x
Pixies: Falconer Salen, København

Pixies, Falconer Salen, København

Pixies: Falconer Salen, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Mange skal passe på med, hvad man ønsker sig. For første gang siden 1991's "Trompe Le Monde" (hvis man ser bort fra Itunes singlen "Bam Thwok" fra 2004) har Pixies udsendt nyt materiale i form af "EP-1", hvilket burde henrykke de fleste fans, men hverken ep eller den nyligt udsendte single, "Bagboy", lever op til fordums kvalitet, og undervejs i indspilningerne mistede bandet så også bassist og korsanger Kim Deal – det var, mildest talt, ikke lige det, man gik og ønskede sig.

Der er dog ingen forbehold hos publikum i Falkoner Salen, som nærmest eksploderer, da Frank Black rører ved sin guitar første gang. Jublen bliver selvfølgelig kun større, da der bliver lagt for med først "Caribou" og dernæst klassikeren "Monkey Gone to Heaven". Sangene bliver leveret i et hæsblæsende tempo, og vi når hele syv sange på de første cirka 20 minutter. Heriblandt helt igennem punkede versioner af "Broken Face" og "Crackity Jones". Herefter finder Frank Black den akustiske guitar frem, og der er dømt fællessang helt ned på bagerste række på "Here Comes Your Man" og en virkelig sej og langsomt slæbende "Wave of Mutilation".

Joey Santiagos guitar

Det er, som om Frank Black spiller sig mere og mere manisk, og støjen og de halv-skæve eksperimenter kommer til at tage mere og mere over i midten af sættet. I centrum for de mange eksperimenter finder man Joey Santiagos helt igennem forrygende guitarspil. Lige så fint og skrøbeligt og fint han kan spille, som på den af Frank Black udnævnte klassiske guitarsolo på "Hey", lige så voldsomt og legesygt vrider han støjende passager ud i hovedet på os. Tydeligst er det på afslutningsnummeret "Vamos", hvor Santiago virkelig ruller sig ud med en længere støjsolo, hvor han blandt andet tager begrebet pikrock helt bogstaveligt, da han vender strengene ind imod sig selv og sender støjen af sted med underlivet. Guitarstikket får også en tur hen over hans skaldede isse, inden han på klassisk vis løfter guitaren over hovedet og modtager publikums hyldest.

På den anden side af Frank Black står aftenens store spørgsmålstegn. Hvordan vil erstatningen Kim Shattuck klare at erstatte publikumsdarlingen Kim Deal? Der er ikke nogen finger at sætte på hendes aften, nogle steder virker det, som om hendes korstykker er taget ud, men på for eksempel "Hey" falder hun fint ind i "call-and-response" omkvædet. Det eneste sted, hvor man decideret kan sige, at man mangler Kim Deal, er under nummeret "In Heaven", som nok har Frank Black på vokal i studieindspilningen, men som i mange år har været en Kim Deal klassiker live. I aften må vi altså "nøjes" med Black, og hans version når ikke helt op på Deals sødmefulde ditto.

I løbet af en god halvanden times tid bliver vi revet igennem lidt over 30 (!) numre, og det siger sig selv, at det er lidt af et overflødigshorn. Publikum kan da heller ikke helt holde det tårnhøje energiniveau fra koncertens start hele vejen igennem, naturligt nok. Men når der bliver spillet hits, som "Gouge Away" eller Pixies-klassikeren over dem alle, "Where Is My Mind?", er der stadig fællessang helt ned på bagerste række – tankevækkende, når man tænker på den forholdsvis alternative lyd og det ditto tekstunivers, Pixies opererer indenfor. Måske siger det alligevel noget om deres musikhistoriske betydning, at de her i anden omgang (eller er vi nået til tredje?) har fået så stor og velfortjent succes. "Planet of Sound", "Bone Machine" og "Vamos" med Santiagos førnævnte støjeskapader afslutter aftenen på fornem vis. Det var lige før, det var lidt for meget af det gode.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA