x
Jimmy Cliff: Smukfest, Bøgescenerne

Jimmy Cliff, Smukfest, Bøgescenerne

Jimmy Cliff: Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

De snakker så meget om kærlighed i Skanderborg i disse dage. "Nej, vi kører kører kun til kærlighe'en" (en lokalitet på festivalområdet, red.), konstaterer en buschauffør tvært, da Deres Smukfest-debuterende Udsendte ankommer til den østjyske provinsby lørdag formiddag og spørger efter festivalens hovedindgang.
 
Og en talsmand for festivalen har sagt det direkte i forbindelse med årets festival og aflivningen af den mangeårige maskot FestiWalher: "Vi er en kærlighedsfest for voksne." 
 
Nuvel, uanset hvordan man har det med den populære provinsfestivals joviale branding, bliver netop kærligheden faktisk kodeordet, da årets absolutte sværvægter i programmet bogstaveligt talt indtager den ene Bøgescene lidt i primetime lørdag aften.
 
66-årige Jimmy Cliff er ikke "bare" den sidste nulevende af reggaemusikkens Store Tre, men slet og ret en af populærmusikkens store sangskrivere; det er ikke tilfældigt, at ingen ringere end Bob Dylan har fortolket Cliff og kaldt hans "Vietnam" - som han i dag fremfører som "Afghanistan" - for en af sine yndlingssange.
 
Kærlighedsarbejde
 
I aften i Skanderborg rekonstekstualiseres sangen som kommentar til den aktuelle situation i Syrien, Israel og Nigeria - og er bare en af utallige klassikere, som ceremonimesteren Cliff serverer sammen med sit otte mand høje, svedigt swingende band.
 
Med sange som "The Harder They Come," "You Can Get It If You Really Want" og "Many Rivers to Cross" - alle inkluderet i aftenens sæt - på samvittigheden burde Cliff ikke behøve nogen nærmere introduktion.
 
Og så alligevel: Ved mandens (tilsvarende veloplagte) koncerter i Aalborg i 2007 og 2011 anede store dele af publikum tilsyneladende ikke, hvem Jimmy Cliff egentlig var - endsige var bekendt med hans bagkatalog og betydning langt ud over reggaegenren og hjemlandet Jamaicas grænser. 
 
Det samme er utvivlsomt tilfældet i Skanderborg denne tidlige sommeraften - men forskellen er, at det er ligegyldigt i dag: Den aldrende veterans vitalt leverede evangelium går på en eller anden måde op i en højere enhed med situationen.
 
Eller som Cliff udbryder på et tidspunkt: "Jeg elsker den her skov! Jeg elsker regnen....jeg voksede op med noget lignende på Jamaica. Jeg elsker mit arbejde....men i dag er det ikke arbejde for mig - this is just labour of love!"
 
Sitrende stærk
 
Bandet grundfæster groovet gennem en langstrakt instrumental intro, inden Cliff - iført spraglet, gul dragt og hovedbeklædning som understreger seancens ceremonielle karakter - indtager en stol forrest på scenen og intonerer "Rivers of Babylon."
 
Han er flankeret af yngre makkere, siddende, der ligesom han selv spiller på håndtrommer i det etiopiske flags farver - og han afslører selv en vokal, som ikke bare er velholdt: Den er stadig sitrende stærk. Og da Cliff og band rituelt har afsunget de eksilerede jøders klagesang fra Babylons flodbredder, indledes den egentlige koncert.
 
Foruden nævnte klassikere fra storhedstiden i halvfjerdserne, får vi også udpluk fra de to år gamle comebackalbum Rebirth, hvorfra ikke mindst World Upside Down står stærkt idag. 
 
Mens Cliff messer at "Vi, folket, ønsker ikke et nyt Vietnam i Afghanistan" og, siden, danser og spræller som en besat hen over scenen, piber en fjoget teenagepige i en skinger fløjte ved min side, og det er (næsten) ligegyldigt.
 
Bandmedlemmer får deres obligatoriske soli, og en regulær stjernestund indtræffer med en sitrende Many Rivers to Cross, inden også Johnny Nashs I Can See Clearly Now føjer sig naturligt ind i sættet op mod finalen med The Harder They Come, Reggae Night og tilsidst One More.
 
Hyldest til håbet  
 
Da jeg forud for koncerten er i audiens i Cliffs skurvogn backstage, taler vi om hans politiske sange fra halvfjerdserne, hvilket leder naturligt i retning af spørgsmålet om, hvorvidt veteranen finder plads til optimisme i en verden fuld af nød og elendighed. Svaret falder prompte.
 
"Jamen, du er nødt til at være positiv!" udbryder han med et fast blik. "Det handler om balancen i verden. Jeg vil ikke sige, at jeg er optimist. Men jeg er positiv - det er vi nødt til at være."
 
Og Cliff er ganske enkelt umulig ikke at holde af, da han en times tid senere leverer budskabet til Skanderborg-publikummet. Seancen antager karakter af en knuselskelig og energisk hyldest til kærligheden, håbet og det menneskelige fællesskab - og ingen siger det for så vidt smukkere end dagens hovedperson selv:
 
You can get it if you really want / but you must try, try and try / try and try / You succeed at last.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA