x
Nicki Minaj: Roskilde Festival, Orange Scene

Nicki Minaj, Roskilde Festival, Orange Scene

Nicki Minaj: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

I morgen – eller formiddags, alt efter hvor tidligt, man fik øjne denne solrige Roskilde-lørdag – tikkede en venlig lille besked ind fra Roskildes app om, at Nicki Minaj var rykket et kvarter frem, således at hun gik på 19.15 i stedet for 19.30. Det var der bare åbenbart nogle, der havde glemt at fortælle frøkenen, for vi måtte vente et kvarters tid, før hun gik på lidt over halv otte. Men bevares, et kvarter overlever man nok. Særlig når nu resten af koncerten var så top-professionel – et stort hip-pop-show på Orange Scene.

Jeg havde haft mine bange anelser forud for koncerten. For lige så formidabel og træfsikker rapper, Minaj er, lige så mange rædderlige EDM-pophits har hun af en eller anden grund lavet, og siden festivalkoncerter for det meste lægger op til folkefest, var der en vis frygt for, at hovedvægten af sættet var lagt på sidstnævnte. Det var det heldigvis ikke. I hvert fald ikke kun.

For da Nicki træder op på scenens plateau, klædt i et gennemsigtigt, spartansk sort outfit, der sikkert har til hensigt at sikre vores hovedperson fra overophedning, er det til tonerne af "All Things Go", der også åbner "The Pinkprint"-albummet. Godt nok med et omkvæd på backtrack, men et fuldstændig pletfrit flow.

Teatralsk og gennemkoreograferet

Sådan begynder et teatralsk og gennemkoreograferet show med dansere og tung bas, der kan mærkes helt ind i rygmarven. Men lyden er god, og på"Crying Game" og "Feelin' Myself " viser Nicki, at hun sagtens kan administrere dansetrin og tight flow på samme tid. Flere steder ligger hun faktisk bedre på beatet end Kendrick gjorde i går. Hun efterlader ingen tvivl om, hvor teknisk dygtig hun er. "Just in this song alone, bitch is on her fourth flow", som det lyder i "Feelin' Myself", hvor Beyoncés båndede vokale udskejelser giver plads til fysiske ditto fra Nicki og hendes dansere.

Hun er hård i kæften som på pladerne, og på "Only", hvor Chris Browns censurerede omkvæd i øvrigt a propos datoen i dag går "sparks in the air like the fourth of july", får vi at vide, at Nicki vil lade Lil Wayne og Drake "eat my ass like a cupcake" og hun får sågar det unge publikum på de forreste rækker til at brøle "If I had a dick I would pull it out and piss on 'em" på "Did It Om 'Em".

Det kan godt ske, hun ikke har meget tøj på, og at brysterne er skubbet næsten helt op under hagen, men hun udstråler så meget power og overlegenhed, at det aldrig bliver pornoficeret – til trods for ovennævnte teksteksempler. Tværtimod viser hun, at man uden problemer sagtens kan være hårdkogt og sexet på samme tid. Og hvorfor skulle mændene – som de der i øvrigt lukker og slukker Orange senere i aften – i øvrigt have eneret på at være skidtsnakkere?

Bedst som det hele virker en smule for koreograferet, kommer den første egentlige direkte henvendelse til publikum, hvor glæden ved at optræde for så mange ikke er til at tage fejl af. Og på numre som "Beez In The Trap", "Dance" er der fortsat ikke en finger at sætte på hverken lyden eller leveringen af rim. "Anaconda" får mobilerne på pladsen i vejret, og nummeret, der hører til i den dårligere ende af Nickis repertoire leveres med overskud, smil …og twerking til den store guldmedalje. 

Popland og backtrack

Herefter følger en kort pause, der byder på et kostumeskift, og da Nicki og danserne vender tilbage er det iklædt stramtsiddende lyserødt – med Nicki som en slags pink glitter-ballerina i front., og så er det ellers slut med hiphoppen, og vi er ovre i den mere sukkerpoppede afdeling med kække Superbass , og folk i min umiddelbare nærhed har rent faktisk mere travlt med at smile, danse og synge med, end med at opleve koncerten gennem deres telefonskærm.

Vi fortsætter ekskursionen udi popland, der præger koncertens anden del, hvor en stor del af vokalen leveres af backtrack, mens Nicki vimser rundt på scenen – heldigvis forsøger hun ikke at mime til eller på anden vis lade som om, den båndede vokal kommer fra hende selv. Under rap-stykkerne er hun dog stadig skarp.

Vi får sange som pumpede "Pound The Alarm", David Guettas "Turn Me On" og "The Night Is Still Young", og selvom det ikke lige var det, der lå øverst på ønskesætlisten – særligt ikke når nu koncerten startede så stærkt ud, så er det stærkt underholdende, og festen fortsætter ufortrødent. Nicki kunne sagtens have kørt et par tematiske afdelinger til, hvor talentet blev foldet yderligere ud – eventuelt en med et medley over sine mange features, men sådan skulle det ikke gå. For efter kun en time slutter "Starships" seancen med et brag, og vi får at vide, at "I didn't know Denmark would be this fucking amazing!" Hun får også sagt noget med at "when I'm coming back next year", så noget tyder på, at hun kommer tilbage på dansk grund. Så må hun gerne spille længere end en time. Og lade størstedelen af popnumrene blive hjemme.

Trods en stærk start var koncerten ikke nogen stor åbenbaring. Den var til gengæld stærkt underholdende, og havde hun holdt festen kørende en halv time til, var den femte stjerne også hjemme. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA