x
New Kids On The Block: Falconer Salen, København

New Kids On The Block, Falconer Salen, København

New Kids On The Block: Falconer Salen, København

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

New Kids On The Block kan nok betegnes som verdens ældste stadig aktive boyband. De blev samlet af producer Maurice Starr i Boston i 1984. De fem hvide forstadsdrenge Donnie, Joey, Danny, Jordan og Jonathan havde deres storhedstid i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, frem til deres brud i 1994. I 2008 blev gruppen gendannet, og efter en turne med Backstreet Boys og en pengegenererende cruiseship-turne landede de fem 40+ mænd atter i København, nærmere betegnet Falconer Salen på Frederiksberg, torsdag aften.

 

Skrig, hvin, bare maver og konfetti

Som boyband skal man nok stå model til en del. Belastningen i form af skrigende piger, der vil sælge ens brugte vatpind på eBay, er nok blevet minimeret gennem årene, men skrige, det kan de ældre kvindfolk stadig. Og det gjorde de. I stor stil. Med gamle hits som "Remix (I Like The)" og "You Got It (The Right Stuff)" som ballets åbner, var der ikke en drøbel tør i Falconer Salen, der som så ofte før leverede elendig lyd. Til at starte med var jeg faktisk i tvivl om, om jeg ville kunne generere en sætliste til denne aftens koncert, men det lykkedes.

Da gruppen går a capella på "Summertime" viser de en helt okay vokalsammensætning, og "Survive You" giver stærke associationer til N'Syncs "Gone" og Justin Timberlakes vokal i de yngre år, når Jordan synger. Donnie skal derimod holde sig fra at rappe, som han forsøger sig på i sangen "Single".

Skrig, hvin og en skriveblok overdænget med cava bliver det til, da de fem mænd vælger at placere sig i midten af Falconer Salen til en omgang "The Block" og "Tonight". Kvinder kan være virkelig skræmmende, når deres teenageidoler står en halv meter væk, skulle jeg hilse at sige.

NKOTB har rundet de 40 år, men er ikke blege for stadig at fyre den af med synkrondans, løft i trøjen til six-packs (om end nok ikke helt så faste i kødet som for 25 år siden) og vink, blink og smil til det dånende publikum, der stort set kun tæller kvinder, der nok var teenagere for de her 25 år siden.

Det er en smule paradoksalt at opleve fuldvoksne mænd stå og synge "I was, like, hey girl, can I get your number", når de forhåbentlig ikke er sammen med små piger, eller opfører sig som teenagedrenge, længere. Men altså, herregud, sådan er det jo med boybands.

 

Publikum-pleaser vs. kvalitet

…og det er her, min frustration kommer ind i billedet. Publikum var med, helt sikkert. Så på det grundlag burde jeg sikkert give NKOTB fem stjerner. Men når man står og synger andre kunstneres sange (der genererede mere fællessang og hujen end deres egne, hvilket var ret akavet), er der en kunstnerisk vision, man kan lægge på et meget lille sted, nærmere betegnet 1-2 stjerner. Så vi lander på tre. Middel.

Det er så soleklart, hvad mændene i NKOTB's agenda er. At tjene penge. Der var sjov og ballade, jo, og Donnie Wahlberg skal helt sikkert fremhæves som en festbanan, men der var absolut ingen nytænkning eller nerve i torsdag aftens koncert.

Men skal der så være det, kunne man spørge? Er det ikke godt nok med en tur ned ad memory lane, selvom de unge drenge er blevet skiftet ud med fuldvoksne mænd, og de hvinende teenagepiger med kvinder, der for længst har opgivet barnedrømmen om en tur i dynerne med Jordan & co.? Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg ved er, at jeg ikke kunne lade være med at stå med to sæt fødder hvis tæer krummede, fordi det var lidt sørgeligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA