x
Bootsy Collins: Amager Bio

Bootsy Collins, Amager Bio

Bootsy Collins: Amager Bio

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Mesteren af funkbas, legenden William "Bootsy" Collins gæstede langt om længe København med sin stjerneformede space bass og sit kæmpe funk-ensemble med flere af de originale medlemmer af Bootsy's Rubber Band.

Manden kræver ingen introduktion, da han er kendt vidt og bredt. Ud over at have spillet bas for både James Brown og George Clinton (samt Parliament-Funckadelic) på nogle af deres største hits har han selv en række af de absolut mest kendte og mest samplede funk-hits bag sig. Ud over det har troldmanden bestøvet utallige andre artisters værker med sin fortryllende basfunk og kendetegnende brølende Bootzilla-catchfrases. 

Alligevel er det langt fra et udsolgt Amager Bio denne aften. Nok mest fordi koncerten desværre måtte rykkes fra en fredag til en tirsdag aften. Til gengæld er det inkarnerede fans. Voksne mennesker, hvoraf nogle har hevet deres børn og andre yngre potentielle funk-fans med, så de kan opleve the whole funk and nothing but the funk, som kun de originale skabere af genren kan levere den.

 

We want the funk, give us the funk!

Moderskibet lander, og frem på scenen, iklædt rumdragter, træder Funk Unity bestående af trommeslager, bas, guitar, to på keys, to på horn, tre på kor, Bootsys kone Patti og bandleder Frankie "Kash" Waddy. Hjelmene kommer af, og bandet åbner med den danske nationalmelodi. Gimmick? Ja selvfølgelig, men i det mindste ved de, hvilket land de er i og har forberedt sig. 

Bandet starter med lidt intro fra Bootsys seneste album og lidt Parliament, inden manden selv træder ind i sin kendetegnende og skinnende Bootsy pomp og pragt, komplet med stjerneformede briller og space bass til tonerne af Ahh... The Name Is Bootsy, Baby! efterfulgt af et medley af "Bootsy? (What's The Name Of This Town)", "PsychoticBumpSchool" og "The Pinnochio Theory". 

Lyden er desværre alt for dårlig og forvrænget. For at brage koncerten i gang skrues der typisk for højt op for alle kanaler samtidig. Heldigvis lød det langt bedre i de mere rolige passager og blev ikke mindst glemt pga. det fantastiske show.

 

Make my funk the P funk, I wants to get funked up!

Allerede en halv time inde er der kastet adskillige kendte P-Funk catchfrases fra scenen. Den hurtige gennemgang af hits erstattes af superlange grooves over flere klassikere, hvor publikum drages med ind i the world's funkiest singalong, og der fortælles historier fra scenen. De forskellige dygtige musikere fremhæves på skift og får lov at skinne hver især. Den første er et af de ældste medlemmer, saxofonisten Randy Villars og senere kommer en af de yngste, keyboardspilleren Rashon Murph.

Bootsy får en velfortjent pause, mens bandet spiller et cover af Deee-Lites "Grooves In The Heart". Korsangerinden Candice Cheatham tager fronten og gør det langt bedre end Lady Miss Kier. Derefter spiller bandet en hyldest til nyligt afdøde Bobby Womack og Bootsys bror Phelps "Catfish" Collins, der begge sang på nummeret "Don't Take My Funk". En af de andre originale korsangere Gary "Mudbone" Cooper viser, hvad han kan på den sang.

 

Keep that funk alive!

Bootsy kommer tilbage til tonerne af det fænomenale hit "Body Slam", og der er dømt total Funk-Boner. Tempoet sættes herefter helt ned, og publikum får historien om, hvordan medlemmer af bandet og Bootsy i de unge dage ikke havde instrumenter og måtte spænde elastikker på papkasser for at spille musik. Aftenens mantra indprintes af Bootsy, da han får alle til at messe med på: "Funk is making something out of nothing".

Karismatiske Bootsy og band har virkelig godt tag i publikum, og det mærkes tydeligt, at der er format til et langt større publikum. Vi opfordres til at feste med stort F eller, som han kalder det: "Fun with a K". Bootsy har format til at kunne have været på Roskilde, men må nøjes med små 2-300 Funkheads. Heldigvis er det tydeligt, at publikums kærlighed kan mærkes oppe på scenen og sender Bootsy i trance, som han selv siger, mens hans staver rundt som en zombie på scenen.

Der jammes videre med nogle af de heftigste Rubber Band-ballader, "I'd Rather Be With You" og "What's A Telephone Bill?", hvor Bootsy bl.a. får sin space bass til at synge som en anden Jimi Hendrix. Herefter kommer netop et cover af trommeslageren fra Hendrix' band Buddy Miles' nummer "Them Changes", mens Bootsy igen får en pause. 

 

Wind Me Up!

Bootsy vender tilbage i et nyt outfit med et glimtende spøgelse på som Casper the Friendly Ghost til tonerne af det ultrafunky Parliament hit "Flash Light". Aftenens anden absolutte funk-boner. 

Bootsy siger han, har en lille overraskelse og under spøgelsesoutfittet afslører han en Carlsberg Sport FCK-trøje til publikums store fornøjelse.

Festen fortsætter med "Streachin' Out" og "Give Up The Funk" samt flere publikum singalongs. Nu er det en rigtig fest, og selv de mere forsigtige blandt publikum skråler med.

Bootsy er helt oppe at ringe, og under nummeret "Touch Somebody" vover han sig ned blandt sit folk (hans egne ord) og deler krammere ud til alle dem, han kan. Det er ikke små forsigtige krammere. Han tager fat i folks hoveder og trykker dem ind til sin brystkasse. Sådan. Ingen fine følelser her.

Man følte sig virkelig som "One Nation Under A Groove", der også blev aftenens sidste nummer, hvor publikum blev inviteret med op på scenen. Københavns egen soulstar Al Campos lukkede med manér Bootsy-koncerten, da han på imponerende vis jammede med bandet på sin medbragte trækbasun. Noget, som ikke var planlagt, men ren improvisation. 

 

The P-funk party don't stop

Manden er 62 og stadig fuld af pep. Hans baslir var ikke ovenud imponerende i aften, og man forstår godt, han har brug for nogle pauser og backup fra bandet. Men super karismatisk og underholdende er han stadig. 

Fantastisk at få lov at opleve så stor en legende, og så fik man oven i købet hen imod to en halv times uforglemmelig funk-blast. 

In Funk We Trust!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA