x
Interpol : NorthSide, Blue Stage

Interpol , NorthSide, Blue Stage

Interpol : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Dagslys burde være forbudt, når Interpol går på en scene. Klædt i sort – skjorter, læderjakker, Daniel Kessler i sit vante jakkesæt, skarpt italiensk snit. Kun indpiskeren Sam Fogarino bag trommerne trodser farvekoden i hvid skjorte og sorte Ray Ban Wayfarers. Med sig har de en ny mand på bas samt, hvad der ligner Dave Grohls uægte fætter på keys.

De har gjort mørkemandsæstetikken til en dyd, hvad da også mærkes på deres sæt bestående af 12 sange. Hvor deres album går knugende i sjælen, mærkes rutinen lidt for tydeligt på scenen. Det er forskellen mellem film og teater; hvad der under redigerende linser og spolebånd kan opnå svulmende højder med de rette klip, kan nemt tabes på teaterscenens utilgivelige gulv, hvor alt afhænger af tilstedeværelsen i nuet. 

Paul Banks' ansigt er alvorligt som graven selv, som han står i sin sorte skjorte med en tilhørende sort Les Paul Custom. Hans karakteristiske stemme har lidt for meget tendens til at falde bagover i det forvrængede-Joy Division-uden-epilepsi-i-læderbukser-panoramiske-lydbillede.

I de første numre virker det som om, at det hele suger den modsatte vej. I stedet for at følelserne bliver opvakte og sat fri, kommer bandet ikke over scenekanten. Man trækkes på den måde ikke indad, men mærker mere noget mangle.

Det ændrer "Narc" næsten på, som den kommer som tredje nummer. Den bliver prompte efterfulgt af "Evil", begge fra albummet "Antics". Det er genkendelsens glæde, der henter publikum med. Stadig er det fedt, men så heller ikke mere. Der er en sælsom fladhed over leveringen. Stor patos, men bare ikke vedkommende.

Vi skal først halvvejs ind i sættet, før vi mærker, at Interpol har spillet sig varme. Det mærkes i sammenspillet på scenen, hvor Fogarino med sin kølige New Yorker-coolness hamrer på lilletrommen uden at få sved på panden. Køligt som det danske junivejr selv.

De skarpe breaks i "The New" bliver leveret konsekvent uden slinger i valsen, men selv det til trods er det som om, at publikum stadig ikke rigtig er med. Det er som om, at der er en barriere – eller måske en barrikade? – mellem det, der sker på scenen og dem, der står foran?

Det kan godt være, at Interpol formår at fremstå som ophøjet majestæt, men vi mangler ligesom, at vildskaben bryder løs, at svinedrengen peger fingre af kongen. Måske vi mangler bassisten Carlos Denglers ranglede figur til at bryde den monotoni, der ligger bag den beherskede tristesse? 

Vi slutter med førstesinglen "All the Rage Back Home" fra det aktuelle udspil "El Pintor" og dernæst en kampklar "Slow Hands", før bandet forlader scenen.

Det er godt håndværk, men det virker alligevel som om, at hjertet græd mere, da Interpol blev gengivet en route i bybus 100 gennem billige høretelefoner sat i iPoden. Måske det kunne være blevet reddet med et sæt, der havde taget flere af de slagkraftige numre ind, som det afventende publikum på forhånd var bekendte med?

I dag swingede hjertet bare ikke mere ud over det, man kunne forvente …


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA