x
Vashti Bunyan: Jazzhouse, København

Vashti Bunyan, Jazzhouse, København

Vashti Bunyan: Jazzhouse, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto

Historien er unægtelig gefundenes fressen for såvel musikbranchens talløse pr-folk som allehånde individualitetshungrende hipstere anno 2014: Den unge smukke sangerinde med det eksotiske navn, som trak stikket efter blot en enkelt plade ved indgangen til halvfjerdserne og først vendte tilbage i 2005 – og så igen i år med karrierens blot tredje album, "Heartleap".

Iaften besøger Vashti Bunyan så Danmark for første (og efter eget udsagn også sidste) gang for at underholde en propfuld kælder på hyggelige Jazzhouse i indre København – i og for sig den perfekte ramme for Bunyans særdeles stilfærdige sange. Det bliver en relativt kort (fem kvarter) koncert med start halv ti, efter at dansk-amerikanske Blood on a Feather har leveret den velvalgte opvarmning.

Stilfærdigt indtrængende

Hovedpersonen har sin faste og fintfølende akkompagnatør på guitar og lejlighedsvis andenstemme med, og hun leverer alt, hvad man med rimelighed kan forvente. Indleder med "Here Before", inden vi allerede som anden sang får "Diamond Day" med bragende bifald til følge, og binder det hele sammen med små, sympatisk turnerede monologer mellem sangene.

"Den her skrev jeg for mange år siden, mens jeg kørte i tog gennem Belgien, så på markerne og rækkerne af kornstakke og tænkte på, hvor simpelt det hele kan være. Det tænker jeg ikke længere – med der er stadig noget sandhed i sangen," som hun siger som indledningen til bemeldte sang.

Bortset fra, at det altså er en mere moden udgave af den sødmefulde sangerinde, vi møder i aften, lyder hun stort set som for 45 år siden: Samme stilfærdigt indtrængende stemme, samme afdæmpede fingerspil, samme fornemmelse af rustik, pastoral britisk idyl.

I dag ikke serveret af den umanerligt smukke ungmø annop cirka 1970, men derimod af en sympatisk hippiebedstemor med publikum i sin hule hånd. Og det er sagt helt uden hån: Jeg har kendt flere rare hippiebedstemødre, og jeg har altid holdt oprigtigt af typen.

Hjertespring

Vi får naturligvis udpluk fra "hele" bagkataloget, frem mod et punktum med titelnummeret fra dette års "Heartleap" og så et sidste greb tilbage til "Lookaftering" med ekstranummeret "Wayward." Det er sjældent, man oplever et så stille og andægtigt lyttede publikum som i aften, og stemningen over hele seancen er udelt positiv.

Selv griner Bunyan lidt forlegent efter de bastante bifald – som om hun ikke helt selv forstår den overmåde entusiastiske mdtagelse. Og hvor sympatisk hele setuppet end er – og uanset damens renæssance på de senere års såkaldte freakfolk-scene – har denne anmelder det egentlig lidt på samme måde.

For variationen og vingefanget i det musikalske er alt andet lige begrænset. På et tidspunkt synger hun "Gunpowder," om frustreret kærlighed, inden hun præsenterer den efterfølgende "Here" som en sang fra "den anden ende af spekteret". Men man kan ikke høre det:

Grundstemningen er den samme, her såvel som gennem hele sættet. Det er fint, følsomt, eksklusivt – men det er alligevel langt fra for eksempel en Joni Mitchell, eller hvem man nu ellers kunne finde på at sammenligne Bunyan med af kvindelige sangskrivere fra den generation.

Undervejs i sættet får den tiltalende sideman lov at spille sin egen "Two Trains" og siger noget med, at det "ikke bare er en fornøjelse at få lov at spille med Vashti – det er en oplevelse for livet!"

Og lad os da bare spejlvende det udsagn og sige, at det bestemt var en fornøjelse at få lov at opleve Vashti Bunyan i koncert i København i aften – men, trods alt, ikke en oplevelse for livet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA