x
Diverse kunstnere: RECession Festival, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere, RECession Festival, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere: RECession Festival, Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den aarhusianske RECession-festival for alternativ rock, elektronika med mere finder i år sted for 13. gang, nu også med en lille aflægger i København på Huset KBH. Hovedparten af koncerterne afvikles dog på Aarhus-spillestedet Radar, og der havde GAFFAs udsendte indfundet sig lørdag på festivalens anden dag. Her var ligesom dagen før programsat fem navne, der hver gav 40 minutters koncert efterfulgt af 20 minutters sceneskift. Med andre ord et stramt program, som nogenlunde skulle vise sig at holde tidsplanen, modsat fredagen, hvor den skred voldsomt efter midnat. Ganske som fredag var der tale om et musikalsk alsidigt udbud, fra psykedelisk retrorock over eftertænksom elektropop og violineksperimenter til indie-pop og symfonisk rock. 

 

Turquoise Sun ****

Aftenens første band var Aarhus-gruppen Turquoise Sun, en sekstet, der allerede i navnet røber en forkærlighed for det farverige, og sådan var deres koncert også. Instrumentparken bestod af to gange guitar, bas, trommer, flere analoge keyboards, klarinet og tenorsaxofon, tilsat tætte, lyse og flotte vokalharmonier fra de to sangere Frederik Linde og Andreas Kristiansen (der også spillede henholdsvis guitar og klarinet/saxofon), og så stod den ellers på psykedelisk, tilbagelænet rock med langstrakte og ret langsomme sange, wah-wah-pedaler og atmosfæriske blæsersoloer fra Andreas Kristiansen. 

Det hele blev ledsaget af farvestrålende visuelle effekter på en dog ret lille storskærm placeret i en guldalder-associerende billedramme. Lige netop denne skærm kunne godt have været større for at give den fulde psykedeliske effekt, og så ville jeg nok heller ikke have taget mine sko og strømper af og lagt dem foran på scenen, hvis jeg var Frederik Linde. En ting er at spille i bare tæer, fint nok, det er jo helt i tråd med musikken, men at have noget, der ligner sure sokker liggende på scenekanten – nej tak.

Ellers var der ikke meget at udsætte på Turquoise Sun, hvis musik nok peger tilbage til 70'erne, men også flugter fint med neo-psykedeliske bands som Tame Impala, Animal Collective, The War On Drugs og hjemlige Spids Nøgenhat. Til sidst viste Turquoise Sun sig også fra en mere udadvendt og aggressiv side, da Frederik Lunde satte sig, lagde sin guitar i skødet og begyndte at hamre løs på den, tilsat pedaleffekter. De har med andre ord ganske mange strenge at spille på, og det skal blive spændende at følge dem fremover.

 

The Portuguese Man of War ****

Musikalsk fortsatte vi i den tilbagelænede og lettere stenede afdeling, dog mere elektronisk orienteret med The Portuguese Man of War alias Anders Stochholm, kendt som multiinstrumentalist i Under Byen, og hans bror Søren. De to havde medbragt en større samling fortrinsvis analoge keyboards samt en xylofon og elektronisk stor- og lilletromme, og så gav de deres såkaldte Pacific electro, eftertænksom, let melankolsk og smådansabel elektropop med Anders Stochholm i rollen som sanger – dog konsekvent med vokalen kørt gennem en vocoder eller andre former for elektroniske filtre.

The Portuguese Man of War havde også medbragt animerede visuals, som blev projiceret op på bagscenen, og det fungerede noget bedre end hos Turquoise Sun, ganske enkelt fordi de var større – og blandt andet viste palmer og hav, så man straks fik lyst til at tage et smut til L.A., langt væk fra mørke november. Stemningsfuldt var det, også selvom den konstante brug af filtre på Anders Stochholms vokal gav den et lidt upersonligt præg – men det var nok også tiltænkt.

 

Nils Gröndahl *****

Så var det tid til noget helt andet, nemlig Nils Gröndahl, der ligesom Anders Stochholm også er medlem af Under Byen, hvor hans violin- og savspil er en stor del af gruppens særegne udtryk. Gröndahl var nu helt alene på scenen med sin violin, sav, mikrofon og en række effekt- og loop-pedaler, og det var rigeligt til at skabe en gennemført koncert. Gröndahl kunne med en kombination af aggressivt spil og pedaler få sin violin til at lyde som en el-guitar, der spillede med distortion, og det udtryk så blev loopet. Over dette spillede han mere melodisk og melankolsk, så der både var aggression og nænsomhed i musikken. Og så sang han – på tysk, som faktisk er hans modersmål, han stammer fra det tyske mindretal nord for grænsen.

Den intense, dybe vokal og det tyske sprog tilføjede yderligere alvor til musikken, og helt vildt blev det, når Gröndahl satte sig på gulvet foran sin forstærker og høvlede løs på violinen, så det feedede i bedste rock'n'roll-stil, eller når han gav sig til at skrige med en minimikrofon i kraven. Musikkens mest dramatiske stunder fik mig til at tænke på Einstürzende Neubauten eller det fremragende canadiske band Godspeed You Black Emperor!, men sættet bød dog også på nogle mere afdæmpede og meget smukke numre, som gav associationer til Under Byen i deres mere lavmælte øjeblikke. Nils Gröndahl fremførte hele sit nyligt udsendte album "Endlos Routinen" fra start til slut, og varmere anbefaling kunne dette album vist ikke få.

 

Hey Elbow ****

Oven på Nils Gröndahls intense kraftpræstation var der lidt blødere toner i luften, da Malmö-trioen Hey Elbow gik på scenen. Besætningen Julia Ringdahl (sang, guitar), Ellen Petterson (flygelhorn, keyboard) og Liam Amner (trommer) fremførte en stribe eftertænksomme indie-pop-sange, hvor især Ringdahls ekspressive og kraftfulde stemme tilsat masser af rumklang og Pettersons vemodige flygelhorn – ofte spillet med den ene hånd på flygelhornet, den anden på keyboardet, kvinder kan jo godt multitaske – bidrog til et smukt udtryk.

Den elektriske guitar spillede omvendt en forholdsvis sparsom rolle og var uvant for genren ikke tilført særligt mange effekter, og Hey Elbow viste yderligere fantasi ved at have flere numre i skæve taktarter, eksempelvis "Martin", hvilket blev udført med stor sikkerhed og tydede på en solid musikalsk skoling hos de tre medlemmer. Deres debutsingle, "Bianca", er en langsom, elegant sang, og i det hele taget er Hey Elbow et lovende frisk pust fra vores østlige naboer.

 

Lis Er Stille ****

Det var nu blevet lidt over midnat, tidsplanen blev nogenlunde holdt, og det var tid til RECessions sidste band, Aarhus-gruppen Lis Er Stille, der med fire album og et minialbum bag sig var det absolut mest erfarne band på årets festivalprogram. Gruppen kan i år fejre sit 10 års jubilæum, og deres mange koncerter i bagagen kunne tydeligt mærkes i deres selvsikre og professionelle optræden, hvor der traditionen tro var dømt store armbevægelser.

Lis Er Stille spillede flere numre fra deres kommende album, som de skal til at indspille i nær fremtid, og de er lige så pompøse og symfoniske som altid, med langstrakte sange med voldsomme skift i tempo og intensitet og lidenskabelig vokal og dramatisk tangentspil fra Martin Byrialsen, ikke mindst kompositionen med titlen "Schweizerkonti". Bassist Asbjørn Helboe spillede fra tid til anden på en EWI, electric wind instrument, der gav lyse, klagende toner ikke ulig en sopransax, og bandets tårnhøje ambitioner fornægtede sig på intet tidspunkt.

Deres sange er måske ikke altid supermelodiske, men der sker alligevel hele tiden så meget spændende i deres musik, at man ikke kommer til at kede sig, og med et forholdsvis lille, men entusiastisk publikum lukkede Lis Er Stille en vellykket festival på tilfredsstillende vis. Guitarist Tue Schmidt Rasmussen takkede undervejs alle RECession-arrangørerne og de frivillige for præsentere musik, der ikke er lutter mainstream, og det kan man kun bakke op om. Vi ses næste år!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA