x
Eagles: O2 Arena, London

Eagles, O2 Arena, London

Eagles: O2 Arena, London

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Arkivfoto

De fleste mennesker vil nok associere West Coast-bandet Eagles som ærkeamerikanske i kraft af deres støvede countryrocklyd og sanguniversets overhængende californiske ikonografi, men i 1970'erne indspillede bandet faktisk hele to albums samt de indledende demoer til deres tredje studieudspil i London under ledelse af The Who- og Faces-produceren Glyn Johns. Det amerikanske band vendte derfor paradoksalt nok hjem, da de spillede og sang deres anden ud af fire udsolgte koncerter i O2-arena i år.

 

Akustisk indledning

Bandets grundlæggere, den gnavpottede Don Henley og den showman-professionelle Glenn Frey, indledte koncerten med et akustisk sæt, der blev igangsat med den sjælfulde ballade "Saturday Night". Henleys karakteristiske og sprøde vokal lød overbevisende frisk og tændt. Langsomt gled det nyligt tilbagevendte bandmedlem Bernie Leadon ind på scenen og overtog mikrofonen på "Train Leaves Here This Morning". Bandet fremførte et blues-rocket arrangement af ørkenrocksangen "Witchy Woman", hvor Henley multitaskede mellem hæs vokalist og funky trommeslager. Med trestemmige vokalharmonier tordnede bandet derudad på den mytologiske cowboy-vise "Doolin-Dalton", der via et medley slog over i repriseversionen af titelsangen fra bandets andet studiealbum, "Desperado" (1973).

 

En historisk gennemgang for almene fans og nørder

Koncertens anledning var at promovere sidste års dokumentarfilm "History of the Eagles", hvilket betød, at starten af koncerten var rig på diverse anekdoter fra bandets stiftelse og frem til i dag. Efterhånden som bandets øvrige medlemmer Joe Walsh og Timothy B. Schmit kronologisk fik lov til at tilslutte sig scenen, blev koncertens lydbillede mere elektrisk og stadionrocket. På "Already Gone" gav Frey den som gedigen rock and roll-sanger og -guitarist, mens bandet igen sænkede tempoet på de melodiske og romantiske evergreens "Best of My Love" og "Lyin' Eyes". Hvor de fleste fans formentlig blot havde købt billet for at høre førnævnte klassikere, sørgede Eagles også for at dele ud af historiske røverhistorier for de helt store musiknørder iblandt publikum.

 

"He has been schooled by Keith Moon!"

På den storladne ballade "Pretty Maids All in a Row" kom den notorisk gale og geniale superguitarist Walsh frem i rampelyset. Walsh har nok bandets mest spinkle vokal, men det er heller ikke så tosset, når man er i samme band som Henley og Frey, der stadig kan ramme falsettonerne i deres nuværende alder. I stedet charmerede den sympatiske og til tider klovneagtige Walsh publikum med respektindgydende guitarriffs og -soloer, der kunne høre hjemme i hårde rockbands som Led Zeppelin eller Bad Company. Bandet fremførte en The Beach Boys-inspireret version af "Heartache Tonight" med solstrålende og flerstemmige vokalharmonier.

Walsh stjal igen ubestridt opmærksomheden på "In the City" og solonummeret "Life's Been Good", der blev akkompagneret af en ironisk billedmontage af filmmonsteret Godzilla på krigssti igennem en storby. Som Frey sagde om Walshs blakkede ry: "He is feared by hotel staffs across the whole world!". Bandet tog aldrig sig selv eller musikken for alvorligt og balancerede fint historieundervisningen med uhøjtidelige jokes og oprigtig ydmyghed.

 

Ubesværet musikalitet

Henley vendte efterfølgende tilbage fra trommesættets gemmekrog og leverede en nærmest studieindspilningsværdig genopførelse af den USA-samfundskritiske "Life in the Fast Lane" om den amerikanske drøms eskalerende betoning af materiel overflod og kokain i lange baner i Los Angeles: Et liv, som Eagles i mere eller mindre grad selv har gennemlevet på egen krop. Alligevel virkede bandet friskere og mere ubesværet musikalske end nogensinde før - ja, guitarguden Walsh virkede nærmest teknisk overlegen over for Frey, der måtte kæmpe med næb og kløer for at spille op til den tidligere James Gang-virtuos.

 

 

En mur af guitarer

Den to timer og 45 minutter lange maratonkoncert blev rundet af med signatursangene "Hotel California" og Jackson Brownes uimodståeligt iørefaldende "Take It Easy". På den førstnævnte legendariske skæring byggede Eagles en fire-lagret mur af guitarer og dyrkede en ren amerikansk roadmovie-stemning. Backing-guitaristen Steuart Smith fortjener i denne sammenhæng kolossal ros for at formå at gengive albumtitelsangens minutiøse guitarspil så omhyggeligt og præcist, som han gjorde. Aftenens charmetrold Walsh fik lov til endnu en gang at fyre den af med benhård rock and roll i form af solonummeret "Rocky Mountain Way", hvis guitarriff burde gøre selveste Keith Richards misundelig.

Ballet blev lukket med den formidable og melodiske genistreg "Desperado", der musikalsk samlede op på aftenens vildskab og lyrisk bragte bandet ned på jorden igen. Efter en højtflyvende historietime i countryrockens tegn landede ørnene nærmest perfekt.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA