x
Snorre Kirk : Aarhus Jazz Festival

Snorre Kirk , Aarhus Jazz Festival

Snorre Kirk : Aarhus Jazz Festival

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

[Billede taget fra YouTube.]

Det var endnu en varm eftermiddag i Kunsthal Aarhus' kælder. Publikum var linet op på rækker lige foran det seks mand høje orkester. Ikke en mikrofon var til stede – blæsere, trommer, bas og piano – alt var akustisk. Man mødte musikken i ørehøjde, musikerne i øjenhøjde, og man følte sig velkomment indrullet i deres musikalske univers.

I næsten to timer spillede de, og humøret var i top fra start til slut. Spilleglæde og begejstring for hinanden i orkesteret var let at spore. Bag det hele knejsede orkesterleder Snorre Kirk på sin trommestol med et stort smil fra det ene øre til det andet. Glæden, spillelysten og stoltheden var ikke til at overse. Og det gode humør smittede i den grad af. Dels på publikum, dels i musikken. Aldrig har jeg været så fornøjet en hel koncert igennem, tænk at man kan blive så glad af blues. Og musikken – den var så opløftende, så medrivende og så velspillet. Det var næsten for meget af det gode. Næsten. På de knap to timer fremførte Snorre Kirk Blues Modernism blot 10 kompositioner – alle var komplekse, fyldt med indtryk og detaljemættede. Til tider kunne man blive fuldstændig opslugt af en enkelt detalje, en enkelt musikers spil, så man helt glemte at lægge mærke til, hvad de andre lavede. Selv solisten kunne overses, hvis der samtidig skete noget spændende et andet sted. Jeg oplevede gerne denne koncert en 3-4 gange mere, for at se, hvad jeg ville få med ved de næste genlydt.

Der var så meget overskud på scenen, hvilket kom til udtryk i de mange soli indlagt i hver komposition. De udviklede sig i intensitet og længde i løbet af koncerten. Som om den næste lige skulle være 10 % bedre end den forrige. Det var en fornøjelse at opleve den indlevelse.

Snorre Kirk selv var den mest sparsomme med sine soli, men når de endelig kom, så var de også perfekt udførte. En solo kun spillet på trommernes reifer beviste i særdeleshed, at trommesættet ikke "bare" er et rytmeinstrument, men så sandelig også et melodiskabende et.

Vi fik serveret numre fra 2012-debuten "Blues Modernism" lige så vel som spritnye numre uden titel fra det kommende album, der er lige på trapperne. Alle som et holdt de det samme høje niveau. Uanset stilart. De mestrede det hele – lige fra balladen "Yesteryear" med den smukke trompetintro af Tobias Wiklund over traditionel blues som "Down Home" og Coco" til country/western/bluegrass/jazz med fremragende klaverforspil af Magnus Hjorth; og den afsluttende street parade.

Også på de respektive instrumenter var de alle mestre. Selv den blot 17-årige alt-saxofonist Oilly Wallace havde ingen problemer med at følge med eller stikke af fra sine kolleger.

Der var ikke en finger at sætte på denne flotte afslutningskoncert for 2014-udgaven af Aarhus Jazz Festival. Der var bare så mange indtryk, at det er umuligt at rapportere dem alle. Jeg ville ønske, at jeg kunne se koncerten igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA