x
White Lies : NorthSide, Blue Stage

White Lies , NorthSide, Blue Stage

White Lies : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Den britiske trio White Lies har, siden de blev dannet i 2007, snart gæstet Danmark en hel del gange. Sidst jeg anmeldte dem, kastede deres koncert i Vega fire stjerner af sig. Den koncert, de præsterede på Northside Festivals Blue Stage søndag eftermiddag, mindede en del om det sæt, de fyrede af i Vega tilbage i november måned. Den største forskel var mudret lyd og en ikke helt så tight præstation som tidligere oplevet, og på det grundlag lander denne anmeldelse på middelkarakteren tre stjerner.

 

Oh, but the sound…

Forsanger Harry McVeigh er ulasteligt klædt i sorte jeans, hvid T-shirt og drenget charme. Hittet "Farewell To The Fairground" starter koncerten med et brag, hvor det desværre hurtigt bliver gjort klart, at lyden langtfra er i top.

Bassen er mudret, og McVeighs stemme forsvinder til tider helt i høje trommer og skingre keys. En skam. Andet nummer, "To Lose My Life", er også et af hittene, og bliver eksekvereret på samme maner og facon som forgængeren.

Under et af numrene holder McVeigh sig også for ørerne, så noget kunne tyde på, der heller ikke var den rigtige dosis monitor, samtidig med at lydniveauerne var helt ad h til. Bedre bliver det dog efter otte numre, men når sættet kun varer en time, er det altså ikke godt nok, at de sidste tre numre spiller rent lydmæssigt.

 

Oh, but the clapping…

White Lies er nogle dygtige musikere, men sættet i eftermiddag var ikke helt så tight, som man ved, de kan spille det. Hvorfor er mig en gåde, måske de blev forvirrede af de manglende gode lydforhold?

Men publikum er med alligevel, højst sandsynligt på grund af McVeighs evindelige opfordring til fællesklap og fællessang. Oven i blev en sang dedikeret til publikum, og McVeigh kaldte Danmark for "our second home". Den slags lefleri for publikum har alle dage prellet af på mig, og jeg kommer aldrig til at forstå folk, der finder det opildnende til en koncert.

Så, som en kommentator på min sidste anmeldelse af bandet så smukt beskrev det, "(…) så er man virkelig at sammenligne med ét stort, omvandrende sæt kvindelige kønsdele, hvis man ikke kan elske at stå på et stadion og klappe i takt til store rockhits sammen med 40.000 andre". Det må så være min byrde at bære.

 

På trods…

…af dårlig lyd og stadion-lefleri lander White Lies alligevel på den acceptable middelkarakter tre stjerner. Og det gør de, fordi de er nogle dygtige hit-smede og dygtige musikere, og fordi Harry McVeigh er en fremragende sanger (når man kan høre ham).

Jeg står især til falds for bandet, når White Lies får en god 80'er-tromme på numrene, og McVeighs stemme nærmet kammer over i en Duran Duran-lignende vokal, båret frem af insisterende keys. Og hittene, de var der, publikum var glade, og selv den dovne humlebi, der summede rundt blandt folk til venstre for lydteltet, lod til at hygge sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA