x
The Bronson Brothers: Blind

The Bronson Brothers
Blind

The Bronson Brothers: Blind

GAFFA

Album / Target
Udgivelse D. 10.03.2014
Anmeldt af
Finn P. Madsen

En næsten to minutter lang keyboard-drone med fremtoning som et kirkeorgel sitrer stille i luften. Herefter lægges en flosset vokal og vuggende bas ind for at blive forløst i et hypnotisk og altopsugende omkvæd. Totalt overlegent åbner The Bronson Brothers deres tredje album Blind med den højtravende Smile. Selv om Silkeborgbandet har slanket sig besætningsmæssigt, så er de kreative vidder på ingen måde indskrænket, tværtimod. Kernen omkring bandet udgør Ted (sang, guitar) og Clyde Bronson (bas, kor), hvis musikalske gener nok er tæt forbundne, men rigtige brødre er de ikke.

A Day In The City og den pianodrevne Twilight bevæger sig i et flimrende og et adstadigt tempo. Ikke noget forhastet, musikken udvikler sig langsomt og bygger horisontale stemninger, hvor både tungsind og melankoli går hånd i hånd. Slægtskabet med de amerikanske The Black Heart Procession er til at få øje på. Men mest af alt har The Bronson Brothers med Blind taget et kvanteskridt fremad. Lyt blot på Feeble Fingers og Down Down Down, her er både originalitet og ambitioner i rigt mål.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA