.

Eloq, Kidd, TopGunn, Klumben, Sukkerlyn og Abbaz tiltrak et dedikeret, talstærkt publikum, og køen gik nærmest ind i Enghave Parken, da dørene åbnede. Med guldglimmer i baggrunden og et scenedesign, der var ideelt til at forene Cheff'erne med den skrålende publikumsskare, leverede drengene et mere end gennemført show. Lysshowet var mildest talt professionelt og så stemningsfuldt, at man følte sig som en del af en fest, selv ikke Store Vega havde faciliteter til at rumme.

Lidt utraditionelt blev koncerten skudt i gang med nogle af pladeselskabets største hits. Kidd var nemlig første mand på scenen og leverede med stor entusiasme "Kysset Med Jamel" – hittet, der startede det hele. Han fortsatte med "Ikk Lavet Penge", der fik Store Vega til at skråle med og overdøve Kidds særlige klang. Kidd, som tidligere har været kritiseret for ikke at værdsætte sine fans, udtrykte stor tilfredshed med publikum og nød at være tilbage i rampelyset. Bakket op af Eloq bag pulten gik hans sange rent igennem, og han havde endda overskud til et grin mellem linjerne.

TopGunn, som denne sommer har holdt Cheff Records-pulsen oppe, leverede efter Kidd aftenens mest solide show. Med et energiniveau på højde med Cheffs popularitet drønede han rundt på scenen, uden at det på nogen måde påvirkede hans stærke vokal. "Folk de går, folk kommer – de overlever kun en sommer" synger TopGunn, men med sin sikre præstation fredag aften slog han fast, at både han og Cheff Records kommer til at overleve flere somre. Traditionen tro fik han selskab af en tilbudsværdig, twerkende røv, og Cheff-fansene fik underholdning for alle pengene, mens TopGunn var på scenen.

Hvor TopGunns show var mere end solidt, lå Sukkerlyns (billedet) i den anden ende. Han overtog et topgearet publikum, men han og hans knap så kendte musik var ikke i stand til at bære den store stemning. Mens Sukker Lyn hoppede rundt på scenen i bar overkrop, blev luften langsomt lukket ud af stemningsballonen. Det ellers storskrålende publikum blev nærmest stille og skrålede kun med på hittet "Jagter Ikk Penge".

Abbaz skruede yderligere ned for musiktempoet. For første gang i aftenens show mærkede man ikke, at Eloq var med Cheff'erne bag pulten. Abbaz sceneenergi og -entusiasme fejlede dog ikke noget. Han brugte flere gange den forlængede scene til at hilse på sine fans, og at dømme ud fra fanskrigene var de med ham. Han shinede på scenen, men musikalsk var hans performance langt fra så sikker som de tunge Cheff-drenges.

Eloq fik en pause, da Klumben og Raske Penge sammen med Firserne spillede dancehall, som de gør det bedst. Duoen, der efterhånden er blevet en symbiose, gjorde, som de altid gør, og det fungerede. Ellevilde fans skreg med på det ene hit efter det andet, og Raske Penge fik for alvor bragt fansene i stemning, da han crowdsurfende kom helt tæt på publikum. Klumben og Raske Penge fik bragt koncerten tilbage til det, der var meningen: en hyldest til Cheff og deres fans. De fik bragt publikum i spil, så koncerten blev båret sammen med et veloplagt publikum.

Eloq fik også sine solominutter på scenen, og selvom han gjorde det godt, er hans egen lyd en helt anden end resten af Cheff-crewets. De hårde toner og den ensomme, pumpende bas trak koncerten i en helt ny retning, og det faldt lidt til gulvet. Til gengæld gav tonerne publikum en god mulighed for at danse, og det må man sige, at de gjorde. Så da koncerten blev rundet af med det samlede Cheff-hold på scenen, blev de modtaget af et rokkende publikum. Musikalsk var det en rodet oplevelse at have de syv stjerner på scenen samtidig, men de fik hevet publikum med sig og sluttede koncerten af med skrig, skrål og store klapsalver fra en uden tvivl tilfreds publikumsskare. Så ja, Cheff er de bedste – i hvert flad når det handler om at feste.

Alt i alt leverede Cheff Records en koncert og en fest, som kun de kan. Der var lagt i kakkelovnen til et helt unikt show, og koncerten manglede et godt, uventet indslag – den store surprise. Når det så er sagt, fik Cheff Records manifesteret, at de fortsat kan samle og underholde en stor fanmængde. Koncerten forenede gode musikalske oplevelser, et stærkt sceneshow og et aktivt publikum i en intensiv festglæde.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA