Schoolboy Q: Store Vega, København

Schoolboy Q, Store Vega, København

Schoolboy Q: Store Vega, København

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Schoolboy Q repræsenterer den foreløbige kulmination på den nye bølge af westcoast-rappere i hiphop. Hvor de tidligere generationer enten har kæmpet for at etablere den rå gangsta-mentalitet eller forsøgt at afkræfte den, kan Schoolboy Q, ligesom vennen Kendrick Lamar, lægge sig et sted imellem autentisk gangsta og beskrivende poet.

Han leger med rollen, hvor han på én gang lever op til alle klichéerne: tidligere medlem af Hoover Crips-banden og fængslet pusher, men på den anden side en nørdet rap-historiker med briller og bøllehat.

Det sammensatte kommer også til udtryk i titlerne på hans to seneste album, "Habbits and Contradictions" fra 2012 og dette års "Oxymoron". Oxymoron er dels den latinske betegnelse for ord med indbyggede modsætninger og dels en henvisning til OxyContin, det bedøvende stof, som gangsteren med de gode skolekarakterer yndede at sælge.        

 

Svedende teenagere iført bøllehatte

Om alt dette er noget, som de mange fremmødte i Vega denne mandag tænker farlig meget over, er ikke til at sige. Faktum er, at Schoolboy Q er rasende populær, og hans første koncert i Danmark er udsolgt. Her er pakket med svedende teenagere iført bøllehatte, lang tid før aftenens hovednavn rammer bygningen. Som det var tilfældet ved fx A$AP Rockys sidste Danmarksbesøg, er langt de fleste ikke kommet for at nikke med nakken og reflektere over teksterne. De er kommet for at feste som rockstjerner.

Allerede da opvarmeren, en velrappende Isaiah Rashad fra Schoolboy Q's TDE-selskab, står på scenen, giver publikum sig fuldstændig hen. Til trods for han kun har lavet en ep og et BET-cypher, bliver han modtaget som en stjerne, og vi skal helt ned midt i salen, før folk ikke kan hans tekster udenad. Det er sjældent, man oplever opvarmning, der til slut kan smide mikrofonen - og trøjen - og stagedive ud i publikum til deres store begejstring.

 

På scenen i en sky af hashrøg

Men det er naturligvis Schoolboy Q, der trækker. Efter en lille pause og et kort dj-sæt fra DJ Mad Makx går han nonchalant på scenen. Ret overraskende er det ikke med den bøllehat, den lille, tætte rapper ellers har gjort til sit varemærke, men med en større jagthat. Jo, der skal være plads til udvikling.

Publikum er også fløjtende ligeglade, de vil bare give sig hen til rapperen, der måske ikke er lige så kendt som Kendrick Lamar, men fuldt ud matcher ham lyrisk og energimæssigt. Med en dyb røst og sikker stemmeføring byder han sig selv velkommen til København. I en sky af hashrøg begiver han sig ud i numre fra "Oxymoron". Om det er hashen eller sætlisten, der gør det, er ikke til at sige, men showet, hvor folk ellers har hoppet omkring, starter langsomt. Efter en håndfuld numre, hvor Schoolboy Q har konstateret, han har os i sin hule hånd, sætter han salen i kog med "What They Want" fra det nye album.

 

Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt

"This The Shit" fra "Habbits and Contradictions" og "Druggys with Hoes again" fra "Setbacks" går tydeligvis rent ind hos den unge, men velbevandrede crowd. Schoolboy Q rapper fulde versioner af de fleste numre, kun hjulpet af backup fra dj'en, samt støtten fra en kæmpestor, stum, ond bodyguard, der konstant er klistret til scenens venstre side.

"Fuck rhymin 'I'm Crippin'" rapper han på det næste nummer, "The Purge". Han er tydeligvis en gudsbenådet rimer, men der, hvor han virkelig kommer til sin ret, er når han kan lave en stemning i musikken, uanset om den skal være tilbagelænet som en godnatjoint eller aggressiv som et driveby. Beats'ne er fra en bred vifte af producere. De er ofte mere elektroniske og hektiske end west coast plejer at være. Selv når en melodisk stjerneproducer som Pharrell leverer musikken til "Collard Greens", foregår det i et hæsblæsende univers.

 

Christiania-syndrom

Helt så hæsblæsende er Schoolboy Q ikke mellem numrene. Han annoncerer, til ingens overraskelse, at han har været på Christiania og i øvrigt nyder at være i København, men det er ikke ligefrem Kanye West-rants, vi er ude i. Det virker lidt optimistisk at bede os om at blive endnu mere "turnt up" end under "Collard Greens", uden at han selv gider hæve stemmen, men til Københavns ros tager vi mod opgaven med kyshånd, og på "Gangsta Gangsta"og "Blind Threats" skal man helt ned bagved for at finde nogen, der står stille.

Herefter bliver "Studio" dedikeret til damerne i crowden, der får lov at hvine, hvorefter drengene, noget ubehageligt, bliver bedt om at råbe "nigga". Det virker dog hverken til, at Schoolboy Q eller publikum tænker over det, og hvis den nye generation har så afslappet et forhold til ordet, så godt for dem. At han kan få os til hvad som helst, bliver eksemplificeret, da han spørger efter en lighter, og sekundet efter bliver bombarderet med en regn af engangslightere. "Damn this is like World War III here in Denmark, huh?!" griner han, da regnen efterhånden dør ud.

 

Westcoastens hårdeste med gigantisk svedplet

"There He Go"er endnu en vinder, hvor Schoolboy sætter sig selv op mod westcoastens elite med linjer som "Y'all acting like that TDE don't run LA / Coast ain't been this hard since Pac, Death Row and Dr. Dre / Word to Dr. Dre, Detox is like a mix away". Det er imponerende, at han kan fremføre så fejlfri versioner af de komplicerede flows fra albummet, også selvom hans T-shirt efterhånden er en stor svedplet.

Vi er ved at nå til slutningen, hvor han rapper et par sine A$AP Rocky- og Kendrick Lamar-features. Det er dog et af hans egne numre, der tager flest kegler, nemlig det Alchemist-producerede "Break The Bank". Her rapper han over et helt klassisk hiphop-beat, og hans evner som rimsmed kommer virkelig til sin ret.

Da han nærmest er ved at takke af, viser det hvor kyndig crowden er, da de uopfordret starter et kampråb om at høre "Man of the Year". En temmelig træt, men efterhånden også ret glad Schoolboy Q siger, at vi er nået til lukketid, men selvfølgelig rapper han nummeret, der for mange var introduktionen til Schoolboy Q, eftersom det blev luftet i slutningen af Kendricks "Bitch Don't Kill my Vibe".

Efter et enkelt nummer eller to til smutter Schoolboy Q fra scenen uden at gøre meget væsen af sig. Dj'en konstaterer "That concludes the Schoolboy Q Oxymoron tour concert". Det er en lidt flad afsked, men ret sigende for showet. Under sine numre giver Schoolboy Q sig fuldt ud, men når musikken stilner af, forvandler han sig til den introverte skoledreng. Han virker lidt overvældet over det hele - og ret beset også temmelig basket af alt det weed, som han får røget.

 

Publikum fik, hvad de kom for

Skal man konkludere noget, var Schoolboy Q Oxymoron Tour en demonstration af hans ubetingede talent for at rappe, både på plade og på scenen. Showet kunne have været strammere. Det er ærgerligt, at den nerve, numrene indeholder, ikke blev bibeholdt pauserne.

Men så er det også, at man skal smide hater-bøllehatten. For lige så meget synes jeg, at det var en oplevelse at se det totalteater, der opstår, når publikum virkelig har taget en kunstner til sig.

Teknisk set kunne Schoolboy Q have spillet instrumentalversioner af sine numre, og de ville have rappet det meste for ham. Crowden var kommet for at holde blå mandag med en Hoover Crip fra Los Angeles, og de fik, hvad de kom for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA