x
Interpol: Primavera Sound, Barcelona

Interpol, Primavera Sound, Barcelona

Interpol: Primavera Sound, Barcelona

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Siden begyndelsen af dette århundrede har New York-bandet Interpol køligt og stabilt surfet på post-punk-bølgen. Stærkt ført an af den karakteristiske dybe vokal fra frontmand Paul Banks, gennemskærende guitarriffs fra Daniel Kessler og Sam Forgarino hårdtslående på trommer. På trods af den velkendte Interpol-lyd er der dog sket meget siden debutalbummet "Turn on the Bright Lights" fra 2002. Efter solokarrierer udgav Interpol sidste år "El Pintor", hvor Banks' vokal er trådt lidt i baggrunden for at give plads til flere guitarpassager. På en måde har de således fundet tilbage til udgangspunktet.

Dette var også rammen for aftenens koncert på Primavera Sound Festival, hvor størstedelen af sangene kom fra henholdsvis debutalbummet "Turn on the Bright Lights" og seneste album "El Pintor". Inden aftenens koncert har jeg haft fornøjelsen af fire Interpol-koncerter, senest til Roskilde Festival 2014 samt Vega i februar. Her er koncertoplevelsen kun blevet bedre og bedre. Jeg glædede mig derfor til at høre, om Interpol endnu engang formåede at nå nye højder, da de stod klar på Heineken scenen lørdag kl. 22.20.

Desværre blev oplevelsen en lidt blandet fornøjelse. Interpol er sortklædt mørk indie-coolness. Ingen andre formår at levere så stilsikkert et udtryk. Lørdag aften var der som vanligt heller ikke meget tid til snak. Fokus forblev på musikken. Her bragede Interpol af sted indledt med "Say Hello to the Angels" fra debutalbummet (2002) efterfulgt af "Anywhere" fra nyeste album (2014) samt "Hands Away" (2002). Omringet af en rød røgsky kørte Interpol fra start fuld fart derudad. Vokalen stod desværre lidt rodet, og for mig blev lyden lidt for forudsigelig med næsten samme tromme/guitar-intro hele vejen igennem.

Da "Evil" (fra "Antics", 2004) fire numre inde bragede ud, lød der stor jubel fra publikum. Endelig kom der lidt temposkift i trommeslagene og guitarriffsne. Dette blev smukt afløst af tunge og mørke toner i "Leif Erikson" (2002). For koncerten stod dette som højdepunkt, hvor "NYC" og "Rest My Chemistry" fuldendte passagen. I baggrunden var der stærke visuals, som hele koncerten skiftede fra sang til sang med et imponerende lysshow til at lyse det hele op. Desværre forblev opskriften lidt uden saft og kraft. Meget lig The Black Keys' koncerten aftenen forinden udeblev overraskelserne. Jeg prøvede koncerten igennem at lade mig rive med, men endte desværre til tider med at kede mig en smule.

"Pioneer to the Falls" og afslutningen med "All the Rage Back Home" løftede oplevelsen en smule. Først lod de smukke, drømmende toner med "Pioneer to the Falls" publikum svajende nyde den varme forårsaften i Barcelona. Til sidst angreb "All the Rage Back Home" med smukke bølge-visuals magen til koncerten i Vega i februar.

Desværre nåede jeg op til flere gange at kigge på mit ur, hvilket altid er en negativ indikator. Mod koncertens afslutning var der også tyndet noget ud blandt publikumsrækkerne. Til Interpols forsvar var de halvvejs også ramt af lyssvigt, der gjorde, at de måtte spille på en fuldstændig mørk scene. En anden væsentlig faktor var The Strokes. Det store amerikanske band spillede nemlig lige efter Interpol på én af de øvrige scener. Dette anerkendte Paul Banks også og sluttede koncerten brat med ordene "Go listen to The Strokes".

Koncerten var en lidt vag Interpol-oplevelse. De leverede varen musikalsk, men deres stilsikre musikalske penselstrøg gav ikke plads til overraskelser. I stedet endte de med at blive lidt for monotone i fremførelsen. Som sådan er dette heller ikke nogen overraskelse, da det er meget lig Interpols vanlige stil. På Primavera kunne man bare godt have håbet på lidt mere indlevelse. Dette må vi i stedet håbe kommer, når New York-bandet for anden gang træder på scenen til NorthSide.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA