Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Tusmørkets censur

Jeg overhørte for nogen tid siden en samtale i bybussen, hvor alle livets spørgsmål hang retorisk udspændt mellem yderpolerne nice og nederen, og hvor det afgørende eksistentielle imperativ syntes at være at få en optur eller, i det mindste, en griner.

Høxbroe gør det med modsatte: Han bruger sproget. Herunder det talte – og hans diktion og dosering er ganske enkelt en fornøjelse; også på dette udspil, hvor han for anden gang på plade lader sig akkompagnere af pianisten Oscar Gilbert. Og ganske som tilfældet var på Nøgne som nyfødte