x
Anders Bak: Break The Limits! Hip Hop i Aalborg i 80'erne

Anders Bak
Break The Limits! Hip Hop i Aalborg i 80'erne

Anders Bak: Break The Limits! Hip Hop i Aalborg i 80'erne

GAFFA

Bog / Break The Limits
Udgivelse D. 21.07.2015
Anmeldt af

De fleste forbinder hiphop fra Aalborg med "Dobbelt-A" eller "Muggen Røv". Det handler denne bog ikke om. For længe før de brovtende drengerøve brød igennem, lagde Aalborg kulisse til eksplosion af funky radiobølger, farverige mure og dansemoves, hvis mage de aldrig havde set i Jomfru Ane Gade.

Bogen "Break The Limits!" beskriver tiden, hvor den første hiphopbølge fra New York skyllede ind over Danmark, i første omgang med electric boogie og breakdance, senere med graffiti, mc'ing og dj'ing.

Historien er blevet fortalt af et par omgange, men altid med København som udgangspunkt. Denne gang er Aalborg epicenter for udviklingen af kulturen blandt de kreative unge, og den originale vinkel er en af bogens kvaliteter, men bestemt ikke den eneste store kvalitet. Det gør for det første, at den får udforsket hiphop via nogle andre ansigter, end vi er vant til at se og for det andet, at vi får set den gamle arbejder- og havneby på en ny farverig facon.

Forfatteren Anders Bak udfolder gennem interviews, avisartikler og tonsvis af flotte, farverige billeder historien om hiphopmiljøet i Aalborg fra 1984-1990 over 240 sider fede sider. Anders Bak har den dobbelte rolle, at han både er forfatter og selv en central figur i fortællingen. Som aktiv hiphopper, der både er graffitimaler og deltager til jams, giver han bogen autenticitet, og som kulturhistoriker giver han den intensitet. Han beskriver grundigt og nøgternt begivenheder, drager ikke selv konklusioner, men stiller skarpe spørgsmål til de interviewede.

Grænsebryderne Soulshock og Henrik Milling

Hiphoppens ankomst i Aalborg er ikke så anderledes fra resten af landet. Film som "Wild Style" vises i biffen og Kim Schumacher spiller lidt amerikansk rap i radioen. Den intense, men hurtigt overståede breakdancebølge når de også med på. Alligevel adskiller Aalborg sig fra andre provinsbyer. Det er fantastisk langt fra København - så langt at koncertoplevelser i hovedstaden beskrives som rene pilgrimrejser. Det gør, at hiphopperne i byen får udviklet deres eget autonome miljø med egne radioprogrammer og jams, hvor de samarbejder og ikke mindst konkurrerer om at blive de allerbedste på deres felter.

De to omdrejningspunkter på den scene er ubetinget Carsten "Soulshock" Schack og Henrik "Dr Jam" Milling fra den lille Aalborg-forstad Gug. De er hovedpersoner i stort set alles beretninger, fra Aalborg-mesterskaber i breakdance, som Milling vinder til DM i Mix-titlen, som Soulshock bringer til byen. Desuden laver de lokalradio, der ender med at blive til Det Dur på P3, og på den måde bliver Aalborgs hiphop-stemme landsdækkende.

Sammen laver de også den første engelsksprogede rapudgivelse herhjemme i 1988 med rapperen SeeQue, som Soulshock scratcher på og Dr Jam producerer. Sangen bærer titlen "Break The Limits!" ligesom bogen, og det synes jeg er lidt af en genistreg fra Anders Baks side. For på den ene side handler det selvfølgelig om at komme ud over bygrænsen og vise verden, hvilke helvedes karle Aalborg har fostret, på den anden side handler det også om at bryde ud af de naturlige begrænsninger, som en grå betonby oppe nordenfjords sætter. Det sidstnævnte er det, der gør bogen allermest relevant.

De ubesungne helte

Lige så spændende det er at høre om de store stjerners spæde start i klassisk rags to riches-stil, lige så interessant er det faktisk at få beskrevet tiden og miljøet omkring dem. Her kommer man tæt på udøvernes hverdag, der er billeder helt inde drengeværelset og man oplever fx den senere danmarksmester i DJ'ing, Shine, være ude at male med graffitilegenden Swet. De senere store Aalborg-stjerner Jonny Hefty og Raske Penge er også med i bogen, men kun som deltagere, der suger kulturen, der senere skal forme dem som kunstnere til sig.

Det bånd, der er imellem toppen og bunden i hierakiet, hvor det er lige så vigtigt at holde vagt som at male, og at klappe i takt som at danse, får sjældent opmærksomhed og det tjener bogen til ære at gå efter et bredt portræt. Meget få bøger har flyttet fokus fra hiphoppere som kunstnere til hiphoppere som kulturdyrkere så dygtigt som denne, og jeg synes, dette kongelige citat fra graffitimaleren Slam Dee indkapsler ånden fantastisk: "I 1987 var jeg full blown hip hopper. Jeg havde som 14-årig landet et deltidsjob på Burger King og dannede par med DJ Tina, the queen of speed. Det kunne ikke blive mere ægte hip hop. Høre fed musik om dagen, svinge burgere over disken til drengene om aftenen, og tegne og male hvert ledigt øjeblik indimellem."

Som ungsdomsfortællinger er flest, er "Break The Limits!" en historie båret af fremdrift og gå-på-mod. Men som man fornemmer, er det også en historie, der hører op. I 1990 er Soulshock og Henrik Milling taget til USA for at producere musik, og der skal gå et årti, før Aalborg igen bliver en stemme på hiphop-scenen. I og med bogen er båret af artikler og interviews, er der ikke megen refleksion over, hvad det betød for hiphopperne, at byen gik i stå. Her kunne et forords-essay have hjulpet. I stedet får vi en kort introduktion til hiphop som fænomen, der givetvis har sin plads, men ikke rigtig klæder læseren på til at forstå tidslinjen og sammenhængen i begivenhederne. Og så alligevel...

Fornemt modstykke til de tidligere skrevne hiphopbøger

For som afslutning får vi nutidsbilleder og et par korte kommentarer fra de interviewede rappere, malere, dansere og dj's, der for de flestes vedkommende ikke er udøvende scenekunstnere, men arkitekter, lærere, art directors og animatorer. De er kort sagt blevet til dygtige, kreative voksne mennesker - med hiphoppen som fortidens ballast. At det skulle gå så godt for en folk aalborgensiske unger, der smadrede forældrenes vinylplader, hørte musik med bandeord og malede knaldulovlig murkunst, var det ikke sikkert, alle troede. Til gengæld rejser det et fint spørgsmål: nemlig hvordan det skal gå for den nuværende generation, der interesserer sig for at få en uddannelse, en formue og opføre sig pænt?

Anders Bak har med "Break The Limits!" begået en bog, der, som indledningsvis teaset, har et hav af kvaliteter. Den kan næppe læses fyldestgørende som den eneste hiphopbog, du nogensinde læser, men leverer et fornemt modstykke til de tidligere skrevne hiphopbøger og kommer tættere på, hvad en hiphopper egentlig er for en størrelse. Den fortæller og forklarer noget dybt om, hvad det vil sige at vokse op i provinsen og tage en kreativ kultur til sig med alt hvad det indebærer af muligheder og udfordringer. Vigtigst af alt synes jeg egentlig det er, at den byder på fortællingen om, hvor meget livslyst og livsklogskab, der kan komme ud af at skabe noget ud af ingenting.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA