x
Piers Faccini & Vincent Segal: Songs Of Times Lost

Piers Faccini & Vincent Segal
Songs Of Times Lost

Piers Faccini & Vincent Segal: Songs Of Times Lost

GAFFA

Album / No Format!
Udgivelse D. 15.10.2014
Anmeldt af
Torben Holleufer

Der er en intens, ja nærmest rugende stemning på denne åbenbaring af en udgivelse. Et slægtskab med Nick Drake (1948-74), som når helt ind i nervebanerne med en appel som fløjl og efterårsgospel. Men også med udgangspunkt i en fransk afkrog, hvorfra engelsk-italienske Piers Faccinis liv og kunst i en del år har taget sit udgangspunkt. Og hvor venner som den franske cellist Vincent Segal har fundet hen siden slutfirserne. De to har opsøgt unikke rum i alt fra kælderen på et vinslot til et romansk kapel dybt inde i en skov. Og det høres, denne søgen efter de ultimative steder, hvor de kunne fange stemninger og selv spille deres sjæle ud.

Piers Segal spiller en bluesorienteret gang westernguitar, der det næste øjeblik tager afstikkere ind i middelalderstemninger. Han synger på engelsk, fransk, kreolsk, en napolitansk dialekt af italiensk, ja, sågar på tysk. Og Segal, som er klassisk uddannet med fortid i det nationale franske symfoniorkester, spiller messende med skrabende overtoner, når han da ikke smider buen og knipser på strengene. Alle muligheder tages i brug, og pladen er et skolestykke i hvad dette vidunderlige strengeinstrument, der både har bassen og bratchen i sig kan. Med udflugter i klang, så man tages med, intenst nydende.

Er du til bands som Bon Iver? Her er faktisk noget af den samme stemning af toner fra en verden dybt inde i både skoven og sindet. Bare hør anslaget til åbneren, Jesce Sole, hvor Segals fingerspil på celloen tager dig afsted. Med Piers Faccinis smukke stemme som guide kommer man gennem den og en stribe vidt forskellige sange, der på forunderlig og original vis samles til et hele, hvor der sine steder er mindelser til engelske folkorkestre som The Incredible Stringband, men også til Antonio Carlos Jobim, ubesværet og med en dybde, der føles som en bøn. Eller originale covers, som når føromtalte Nick Drake står lyslevende i rummet, mens Faccini og Segal leverer en ætsende udgave af den amerikanske kultsanger Townes Van Zandts Quicksilver Daydreams of Maria.

Det er en magisk plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA