x
Interpol: El Pintor

Interpol
El Pintor

Interpol: El Pintor

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 08.09.2014
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Interpol har siden et par suveræne og skelsættene album i starten af 00'erne haft nogle problemer med at matche fordums sortsind. Og El Pintor er ingen undtagelse. Dette deres femte album lyder i den grad præcis, som man kunne forvente.

Det starter ellers rigtig fint ud. All the Rage Back Home åbner roligt ud, men tager herefter fart i ringlende guitar med masser af rumklang, tight rytmesektion og Paul Banks nasale messen. Klassisk veludført Interpol.

Men herefter er det som om, inertien sætter ind.

My Desire letter aldrig rigtigt fra det markante guitarhook, der åbner, og Same Town, New Story kunne med rette omdøbes til Same Song, New Title. Det er proto-Interpol i en sådan grad, at det nærmest virker selvparodierende. Ikke dårligt, bare fantasiforladt og ikke helt på niveau med tidligere tiders musikalske bedrifter.

Det samme gælder på Everything is Wrong og My Blue Supreme, hvor guitarerne spiller skævt og sprælsk, men også ganske repetetivt under Paul Banks højstemte vokal, men aldrig rigtigt gør mere væsen af sig. Melodier og arrangementer virker ærgerligt anonyme.

Breaker 1 bryder monotonien, ironisk nok, ved at skrue yderligere op for mørket og intensiteten. Paul Banks lyder bistert indebrændt, bandet hugger igennem, og det gør nummeret både klaustrofobisk og smukt ildevarslende. Lige i hælene kommer endnu et lys/-højdepunkt, da Banks åbner temponummeret Ancient Ways med linjen "fuck the ancient ways", hvilket Interpol klart burde gøre noget mere.

Der er faktisk meget, der kører for Interpol. Desværre kører de cool newyorkere i ærgerligt snævre cirkler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA