x
Tegan And Sara: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Tegan And Sara, Koncertsalen, Koncerthuset, København

Tegan And Sara: Koncertsalen, Koncerthuset, København

Anmeldt af Steen Fabrin Michelsen | GAFFA

Arkivfoto

I en alder af bare 18 år brød de enæggede tvillinger Tegan og Sara Quinn igennem ved at vinde en lokal talentkonkurrence i Calgary, Canada. På grund af deres unge alder havde de i starten af karrieren efter sigende ikke nok sange til at spille et helt sæt. Det betød, at de var tvunget til at lære at underholde publikum mellem numrene for at fylde tiden ud. I dag er de blevet så gode til det, at den i indierocken lidt sjældne evne til også at underholde mellem sangene er blevet et kendetegn ved deres koncerter.

Rockens stand-up-komikere

Ved aftenens koncert i Koncerthusets smukke diamantformede trækatedral af en koncertsal fik de i den grad brug for denne evne. Flere gange var der tekniske problemer, og tvillingerne måtte "padle", så de to værter ved GAFFA-Prisen 2012, Rune Tolstrup og Esben Pretzmann, i den grad kunne tage ved lære. Til tider følte jeg det, som var jeg til stand-up, og jeg er ret sikker, at skulle pigernes karriere i musikbranchen begynde at halte, ja, så ligger vejen åben for et karriereskifte.

Men det er da bestemt ikke aktuelt endnu, for tvillingerne spytter stadig sange ud i et tempo, som ikke er alle i branchen forundt. Deres nyeste album "Heartthrob", det ottende album på bare 14 år, markerer lidt af et stilskifte i forhold til tidligere. De før så indie-punkede søstre har denne gang bevæget sig i retning af, hvad jeg vil kalde indie-elektro-pop-punk.

Et ikke ubetinget heldigt stilskifte

Dette stilskifte falder i mine øjne ikke ubetinget heldigt ud, selv om duoen heldigvis stadig har en uforlignelig evne til at skrive små sprængfarlige håndgranater af poppet punk. Kombinationen af deres lidt vrængende sang og kantede sangeskrivning og en til tider endog meget poppet synth lyder mange steder en anelse fersk. Når de slipper heldigt af sted med det, trækker det med lidt god vilje i retning af Robyn, men når det er værst, lyder de desværre som tyggegummidronningen Katy Perry.

Under aftenens koncert spillede søstrene en del sange fra "Heartthrob". Starten slap de ikke godt fra. De lagde ud med "Drove Me Wild", hvor Tegan på grund af tekniske problemer sang så pivfalsk, at jeg krummede tæer, og fulgte op med "Goodbye, Goodbye", som er båret frem af en gyselig dåsesynthlyd i bedste Aqua-stil.

Det blev bedre

Efterfølgende blev det heldigvis bedre. Vi fik således flere af de stærkeste sange fra "Heartthrob". Blandt andet en medrivende version "Now, I'm all Messed Up" , som blev båret frem af en tung synthbas, og en trommeslager, der i det nummer slap godt af sted med sin meget trampende stil. I andre af koncertens numre tog den lidet elegante trommeslager sig ud som en fisker, der tropper op til bal hos dronningen i vaders. Vi fik også den smukke ballade "I´m A Fool", som fik store dele af publikum i den desværre langtfra udsolgte koncertsal til at rejse sig i spontan dans i de smalle korridorer mellem stolerækkerne. Og som forventet tog det afsluttende hit "Closer" kegler, så bandet blev trukket tilbage på scenen under øredøvende jubel.

Undervejs fiskede bandet heldigvis også række af deres kendteste numre op af tasken. Vi fik det store hit "Back In Your Head", en fantastisk version af "The Con", "Walking With The Ghost", som i sin tid blev indspillet af selveste The White Stripes og "Where Does The Good Go" – kendt fra den amerikanske tv-serie "Greys Anatomi".

Alt i alt var jeg godt underholdt, og de to søstre er bestemt værd at tjekke ud – også selv om man som jeg ikke er ubetinget fan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA