x
Maggie Björklund: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Maggie Björklund, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Maggie Björklund: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Anmeldt af Helene Refsgaard | GAFFA

Forestil dig Clint Eastwood ridende på sin ganger gennem ørkenen. Blikket brænder lige så nådesløst som solen, der former sveddråber på den rynkede pande, og hånden sitrer anspændt; ivrig efter at gribe den Colt 1851, der ryster rastløst i skeden.

Sådan lyder pedal steel-guitaristen Maggie Björklund. Eller rettere: Hun lyder som en western på en gammel filmrulle, der er hevet op fra gemmerne med alt, hvad det indebærer af støv, skrammer og sjæl.

Maggie Björklund har gennem årene tilegnet sig noget god, gedigen musikalsk street credit; først i 90'erne som guitarist og sangskriver i det danske countryband Darleens, senere på turné med blandt andre Jack White (du så hende måske på Roskilde Festival 2012). Som singer-songwriter er det dog Maggie Björklund selv, der er i front.

Afsluttet med fyrværkeri

"Hi there," indleder Maggie Björklund næsten genert koncerten. Det skal vise sig at være den eneste verbale henvendelse fra sangerinden til publikum under sættet. Den erfarne dame, der ellers er ekspressivt klædt i guld fra top til tå, høje hæle og vilter lys manke, sidder ydmygt på sin plads bag ved pedal steel-guitaren.

Og på trods af at hendes navn er grunden til den fyldte sal, sidder hun nærmest demokratisk anonymt placeret som en del af bandets halvbue.

Koncerten indledes med et psykedelisk solotrip fra Maggie Björklund på pedal steel-guitaren, som får huden til at sitre. "Dark Side of the Heart" fra sangerindens seneste album "Shaken" fra 2014 efterfølger, flankeret af visuals på storskærm med pixelerede sort-hvide billeder af skyer, heste og flamencodansere i slow motion.

Nummeret går over i en omgang kontrolleret støj ind til "Bottom of the Well", der indeholder den første egentlige vokal fra Maggie Björklund. Et medrivende beat underlægger sig Björklunds underspillede sang. Videre over i western-melankoli og smukke cello-soloer af Erik Olevik.

Og så bliver det først rigtigt interessant. Med en tilbagevenden til sættets indledende psykedeliske sitren bliver stilen pludselig mere rocket på "One Woman Army", blot for at gå helt ned i tempo på den efterfølgende "Walking", som igen har Björklunds stemme i spil i sårbar harmoni med guitarist Anders Pedersens.

Den knap en halv time lange koncert slutter af med et bogstaveligt fyrværkeri projekteret på bagvæggen. Meget passende, for nummeret "The Unlucky" eksploderer tilsvarende i dramatiske udbrud à la Pink Floyd ført an af trommespiller Jeppe Gran.

Jagten på den røde tråd

Måske skyldes det den begrænsede spilletid, måske en iver efter at præstere, men første del af koncerten virker musikalsk forvirret. Der bliver eksperimenteret i alle retninger af de garvede musikere på en måde, der splitter de ellers helstøbte sange til hektiske fragmenter.

Men i sidste del bliver der samlet op på de løse tråde. Musikken får lov at fylde frem for at blive fyldt ud, og sangene fremtræder som formfuldendte værker.

Derfor ender anmeldelsen på fire stjerner med gode muligheder for at løfte live-niveauet, for koncerten stoppede på toppen og efterlod sit publikum med lysten til mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA