x
Conor Oberst og Dawes: Train, Aarhus

Conor Oberst og Dawes, Train, Aarhus

Conor Oberst og Dawes: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var med høje forventninger, jeg indfandt mig på Train tirsdag aften. Aftenens hovednavn Conor Oberst har, solo eller med sit band Bright Eyes, hele fem gange tidligere fået de maksimale seks stjerner af GAFFA, af fem forskellige anmeldere. Senest for dette forårs album "Upside Down Mountain", og vi er ikke det eneste medie, der er begejstret for den produktive sanger og sangskriver født i Omaha, Nebraska i 1980. Efter en række besøg i København og på Roskilde Festival op gennem 00'erne og 10'erne (solo eller med Bright Eyes) var koncerten også, så vidt vides, Obersts første danske koncert vest for Storebælt. Det havde lokket en pæn publikumsskare til, om end den kun kunne fylde gulvet på spillestedet – balkonen var lukket.

Oberst havde taget Los Angeles-bandet Dawes med som både opvarmning (mere herom senere) og backingband. Konstellationen lagde ud med "Time Forgot", åbningsnummeret på "Upside Down Mountain". Et album præget af en mere optimistisk tone end mange af Obersts ældre sange, og han var yderst veloplagt allerede fra koncertens start. Oberst har tidligere fremstået mere indadvendt ved koncerter tilbage i 00'erne, men her kom han langt ud over scenekanten. Hans lidt skrøbelige og drengede, men dog så karakteristiske stemme stod klart i lydbilledet, og han sang med hele kroppen:

Spyttet stod ud af munden, når han hævede sin røst, han hamrende løs på sin guitar (ofte heftigt akkordspil på akustisk guitar), og når han ikke spillede guitar, gestikulerede han heftigt for at understrege sangenes pointer. Hyppigt drejede han tilmed lige en tur rundt om sig selv, når der var et mellemspil. Måske var han glad for at være sluppet af med den falske anklage om voldtægt, som har hængt over hans hoved siden slutningen af sidste år, men som i sidste måned blev trukket tilbage.

Efter to af de nye numre var det tid til en tur rundt i det store og fornemme bagkatalog, hvor ikke mindst sangene fra det fremragende og velsælgende 2005-album "I'm Wide Awake it's Morning" blev modtaget med genkendelsens jubel fra det meget lydhøre publikum. Det trak heller ikke ned, at Dawes var et fremragende backingband, som ikke stod meget tilbage for Bright Eyes. Især guitaristen Taylor Goldsmith gjorde sig positivt bemærket med sine mange melodiske figurer på el-guitar, der ofte udgjorde en slags svar-effekt, når Conor Oberst havde sunget en tekstlinje. Også Goldsmiths lyse kor sammen med broren, trommeslager Griffin, var smukt, ligesom tangentspiller Tay Strathairn sumpede orgel gjorde sit til at holde bundniveauet meget højt.

Et højdepunkt fik vi, da Oberst to tredjedele inde i koncerten satte sig til klaveret og fremførte den tyste og dybt alvorlige "No One Would Riot for Less", i begyndelsen kun bakket op af Taylor Goldsmith på guitar og Tay Strathairn på keyboard. Her stod teksten om at nyde øjeblikket, for døden kan komme når som helst, krystalklart og dirrende ud i lokalet som et Damoklessværd over publikums hoveder, inden de øvrige medlemmer kom på scenen og sluttede nummeret i et fornemt crescendo.

Mere dødsbevidsthed, om end i det mere sarkastiske hjørne, fulgte lige efter i den nye "Desert Island Questionnaire", der viser, at Obersts sangskriverpen stadig er knivskarp. Sangen er, som titlen indikerer, en række spørgsmål om, hvad man ville gøre, hvis man havnede på en øde ø, og spørgsmålene bliver stadig mere galgenhumoristiske: "Pretend that you were stranded on a desert island / What would be the message that you'd spell out for the plane / Say the engine failed when that plane was flying / If you were the pilot would you curse or would you pray". "Curse" var i øvrigt svaret fra en hurtig publikummer.

Med noget, der virkede som en dybfølt tak til publikum og den countryrockede og fængende "Another Travelin' Song" sluttede Oberst efter to timer og 20 sange, og man kunne konstatere, at han stadig er en af de mest talentfulde sangere og sangskrivere i sin generation inden for den folk-inspirerede rock. Og at hans høje produktivitet ikke skader kvaliteten af hans værker, måske snarere tværtimod. Koncerten var ikke helt så rygradsrislende, at dommen ender på seks stjerner, men et solidt femtal skal man heller ikke kimse ad. Forhåbentlig vender Oberst tilbage til vest-Danmark. Øst burde give sig selv, også efter koncerten i Amager Bio 6. august.

 

Opvarmning: Dawes ****

Som nævnt var det californiske Dawes, der varmede op for Conor Oberst, inden de agerede backingband for ham. Kvartetten havde sanger og guitarist Taylor Goldsmith i front, og han fik mere tid til at spille guitarsolo i sit eget band end hos Oberst. Faktisk var der en længere guitarsolo i næsten alle sange, ligesom Goldsmith også markerede sig som en udmærket sanger med en fyldig og udtryksfuld vokal. Musikken var melodisk pop-rock med enkelte anstrøg af blues, fine vokalharmonier og associationer til såvel 70'ernes amerikanernes westcoast-rock som Eagles og Fleetwood Mac som et nyere navn som John Mayer. Sangene var fine og musikerne fremragende, og alt i alt leverede Dawes et mere end hæderligt og i øvrigt næsten en time langt opvarmningssæt, også selvom der var færre kanter musikalsk og tekstmæssigt end hos Conor Oberst. Et orkester, der er værd at holde øje med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA