x
Mastodon: Store Vega, København

Mastodon, Store Vega, København

Mastodon: Store Vega, København

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

Det skal siges først som sidst: det er en falsk formodning at tro, at det altid er musikernes skyld, hvis der ikke er fuld knald på showet fra det første strejf af plekteret på de metalbelagte strenge. Som al anden performance er koncerter konstrueret af et stort antal elementer, der skal arbejde sammen for at få hele menageriet til at gå op i en højere enhed. Koncerten med amerikanske Mastodon mandag aften var et skoleeksempel på, hvorfor netop disse elementer er så fandens vigtig at have i skabet før showstart.

For den opmødte fanskare virkede svært tilfredse med at se de fire tungtrockende herrer fra Atlanta, da de gik på scenen til tonerne af første skæring, "Tread Lightly" fra gruppens nyeste album "Once More 'Round the Sun". Men fra trommerne satte ind efter nummerets karakteristiske pedal-steel-intro, var det nemt at høre, at bandet havde svære problemer i den lydtekniske afdeling. Især de tre mikrofoner, der var opsat imellem bandets syngende medlemmer gav ikke meget væsen af sig i de første numre.

Selv ikke den fræsende "Blasteroid", der på plade brillerer ved guitarist Brent Hinds' growlen hungrende efter blod kunne mønstre mål med sit vokale forlæg. De tekniske problemer smittede desværre hurtigt af på bandet, der viste en vis usikkerhed i den instrumentale og teknisk krævende "Oblivion". Et hit af kaliber blandt fans, der også kunne måles i publikums tilråb ved lyden af det indledende tretonede guitarriff. Desværre var trommeslager Brann Dailors mikrofon ikke til megen gavn, og nummeret bar præg af en noget rodet overgang mellem de metrisk forskellige vers- og omkvædstrukturer.

Velfortjent genkomst

Fra den nye plade kom andensinglen "Motherload", som i takt med bedre lyd og mere fokus på mikrofonerne gav bandets medlemmer mere råderum, og der viste sig hurtigt en kontinuerligt større virtuositet og leg med nummeret. Mastodon er trods deres tilhørsforhold i sludge-metallen enormt velartikulerede i deres brug af soli. Det er en fryd at opleve, hvordan et nummer som førnævnte "Motherload", på trods af sin powerrockede struktur, aldrig dør hen i alenlang guitarfilen. Det er velstruktureret, velartikuleret og veludført og en væsentlig grund til, at netop disse fire fyre fra Atlanta stadig efter 15 år i branchen sidder så tungt på deres trone.

Det var endnu en ny skæring, "Chimes at Midnight", der skulle sætte endeligt punktum for den kedelige opstart, hvilket den i den grad gjorde med bassist Troy Sanders' vokal, der nu skar igennem rummet og varslede dommedag på en almindelig grå mandag. I det tætte spil med Dailors var bandet nu tilbage i en form, der med ubesværet lethed skiftede mellem sangens fræsende vers og gumpetunge omkvæd. Det var også Sanders, der styrede slagets gang over i "High Road" med tilhørende hjertesmeltende fadølskor i omkvædet. Og det var Sanders, der med kulminationen i "Aqua Dementia" hævede sin bas til skyerne og erklærede bandets endelige sejr over en svær start.

Den befriende alsidighed

Det er fascinerende at opleve, hvordan alsidigheden i bandets struktur føles så ubesværet, som den gør live. De tre sangere udviser hver deres individuelle forcer, ligesom sangmaterialet ved aftenens koncert viser et band, der igennem halvandet årti har turdet udvikle sig i mangfoldige retninger. Og med indhug i nogle af bandets psykedeliske skæringer fik Hinds blod på tanden til at tage føringen, og "Divinations" fik i sine instrumentale perioder en gedigen lektion i, hvordan en rocksolo skal skæres – ind til benet.

Spøgelset af dårlig lydteknik forlod aldrig helt koncerten, og Brents mikrofon samt medfølgende sangerevner kom af samme grund aldrig op på sit grundniveau – han måtte endda under "Halloween" ty til Sanders mikrofon i stedet. Men det blegnede til en vis grad i skyggen af det alsidige valg af sætlistemateriale, det enormt komprimerede og utroligt tætte sammenspil og den stadigt skiftende lyst til og mulighed for at tage den musikalske styring.

Aftenen kulminerede med en treenighed af materiale fra det dybe bagkatalog, hvor "Crystal Skull" helt ubesværet gik over i en altødelæggende "Blood & Thunder", der satte en gedigen streg under, at Mastodon stadig har teten i sit felt. Aftenens koncert med Mastodon beviste, at bandet kan som et godstog, der, når det først får lov til at komme i gang, aldrig ser sig tilbage i sin fræsende færd ud over stepperne. Denne færd var noget lang i opløbet, men ikke desto mindre hele ventetiden værd. Tak for en mandagshyler af kaliber!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA