Nyhed

Lyt og se med, når LISERSTILLE indspiller nyt album

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Gruppen LISERSTILLE bryder med de gængse rammer for indspilning i ny, eksperimenterende kunstform.

Der er mange måder at gå til musik på, hvad angår indspilning og generel udførelse. Alligevel vælger langt de fleste musikere den sikre vej, hvor det musikalske materiale først udgives, når sidste punktum er sat og numrene fuldstændigt gennemarbejdet.

Denne udbredte form passer dog ikke den forhenværende musikgruppe LISERSTILLE, hvis medlemmer nu samles igen for at eksperimentere med andre metoder. Idéen er at skabe et uforberedt lydværk fra bunden over en cyklus på seks dage – dette med hjælp fra lyddesignere og et enormt teknisk setup. Publikum kan følge hele procesessen, der både vil udspille sig visuelt via livestream og auditivt ved at træde ind i det opstillede acousmonium, hvor man kan komme forbi og lytte på tæt hold.


LÆS OGSÅ: Lis er Stille: Af GAFFA Skal Du Igen Opstå

Men selvom formen fokuserer på improvisation og skabelse i nuet, vil den endelige komposition dog ikke forsvinde efter de seks dages ophør. Den farligt lange optagelse vil derimod blive udgivet som gruppens syvende værk.

Tilbage i 2015 skabte LISERSTILLE koncert-installationen Midnight Wave, der høstede fem stjerner hos GAFFAs anmelder med ordene:

"Midnight Wave var den fulde koncertoplevelse, hvor det fysiske rum blev transformeret i musikkens ånd. LISERSTILLE ikke så meget spillede musikken, som de var den."


Den musikkompositoriske opførelse, der går under navnet LISERSTILLE X ACOUSMONiUM, tegner altså langt fra kedelig. Eventet vil løbe af stablen fra den 15. til 20. oktober på adressen Mejlgade 53 i Aarhus. Her vil 16 højtalere være stillet op, klar til at afvikle de aktive lydspor i et acousmonium.

Læs mere om eventet på bandets facebookside lige her.

PJ Harvey gjorde i øvrigt noget lignende, da hun i 2015 indspillede sit seneste album, The Hope Six Demolition Project, i Somerset House i London.


LÆS OGSÅ: PJ Harvey indspiller nyt album på utraditionel måde

ANNONCE