x
Lil Wayne: Tap1, København

Lil Wayne, Tap1, København

Lil Wayne: Tap1, København

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Endelig kom han. Lil' Wayne. Den lille, vilde sydstasrapper med den karismatiske stemme og det omfattende bagkatalog. Efter at have aflyst forårets koncert - til danske fans' store skuffelse - indhentede han denne milde oktoberaften i den grad det forsømte ved at sparke godt og grundigt gang i det gamle tapperi i Valby. Og det var ikke kun publikum, der havde en fest.

Shades & skaters
Der skal ikke mangle noget, når en af hiphoppens grand old men (trods en alder af blot 31 somre) gæster byen. Han havde nemlig ikke kun et ekstremt velspillende band og en dj med, nej, i bedste street-ånd havde han da også et skater-crew med, som kunne køre på rampen på scenen. Det hører sig til. Og i virkeligheden er det nok et rigtig godt billede på rapperens måde at gøre tingene på, for han virker til at være typen, der ikke nøjes. Hvis han har en idé, så sætter han det i værk. For eksempel er hans tænder diamantklædte - fordi han kan.

Hans attitude er imidlertid ikke spor overlegen eller bedrevidende. Han var på scenen med stort engagement og seriøsitet, og når han skulle sige noget, som betød noget - så røg de neonfarvede solbriller lige op i panden, så publikum kunne se hans øjne. En pudsig og måske ubevidst lille feature, men samtidig et billede på en mand, der faktisk tager sit arbejde og sit publikum alvorligt.

Dynamisk spradebasse
Det var selvfølgelig hverken solbriller eller skatere, de mange publikummer var kommet for, og det er naturligvis også bare detaljer. Det, der virkelig betød noget denne aften var musikken - og leveringen af den. Og han er altså en sjov starut, den gode Lil' Wayne, for lige så cool og ekstremt tilbagelænet han kan være, liges å vild og larmende kan han være. Det, der så gør han til noget helt særligt, er uden tvivl hans evne til at arbejde med dynamikken. Der er ikke de store åbenbaringer at hente i hans ord eller tekster, men i hans måde at levere det på er der virkelig noget at lade sig inspirere af.

Det ene øjeblik stod helt stille med sin mikrofon sat i stativ. En stemme, der nærmest kom snigende hen over beatet, men med ord der blev afleveret stramt og sikkert - næsten hviskende. Det næste øjeblik løb han frem og tilbage over scenen, som havde han ild i r****, og på vejen fik han smidt den ene linje af sted efter den anden - stadig lige stramt. Og bandet - ja, de fulgte naturligvis rapperens dynamik til mindste detalje. Resultatet blev musik, der var fyldt med detaljer, musik der levede og fik alle med - fordi det på én gang var dragende, stille, vildt og ekstremt. Og den slags kan mærkes.

Kæl med kameraet?
Det, der måske ikke helt kunne mærkes på samme måde, var de mere stille sange som for eksempel "How to Love". Balladerne og de mere stille numre kom aldrig rigtigt til at fungere. Det samme kan siges om dj-intermezzoet en halv time inde i koncerten. Her havde DJ Four Five 10 minutters fri leg, da hovedpersonen tog en lille timeout, og det blev til en stribe tunge rap-hits, som fik selskab af intensiv flirt med kameraet fra pigerne helt oppe ved scenen. De fik deres få sekunders berømmelse, som var de kælne dansepiger i en musikvideo, og selv om det sikkert var underholdende for både dem og flere af de mandlige publikummer, så var det nok den mindst interessante del af koncerten. Ikke mindst fordi den kom lige efter et medley ført an af "Lollipop", som blev smidt af sted med ekstrem energi og til stor jubel fra hele salen.

Men Lil' Wayne kom godt efter det, da han kom spurtende ind på scenen til et af aftenens nok bedste numre, "A Milli". Med det fik han sparket gang i koncertens sidste halve time, som blandt andet bød på besøg af Birdman og Mack Maine med "Tapout". Efter endnu en stribe af hans mange hits lukkede og slukkede han passende festen med "No Worries" - for bekymringer var nok det sidste, folk havde i tankerne, da de gik fra Tap1.

Tap1 og hiphop er et godt match
To gange 30 minutter var, hvad han bød på, men det var nogle veltilrettelagte minutter og en rapper, der var veloplagt og klædt med et stort fedt diamantglimtende smil på læben hele aftenen. Han forstod at fange publikum og gik uden om de irriterende "I love you"-klichéer. Bandet havde plads til at lege med musikken, og en af aftenens andre fine detaljer var, at lyden var, så man kunne høre finesserne. Og det er måske noget af det, der står rigtig klart efter denne aften - Tap1 er et superfedt hiphop-spillested. Det rå miljø passer rigtig godt til genren, og samtidig er akustikken så god, at det denne aften var muligt at høre både rapper, band og backtrack - uden at det blev hverken vattet, mudret eller buldrende.

Og Lil' Wayne - ja, han skal opleves. Hans ballader er måske nok bedre på album end live, men hans power, attitude og vildskab kommer langt mere til sin ret i virkeligheden end på plade. Han er excentrisk og vild - men på en yderst kontrolleret og charmerende måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA