x
Foals: What Went Down

Foals
What Went Down

Foals: What Went Down

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 28.08.2015
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Oxford-artrockerne Foals bør slå stort igennem med dette deres fjerde album. What Went Down er en selvsikker, ambitiøs og pumpet samling numre, i stensikker James Ford-produktion.

Det er ikke mindst titelnummeret, der åbner albummet, garant for med en tung og næsten larmende ladning psych-klingende rock. Samme offensive attitude lægger Yannis Philippakis for dagen på den dronende Snake Oil, og det er en stil, der klæder Foals' palet.

Mountain at My Gates er mere klassisk britisk indie, men med bandets patenterede ringlende og legende guitar og en klædelig rytmerest fra deres mere mathrockede dage, hvor både trommer og bas i den grad slår sig løs.

Albatros viser endnu en facet og endnu en styrke på albummet og er det nummer, der musikalsk mest peger tilbage på bandets to foregående skiver, hen over en intens tekst, der formår at lyde både moderne og som poeten Samuel Coleridge. Og så får albummet et sidste puf op i særklasse med den melodiske og smukke Lonely Hunter.

På én gang skrøbeligt og aggressivt og virkelig, virkelig godt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA