x
Queens Of The Stone Age: Forum, København

Queens Of The Stone Age, Forum, København

Queens Of The Stone Age: Forum, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

"Jeg gi'r en bajer, hvis de spiller "A song for the Dead"," proklamerede han frejdigt. Sekunder efter var undertegnede en papirlap lettere, men sjældent har en hund været så godt givet ud. Headbanger-hymnen over dem alle, fra kronjuvelen "Songs for the Deaf" afsluttede – som så mange gange tidligere – Josh & følges rundrejse udi rockens mysterier, og alle var glade (vil jeg tro). Altså, Queens of the Stone Age, når de er bedst og mest uimodståelige: medrivende, uforudsigelige, farlige, originale, intelligente og med en underliggende snert af "wacky" humor, som også er en af Hommes fremmeste karakteregenskaber. Forrygende, ikke så lidt af en afslutter på en fin koncert, der dog var umanerlig lang tid om at få stemningen på kogepunktet, artisten taget i betragtning. Bedre end Roskilde 2007, men hverken på højde med årets optræden på Roskilde eller tidligere triumfer i Vega og nu (suk) hedengangne K.B. Hallen.
 
Forum-syndromet
Forum, tænker du, ja, Forum, det er rigtigt, ikke just et lydmæssigt mekka for den tungere tråd, og så alligevel ikke. På samme måde som Roger Waters' opførelse af "The Wall" i sensommeren en gang for alle aflivede myten om, at god rocklyd er uforeneligt med Parken, gjorde Black Sabbath det samme i Forum i tirsdags. Ikke et ord om Ozzy i denne sammenhæng, det er en roman for sig, men Tony Iommi, Geezer Butler og fantomet af en ung, vanvittig trommeslager lød formidable fra åbningsnummeret "War Pigs", til "Paranoid" klingede ud små to timer senere. Det kan lade sig gøre. Black Sabbath lød fantastisk, det gjorde Queens of the Stone Age på samme scene tre dage efter ikke. For så vidt ikke decideret dårlig lyd, der manglede bare længe den alt-afgørende sammenhængskraft, som bandet ellers normalt er så ferme ambassadører for.
 
Stærk og sårbar
 
Der blev lagt hårdt ud med de to åbningsnumre fra "Songs for the Deaf", men efterfølgende stod P.A.'et af, midt i "My God is the Sun". Josh og Co. spillede – selvfølgelig – bare videre.  Er man fan, og det er jeg, er det altid fedt at høre Queens på et eller andet plan. Det er altid en oplevelse at være på gæstevisit i Hommes krøllede, uforudsigelige og hårdtslående hjerne. Men alt med måde, og godt over en time inde i koncerten var det lige ved at ligne en fuser. Som min sidekammerat – også en særdeles stor tilhænger af fænomenet fra Palm Springs – udtrykte det: "nu tror jeg, at de skal til at spille nogle hits". Publikum var ikke med, slet ikke som når Queens er bedst. Bandet har nu lidt af et katalog at tage af, men ikke alle nye sange virkede lige overbevisende. Men i takt med at lyden blev bedre, bandet mere komfortable med opgaven og publikum gradvist rocket igennem, demonstrerede bandet nye, overbevisende sider af sig selv.

2013-albummet "...Like Clockwork" er i passager et meget personligt og hudløst album, der også viser Josh Homme fra en melankolsk, stille og yderst sårbar side. Og da "klaveret" pludselig spillede, fik vi "I Appear Missing" i en blændende smuk udgave, der til fulde illustrerede, at Josh er en dyb og selvransagende person, der ikke skåner sig selv, og aldrig springer over, hvor gærdet er lavest. Det lover i øvrigt rigtig godt for fremtiden.
 
Ses på NorthSide
Ja, magien indtraf, men det tog sin tid, men man skulle da være et skarn, hvis ikke man var i stand til at værdsætte perler som "Sick, Sick, Sick", "Misfit Love", eller verdens mest sexede sang, "Make it with Chu". Bandet var velspillende, men de er hørt bedre, og når man nu har Dave Grohl på trommer på et par plader, har man ligesom selv lagt i kakkelovnen til opskruede forventninger. Queens of the Stone Age er altid en oplevelse, og Josh et levende eksempel på en innovativ, kreativ, farlig og inderlig rockmusiker. Sådan var det også i Forum – men alt for sent. De er hørt bedre på dansk grund. Vi er nok mange, der allerede glæder sig til revanche på NorthSide 2014.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA