x
Den Fjerde Væg: Danser

Den Fjerde Væg
Danser

Den Fjerde Væg: Danser

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 06.10.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Historien om Den Fjerde Væg – teatersprog for den usynlige barriere mellem scene og publikum, by the way – startede i realiteten på en fynsk efterskole for 12 år siden. Der skulle dog gå ti år, inden gruppen var klar til at albumdebutere – men så stod et begejstret anmelderkorps, et lydhørt radiopublikum og en pladekontrakt med sværvægteren Sony til gengæld også klar til at tage imod deres særegne, dansksprogede indiepop.

Nu fortsættes den gode stil så på denne vellykkede opfølger, der – som titlen antyder – lægger hovedvægten på et dansabelt uptempo-ydtryk, som i indslag som titelnummeret eller Op På Cyklen antager indiskutabelt, ørehængende potentiale. 
 
I centrum for den musikalske karruseltur står fortsat et tilpas abstrakt og åbent lyrisk univers, hvor man kan glæde sig over linjer som "vi er tegneseriehelte på en umulig mission / vores tomme talebobler frelser ikke nogen" eller "I dine arme holder jeg mig sammen / I dine arme kvæler jeg larmen." Jo, det er let at holde af Den Fjerde Væg her på deres andet album, hvor vi også får et fint sommerhit at gå november i møde med, i skikkelse af Sommerskår.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA