Death to false Metal!

Other bands play, Manowar kill … og dog

Af Christian Weigel

07.02.2023 / 07:18

Pressefoto grundet fotoforbud

Jeg kan svagt huske første gang, jeg så Manowar tilbage i Saga på Vesterbrogade. Det var tilbage i 1984, og Sign of the Hammer var lige udkommet, og bandet havde stadig Ross the Boss på guitar. De var til lejligheden iført læder hot pants, indsmurt i babyolie og med sværd hævet højt over hovedet. De kaldte på død over falsk metal!

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var en scene fra Spinal Tab. MEN de kunne faktisk spille, og ikke mindst Eric Adams var suveræn på vokalen. Vi var i rockhimlen. Manowar havde dengang deres egen lyd, og de var et friskt pust i en spirende metalverden. Det var heavy metal blandet med lidt beskidt rock’n’roll, som Ross the Boss havde taget med fra The Dictators.

Et par år efter røg Ross the Boss på porten efter bandets mesterværk Kings of Metal. Efter sigende, fordi bassist og sangskriver Joey DeMaio ville have fuld kontrol med bandet. Tabet af Ross the Boss har kunnet mærkes lige siden, hvor kvaliteten har været noget svingende.

Vi hopper næsten 40 år frem og Manowar er forfremmet fra Saga til Forum Black Box. Showet var større, og de stod skarpt i deres overdimensionerede kulisse. Jeg fik dog den tanke, at Manowar stadig lever i en fjern fortid med et bagtapet med bagbundne nøgne damer med store bryster og en stor stærk mand med sværd i hånden. Øhh, hvad vil de mon egentlig signalere med det?

Der var ikke sparet på noget, og gruppen var heldigvis mere nedtonet i deres påklædning anno 2023, så væk var klovneriet. Ja, bortset fra deres tekstunivers, der nogle gange bliver decideret tåkrummede ud i deres helte-sniksnak. Hvis det er ment som en joke, skjuler de det satme godt! Other bands play, Manowar kill … så er det ligesom på plads.

Manowar kan spille, og de spiller højt

Kunne de stadig spille? Ja, det kan de sagtens, og de spiller højt. Manowar består i dag af Eric Adams på vokal og Joey DeMaio på bas, der begge stammer fra original-besætningen. Lad det være sagt med det samme. Eric Adams, der efterhånden er blevet 70, er en værdifuld frontmand med glimt i øjet og smil på læben, og så har han stadig en pragtfuld stemme, der desværre lå en anelse for langt bagud i lydbilledet. Han var klart stjernen denne aften. Joey DeMaio var tydeligvis bossen, og det betød desværre, at hans bas ind imellem overdøvede både guitar og sang.

Nye i besætningen var Michael Angelo Batio på guitar og Dave Chedrick på trommer. Michael med paryk og det hele på guitar har kun været med i kort tid, hvilket måske forklarer, at han ind imellem så ud, som om han ikke lige var klar over, hvad der skulle ske om et øjeblik. Han klarede dog opgaven med æren i behold, og trommeslager Dave holdt takten, hvilket egentlig også var hans vigtigste mission. De gjorde begge en god figur og passede faktisk bedre ind i Manowar, end jeg havde forventet.

Sætliste med lidt af hvert og nyt og gammelt

Sætlisten denne aften var stort set delt mellem den første æra med det klassiske lineup og tiden efter Kings of Metal med mere svingende besætning. Musik er smag og behag, men efter min mening slap de klart bedst fra den klassiske æra, hvorimod de valgte numre fra den seneste periode var mere speed metal-derudad-agtige, hvor numrene flød lidt sammen. Numre som ”The Dawn of Battle”, ”King of Kings”, ”The Power” og ”Fight Until We Die” blev spillet som perler på en snor, selvom de kørte stort set i samme rille, og det blev en kende ensformigt. Måske det havde givet et mere helstøbt udtryk, hvis de havde blandet nyt og gammelt.

Manowar lagde selvfølgelig ud med det oplagte valg. Nummeret ”Manowar” fra deres debut. De fortsatte i stor stil med to af deres mest iørefaldende sange, ”Kings of Metal” og ”Figthing the World”. De kom rigtig godt fra start og også noget vovet at starte med tre af de klassiske. Det swingede og sendte næverne i vejret. En medrivende start med skæringer fra øverste hylde. Publikum kvitterede med synlig entusiasme. Koncerten var i gang.

De vel cirka 3000 publikummer tabte desværre lidt pusten undervejs, godt hjulpet af nogle sure securityfolk, der løb rundt og skældte ud, fordi folk formastede sig til at bruge deres mobiltelefoner. De havde trods alt givet 1.000 kr. for en Golden Circle-billet. En anden gang skulle arrangøren måske advare billetkøberne, når billetsalget starter, så folk ved, hvad de går ind til. På samme måde som med Bob Dylan. Så kan de tage stilling til, om de gider det cirkus.

Efter en udmærket ”Holy War” skulle der åbenbart også være plads til et nyt nummer via ”Immortal” fra deres 2022-ep, The Revenge of Odysseus. Det var dog ikke den store oplevelse. Som at spise et pølsehorn fra Føtex. Gumpetungt og totalt uden indhold. Teksten, der er en masse gentagelser af helterock-klichéer, er nærmest hysterisk ringe på grænsen til det idiotiske. Men trods alt prisværdigt, at de stadig laver musik, om end kvaliteten på ingen måde kan måle sig med fordums kvalitet.

”Gates of Valhalla” var et godt sidespring fra det hurtige, og ”Warriors of the World” sad lige i skabet. Fællessang og luftguitar til et nummer, der er tilegnet deres fans, som de kalder Manowarriors. Manowar er faktisk bedst, når de spiller sange, der kalder på fællessang, luftguitar og næverne i vejret. Det bliver en fest, hvorimod speed-numrene bliver for larmende, og de swingede bare ikke.

Efter en lidt småkikset guitar/bas-battle fik vi ”Hail and Kill”. En Manowar-klassiker, der holdt stemningen i vejret. Selve koncerten blev efterfølgende afsluttet med tidligere omtalte fire gange bankende stortrommer og speed-metal-guitar fra deres nyere bagkatalog.

Ekstranumrene blev indledt med noget så irrelevant som en tale fra Joey DeMaio. Han plejer ellers at gøre sig umage med at tale til publikum på deres sprog, men ikke denne aften, hvor vi fik en sludder for en sladder på engelsk. Den majestætiske ”Battle Hymn” og endnu en klassiker, ”Black, Wind, Fire and Steel” lukkede koncerten med bravour. Det vil sige, Joey skulle lige rive de fire bas- strenge af og dele ud til publikum, inden publikum blev sendt ud i mørket efter godt 90 minutter med Manowar.

På den ene side og på den anden side

Manowar var faktisk en svær koncert at konkludere på, fordi de er, som de er. De har en anden tilgang til tingene end de fleste, og det er jo ikke nødvendigvis dårligt. Der er øjeblikke, hvor det hele fungerer til UG og andre tidspunkter, hvor det bliver ligegyldigt. Kvaliteten er svingende, men de giver den gas. Det der vikingeunivers og macho er sgu blevet så håbløst umoderne, hvor det var anderledes dengang, de kom frem. Men Manowar er nu engang Manowar på godt og ondt. Det må være smag og behag hos den enkelte.

2/3 dele af koncerten følte jeg mig underholdt og 1/3 af koncerten kedede jeg mig lidt. Det må være 4 ud af 6 stjerner. Other bands play, Manowar kill … jeg tror sgu, jeg er mest til play! For fuldblods Manowarriors var det sikkert en sekser!

LÆS OGSÅ: Copenhell efter tysk Pantera-afbooking: "Folk fortjener en chance en mere"

Sætliste: