x
Iceage: Jazzhouse, København

Iceage, Jazzhouse, København

Iceage: Jazzhouse, København

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Arkivfoto

I betragtning af koncertens intensitet og rasende tempo fremstod det paradoksalt, at aftenen på Jazzhouse mest af alt var præget af ventetid. Der var øjeblikke, hvor jeg oprigtigt betvivlede om, vi ventede på kvartetten Iceage, eller om vi rent faktisk ventede på, at den næste istid skulle indtræffe. Når det er sagt, så var luften tyk af forventning til det hypede punk-orkester. Deres minimalistiske og støjende kompositioner har påkaldt sig, eller rettere sagt, insisteret på stor opmærksomhed, både inden – og uden for landets grænser. De er berygtede for deres fandenivoldskhed og ikke så meget pis.

Tekniske startvanskeligheder

Orkestret virkede stærkt desorienterede og ænsede knap sit publikum, da medlemmerne dalrende trådte ind på scenen og fandt deres instrumenter frem. Frontfigur Elias Bender Rønnenfelt trådte søgende rundt iført en lang, sandfarvet frakke og et glas hvidvin i hånden, mens der blev klimpret på strengene og dundret sporadisk i trommeskindene. I de første øjeblikke føltes Jazzhouse derfor mere som et snusket bunker-øvelokale end et veletableret spillested i indre København. Den dvaske stemning blev afbrudt af den varebetegnende hvinende guitar, og så var koncerten ellers skudt i gang.

På andet nummer How Many udeblev vokalen i de første fraser, men der blev hurtigt rettet op på fejlen, og sangen blev leveret med dvælende passager i skarp kontrast til de mere fremtordende punkriffs. Næste nummer i rækken lod vente på sig. I begyndelsen var det vanskeligt at bedømme, hvorvidt ventetiden skyldtes orkestrets dvaskhed eller tekniske problemer, men sidstnævnte viste sig at være årsagen. Det fik lukket op for samtaler i rummet, der dog blev manet til jorden, da koncerten fortsatte sit rasende tempo.

Op af undergrunden og rundt i lydlandskaberne

I lange perioder af koncerten virkede Iceage-konstellationen som en sammensætning af fire tilfældigt placerede mennesker, der ikke ligefrem emmede af spændende gruppedynamik. I stedet forsvandt vokalen og guitarmelodikkens facetter lidt i rytmesektionens sønderrivende hamren. Samtidig blev de hurtige in your face-leveringer en del mudrede og nuancefattige. Til gengæld blev der kompenseret for manglerne med de mere melodiøse numre som The Lord's Favourite, der trak musikken op af den støvede undergrund.

Med en mere eksperimenterende tone udforskede gruppen fremmede lydlandskaber, der trak på både blues og garagerock fremført af en vokal, der på mesterlig vis lagde sig op ad en mere popmelodisk Julian Casablancas-vokal. Forever brød gruppens nihilistiske fremtoning med sit støjende melankolske univers, der stillede skarpt på den sløve vokal og guitaristen Johan Surrballe Wieths strengeleg. Iceage fik slået fast, at hypen ikke er ubegrundet med en koncert, der havde en overvægt af numre fra deres seneste og anmelderroste album, Plowing Into The Field Of Love.

Desværre balancerede det meste af koncerten på en knivsæg mellem forceret ligegyldighed og inderlighed. Der blev ført nærmest demonstrativt interne samtaler imellem numrene, hvilket virkede mere som et spil for galleriet end som egentlige diskussioner. Der var en imponerende aura af energi omkring gruppens frontfigur, der vaklede hvileløst rundt i et udtryk, der var lige så stærkt som musikken selv. Desværre kammede punk-attituden og alt, hvad den indebar, lidt over og stjal dermed fokus fra nogle ellers velkomponerede og ambitiøse sange.

Iceage spiller igen i Jazzhouse 27. februar – koncerten er udsolgt – samt på Atlas i Aarhus 28. februar. De giver også gratis minikoncert på Aros i Aarhus 28. februar klokken 17.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA