x
New Order: Music Complete

New Order
Music Complete

New Order: Music Complete

GAFFA

Album / Mute / Playground
Udgivelse D. 25.09.2015
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Peter Hook er ude, Gillian Gilbert er tilbage, og der er gået 10 år siden sidste reelle album fra New Order. Har det været ventetiden værd?

Først og fremmest lyder det i den grad som New Order. Synth og keyboard, gode melodier og Bernard Sumners diskrete vokal.

Restless er bundsolid, uden at være prangende. Melodien er catchy, men som førstesingle er det lidt uimponerende. Academic er på samme måde vintage New Order, med minimalistisk, men effektfuldt spillet guitar.

Plastic skuer tilbage til dansegulvenes storhedstid i Manchester og kaster et ekko af acid house og rave. Klædeligt forsøger den nye bassist Tom Chapman her ikke at mime Hookys sound, men falder pænt ind i lydbilledet.

Tutti Frutti virker til gengæld som et decideret fejlskud i samme genre. Melodien fejler ikke noget, men det gør computerspils-effekter og italiensk pornovokal. Også Superheated lider under opskruet tempo og en klang af Pet Shop Boys-kopi, men løftes til gengæld af Brandon Flowers som vokalmæssigt modspil til Sumner. Singularity og Unlearn This Hatred er produceret i samarbejde med Chemical Brothers' Tom Rowland. Han har givet numrene en lidt køligere techno kant, hvilket ikke rigtigt tilfører ikke numrene noget.

People on the High Line har de klassiske insisterende tangenter, men også et funk-beat, der et øjeblik kan bringe tvivl om, det er Duran Duran eller New Order, der pt. har Nile Rodgers i sidevognen. Efterfølgende dukker Iggy Pop op og leverer en cool spoken word-optræden på den filmisk-dramatiske Stray Dog, der står som en af albummets overraskelser.

Det er ikke en tilbagevenden i ren triumf, men et fint comeback med en snert af livrem og seler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA