x
Get Your Gun: The Worrying Kind

Get Your Gun
The Worrying Kind

Get Your Gun: The Worrying Kind

GAFFA

Album / Empty Tape
Udgivelse D. 11.04.2014
Anmeldt af
Kristoffer Veirum

Det er et ikke ukendt fænomen, at landsbyens udlængsel ofte kan udmønte sig i et bombastisk guitarangreb, hvor skyskraberdrømmene får luft under vingerne. Tværtimod virker det dog som om, at blikket vendes rasende indad og hjemstavnens øde heder omfavnes inderligt hos Get Your Gun fra Øster Brønderslev på deres crowdfundede debutalbum, The Worrying Kind. Det er næsten lige før, at Get Your Gun med udspillet kan tage patent på titlen som Nordjyllands mørkemænd.

Med en samlet spilletid på kun 39 minutter opridser trioen et sjæleligt forfald, der er den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij værdigt. Man må give respekt for, at gruppen er tro over for den retning, de har valgt. Der lefles ikke for mainstreamradio, og flere af sangene får lov at dvæle i detaljerigdom, mens de overskrider fem minutters længden.

Albummets syv sange hænger godt sammen, og kun den bidske Call Me Rage glider op i tempo med et hidsigt slideguitar-riff. Åbneren, Black Book, er et bastant dødsstød, der vækker associationer til Kellermensch, mens den lyriske melankoli slår igennem på linjer som: "I used to talk so loud/so I could hide my doubt" fra titelnummeret. Sometime kulminerer i en vrængende fuzz-guitarsolo. Den atmosfæriske Tender Lies lukker messende albummet og efterlader én tilbage i stilheden.

The Worrying Kind er et bemærkelsesværdigt helstøbt debutalbum. Som værk står og falder det dog med, om man finder den allestedsnærværende tristesse påtaget eller ej. Jeg køber i denne omgang præmissen, og det giver et sidste nøk opad.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA