x
Future Islands: Smukfest, Bøgescenerne

Future Islands, Smukfest, Bøgescenerne

Future Islands: Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Indierock er ikke den genre, der ligger den typiske Smukfest-gængers hjerte nærmest. I hvert fald ikke som udgangspunkt, og derfor kunne et anmelderrost, David Letterman-hypet band som amerikanske Future Islands fra Baltimore, Maryland gå på Bøgescenerne foran en halvtom plads. Arealet blev dog hurtigt et tilløbsstykke i takt med, at gruppen og ikke mindst den karismatiske forsanger Samuel T. Herring fik lokket folk til.

Samuel T. Herring var nemlig bandets altoverskyggende midtpunkt med sin særegne sangstil og alternative bevægelsesmønstre. Hans stemme skiftede hele tiden, ubesværet og uforudsigeligt mellem en klassisk, ren rockvokal og så brovtende brøl, death metal-associerende growl, sylespidse skrig og en smule følsom falset. Imponerende.

Og så var der hans særlige dans, som bød på hyppige knæbøjninger – modsat hos Lenny Kravitz i Sverige forleden uden indbygget #penisgate – spark ud i luften, sidden på knæ på scenegulvet, slåen sig for brystet og så nogle pludselige, hurtige løb ud mod scenekanten, som havde han fået lyst til at kaste sig direkte over en udvalgt tilhører (måske en nævenyttig anmelder?). Endelig var der blikket. Samuel T. Herring syntes i løbet af koncerten at have øjenkontakt med adskillige publikummer, som han nærmest nidstirrede, hvis han ikke kiggede lodret op i himlen, ned i scenegulvet eller ud i luften, ofte med dæmonisk opspærrede øjne, som var han Jack Nicholson i "Ondskabens Hotel". Havde det ikke været for smilene og de venlige præsentationer af sangene, ville han have været en person, jeg ikke havde lyst til at møde på en mørk landevej.

Sparsomt lydbillede

Den særegne stemme og sceneoptræden var givetvis medvirkende til, at Future Islands fik lov at optræde i David Lettermans talkshow sidste år med sangen "Seasons (Waiting on You)", hvorefter deres berømmelse nærmest eksploderede. Inden da havde de udgivet tre album, og et fjerde fulgte i forbindelse med førnævnte talkshow. Musikken er iførefaldende synthpop fremført af keyboard, bas og trommer, men ingen guitar, og interessant nok har Samuel T. Herring heller ikke nogen form for korsangere, ikke engang et backtrack.

Det er primært Samuel T. Herring, der giver Future Islands' musik kant, for i sig selv er gruppens 80'er-associerende sange fine, om end ikke overvældende. Til gengæld kunne man tydeligt høre de enkelte instrumenter i det sparsomme lydbillede, og især William Cashions melodiske bas spillede en fremtrædende rolle. Vi kom godt rundt i gruppens bagkatalog med et naturligt fokus på det seneste album, "Singles". Tempoet var ofte den til høje side, og derfor var mere lavmælte og vemodige sange som åbningsnummeret "Give Us the Wind", den nye "Haunted By You" og "A Song for Our Grandfathers" behagelige undtagelser, selvom det også var fedt at hoppe igennem til afslutningsnummeret "Spirit."

Inden da havde vi fået en anden forholdsvis ny, gedigen sang, "The Chase", og i det hele taget leverede Samuel T. Herring en mere end godkendt præstation, som efterlod hans skjorte gennemblødt af sved. Flere gange undervejs kom jeg dog til at tænke på, om gruppen mon var nået lige så langt, hvis ikke de havde haft en sanger, der så ud, som om han var faldet i en gryde med flydende galskab som spæd. Derfor må Future Islands nøjes med fire stjerner – med vi kan da godt gøre dem store og male dem røde i dagens anledning.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA