x
Diverse kunstnere: Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Diverse kunstnere, Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Diverse kunstnere: Musik Aarhus Festival, Train, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

I den evige søgen efter et personligt og cool, musikalsk udtryk har ikke så få danske musikere de senere år vendt sig mod den såkaldte americana - en bekvem samlebetegnelse for al den rock, som lugter lidt af folk og country og eventuelt lader de obligatoriske guitarer supplere af for eksempel banjo, pedal steel eller andre rustikt - og distinkt amerikansk - klingende instrumenter.

Og kan man så føje et personligt twist - et stort fuldskæg, spøjse dansksprogede tekster eller noget tredje - til den mere eller mindre vellykkede stiløvelse, ja, så er der for alvor budt op til postmoderne party i den musikalske andedam. Nuvel, andendagen på dette års Musik Aarhus Festival er helliget netop americanaen, og ligesom ved åbningen i går - og de kommende dages koncerter - spiller tre navne op; vi får tre minikoncerter af hver godt en halv times varighed.

Og ligesom i aftes på VoxHall har man valgt at inkludere håbløst lange sceneskift - lige så lange som selve koncerterne - hvilket på effektiv vis får elimineret ethvert tilløb til fokus eller momentum, som de hårdtarbejdende musikere på scenen måtte få bygget op i løbet af deres showcase-koncerter. Dumt, unødvendigt og ødelæggende for helhedsoplevelsen.
 
Jonah Blacksmith (***)
 
Første navn på Trains scene i aften er vestjyske Jonah Blacksmith - eller Jonas Grovsmed, om man vil - og der er noget særdeles sympatisk over ensemblet, som med medbragte tæpper, en udstoppet rovfugl og andre relikvier skaber rustik råhygge på scenen. Og en frontfigur med både Paul MCartney-bas, truckerkasket og Dostojevski-skæg er altså vanskelig ikke at holde af. Det ligner nogle makkere, man sagtens kunne have en hyggeligt druktur med.
 
Nu er thyboerne imidlertid ikke i Aarhus for at grise sig til, men derimod for - blandt andet - at give smagprøver på nyligt udsendte Northern Trail, som også sælges - som patronformet USB-stik! - i en merchandisebod ved siden af scenen i aften. Det er altsammen meget fint, og veloplagte synes de også at være - men virkeligt vedkommende bliver det desværre aldrig, og jeg kommer uvægerligt til at tænke på et citat fra Lars Lilholt.
 
Det sidste sker, ærligt talt, ikke så ofte; for nylig havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse en ny samtalebog med den folkekære sangskriver. Her kommer han med flere fine betragtninger - blandt andet om forholdet mellem stedlighed og musik; mellem det provinsielle og det universelle. "Vil man lave universel musik, må man have sit udgangspunkt dér, hvor man er," reflekterer Lilholt i bogen og fortsætter:
 
"Det kan være dybt provinsielt at bo i København og lave noget, der lyder som det gør lige nu i New York." Nu bor Jonah Blacksmith-drengene muligvis ikke i København, men pointen er god nok: At hovedparten af nye, unge bands - upcoming, som det hedder på nudansk - synes mere drevet frem af et forsøg på at lyde som noget end af en egentlig, indre nødvendighed. Eller originalitet, for den sags skyld. Og så er festen i gang.
 
In Lonely Majesty (***)
 
Da den første halvtimes-pause er afviklet, indtages scenen af aftenens andet band, og selvom majestætisk nok vil være for stort et ord, er det ikke desto mindre netop In Lonely Majesty, som formår at gøre det mest overbevisende indtryk i aften. Det kører, som det hedder, for dem. Der lægges fint ud med en overraskende a cappella-åbning, fire voksne mænd samlet omkring en mikrofon og nogle linier om Gud, og så slippes en energisk folk-fest løs.
 
Den keltisk funderede folkemusik har herhjemme traditionelt været henvist til Tønderfestivaler og pubs i provinsen - indtil nu, hvor In Lonely Majesty altså trækker den midt ind på den postmoderne popscene. Og gør det med både charme og overskud - originalitet eller ej.
 
"Den næste sang har ikke nogen titel endnu...indtil videre hedder den "Coffee Cup," fordi der er en kop kaffe med i den. Men hvis I har bedre idéer skal I endelig sige til!," bedyrer den bebrillede forsanger og understreger således aftenens hyggeligt uformelle karakter. Og efter et klædeligt rockende crescendo er minisættet slut, og det bedyres skælmsk at "der kommer en sød pige herop bagefter.....hun hedder Sonja Hald!"
 
Sonja Hald (***)
 
Og Sonja Hald....er naturligvis ikke en konkret kvinde, men derimod en håndfuld halvunge herrer, som har høstet en del opmærksomhed og sceneerfaring de seneste måneder. Et album er lige om hjørnet, den seneste tid er gået med en fast opvarmningstjans for Magtens Korridorer, og i aften er det dansksprogede rockband så på hjemmebane foran et feststemt fredagspublikum på Train.
 
Det er nærliggende at pege på paralleller til kollegerne i Folkeklubben; Sonja Hald rider på noget af den samme vibration, men dyrker et mindre anakronistisk og mere rocket udtryk i familie med...nå ja, for eksempel Magtens Korridorer. Og besidder trods alt ikke helt samme grad af umiddelbar, uafviselig charme som Folkeklubben.
 
Men lad nu det ligge, for der leveres en indlevet indsats, idet bandet runder anden aften af Musik Aarhus Festival 2015 af. Med banjo, bowlerhat og amerikanske rock-attituder parret med tekster om Mariager Fjord og meget andet. Jeg mener, hvorfor ikke? 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA