x
Henriette Sennenvaldt, Teitur og Jenny Wilson: Tegn på Trio, Atlas

Henriette Sennenvaldt, Teitur og Jenny Wilson, Tegn på Trio, Atlas

Henriette Sennenvaldt, Teitur og Jenny Wilson: Tegn på Trio, Atlas

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af sidste års musikalske højdepunkter i Aarhus Festuge var de tre Tegn på Trio-koncerter på Atlas, hvor den til lejligheden sammensatte trio Diego Schissi (flygel, Argentina), Tony Garnier (bas, USA) og Gustaf Ljunggren (guitar, saxofon med mere, Sverige) spillede intimkoncerter med en række meget forskellige solister, eksempelvis canadiske Cold Specks, engelske Beth Orton og danske Povl Dissing. I år er Tegn på Trio tilbage samme sted med næsten samme besætning. Dog er Tony Garnier, der til daglig spiller med Bob Dylan, erstattet med canadiske David Piltch, som blandt andet har arbejdet med Solomon Burke, Joe Henry og k.d. lang.

Tegn på Trio spiller også i år tre koncerter på Atlas. Premieren fandt sted mandag aften for et udsolgt Atlas med solisterne Henriette Sennenvaldt, Teitur og Jenny Wilson i spidsen. Altså atter en alsidig lineup foran udelukkende siddende gæster og på en stemningsfuld, sparsomt oplyst scene.

 

Henriette Sennenvaldt *****

Aftenens første vokalist var Henriette Sennenvaldt, der er bedst kendt som sanger og tekstforfatter i den særegne gruppe Under Byen – og i øvrigt uddannet fra Forfatterskolen. Jeg havde forventet nye versioner af velkendte Under Byen-numre, men i stedet fremførte Sennenvaldt fire engelsksprogede, jazzede ballader, hvor den ene var en noget omarrangeret udgave af Neil Youngs "A Man Needs a Maid", men de tre andre, så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, var egne, nyskrevne sange.

Det var en stor, men behagelig overraskelse at opleve Sennenvaldt som afdæmpet, men vanligt intens jazzsangerinde. Hun og trioen kom ganske vist lidt skævt ind på hinanden i første sang, men efter lidt improvisation, hvor Sennenvaldt med højlydt knipsen og gestikuleren viste sig fra en usædvanlig lederside, fandt parterne hinanden. De fire styk seks-syv minutter lange sange var herefter ren vellyd præget af Gustaf Ljunggrens vemodige tenorsax, Diego Schissis alsidige klaver og David Piltchs meget kropslige spil på kontrabassen, suppleret med rytmemarkerende, højeffektive bjælder på hans knæ.

Sennenvaldt sang en anelse mere traditionelt melodisk end hos Under Byen, hvor hun til tider fremfører teksterne i et udtryk, der nærmer sig enten lavmælt tale eller hvisken på den ene side eller råben på den anden. Også teksterne syntes mere tilgængelige og ligefremme end de meget billedrige danske, men ingenlunde dårlige, mens Sennenvaldt næsten virkede udadvendt med masser af knipsen og enkelte klap. Udtrykket gav visse associationer til udødelige jazzdivaer som Billie Holiday og Nina Simone og danske efterfølgere som Kira Skov og Marie Fisker, og det skal blive spændende at følge denne nye side af Henriette Sennenvaldt, hvis vi får lejlighed til det. Selvom det da heller ikke ville skade med et nyt album fra Under Byen – det nyeste har fire år på bagen.

 

Teitur *****

Efter et kvarters pause var det tid til Teitur, der gav os tre kvarter med sange hentet fra rundt om i hans bagkatalog, fra den 11 år gamle debut "Poetry & Aeroplanes" til sidste års "Story Music". Konstellationen åbnede med balladen "It's Not Funny Anymore", der på albummet "Story Music" er en storladen sag med en enormt orkesterarrangement, men her fungerede smukt for blot flygel, bas, bjælder og Gustaf Ljunggrens klagende klarinet – og med Teiturs lyse og klare stemme og tydelige tekstudtale i front.

Senere kom der nærmest punkrockede toner i den færøsksprogede "Ongir Pengar" i højt tempo, dog stadig med bjælder som eneste form for slagtøj, og lyden af uvejr i den rumlende "Story Weather", hvor Teitur viste, at han også kan spille en solid guitarsolo. Hans ellers så smukke stemme var dog lige ved at blive overdøvet af Gustaf Ljunggrens tenorsaxofon i omkvædet til "Letter from Alex", så vi ikke helt kunne høre, hvad det var, Alex' kæreste Emily havde på hjerte, mens ellers var der ikke meget at udsætte på den fornemme optræden, hvor Gustaf Ljunggren også fik lagt drømmende lap-steel-guitar på klasse-balladen "Josephine" og sprød mandolin på "Rock and Roll Band", hvor der kortvarigt var optræk til støjrock midt i den ellers så milde sang. Teitur og trio klædte i den grad hinanden.

 

Jenny Wilson *****

Aftnen blev rundet af med svenske Jenny Wilson, som viste sig fra en noget mere kropslig og rytmisk orienteret vinkel end de to foregående solister. Tempoet var højere, og Wilson dansede rundt på scenen, iført Dr. Martens-støvler, mens hun gav os en stribe sange fra sit seneste, ganske fremragende album, "Demand the Impossible!" Et album med både anti-kapitalistiske og feministiske sange såvel som beretninger fra et personligt sygdomsforløb, og det fik vi alt sammen lige i fjæset af den stærkt konfrontationslystne Wilson, der ofte vekslede mellem dybere, talesyngende passager i sangenes vers og lysere, mere melodiske linjer i omkvædene.

Et stykke inde i koncerten, lidt efter at have sagt ordene "Nu sidder I vel ikke alt for behageligt", gik hun helt ud på scenekanten, og senere gik hun videre ud blandt publikum, mens musikerne – som hun efter eget udsagn kun havde spillet sammen med i få timer – fulgte hende tæt rent musikalsk. Albummet "Demand the Impossible!" er temmelig elektronisk orienteret, men sangene tog ikke skade af at blive fremført i halvakustiske versioner, stadig kun med bjælder som slagtøj. Måske fordi de er så stærke. Jenny Wilson fortalte i begyndelsen af koncerten, at mødet med Tegn på Trio var en af de udfordringer, hun har så stærkt brug for, og det lød, som om hun mente det. Jenny Wilson er en kunstner, som både forstår af udfordre sig selv og sit publikum, med flotte resultater til følge.

Første aften af Tegn på Trio 2014 var dermed endnu en succes med tre fremragende musikere, der fik fornemt i spænd med de tre veloplagte solister. Det kan varmt anbefales at fange trioen senere i Aarhus Festuge, onsdag den 2. september med solisterne Ólöf Arnalds, John Grant og Emiliana Torrini og lørdag den 6. september med Broken Twin, Jesca Hoops og Nick Lowe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA