Både undertegnede, min jazzveteran-gemal og vores kvieøjede 21-årige datter lagde os fladt ned for Guldimund og hans skønne akustiske orkester.
Foto: Fredrik Lundin
Det var et godt valg, at Tønder Festival som skolekoncert i år havde valgt at præsentere Guldimund i netop denne akustiske iscenesættelse. Der er generelt alt for mange af de større danske kunstnere på Tønder Festival, som man også finder på alle de andre mainstreamfestivalers programmer, og Tønder skal i mine øjne kunne noget andet. Det er heller ikke, fordi Asger Nordtorp Pedersen ikke har spillet (og indspillet) i denne akustiske ramme, men det passer bare svært fint til festivalen og til os publikummer.
Koncerten startede med en dejlig kontrabasintro (Mathæus Bech), der gled over i en smuk, smuk udgave af ”Ikk’ endnu”. Min ledsager, jazzveteranen, der ellers var sendt efter kaffe, fordi han på forhånd nok mente, at det måske ikke ville være noget for ham, var nået tilbage og skiftede straks mening. Den kvieøjede og undertegnede vidste jo godt, at det var lige noget for os.
Viltre sætninger og skæve rim
Guldimunds tekster er noget særligt. På en måde kunne man kalde dem mundrette, men det ville også være helt forkert, for noget af det særlige ved deres form er, at de lange snørklede sætninger af hverdagssprog netop ikke er mundrette, set i forhold til sådan et normalt sangskriverformat med simple versefødder. Det fantastiske er, at de viltre sætninger stikker af i alle mulige retninger og alligevel lander i skæve rim, når sætninger slutter et eller andet sted down the line, som indimellem forekommer tilfældigt, men slet ikke er det, forstår man, næste gang samme melodiske strofe defilerer forbi igen.
I denne sammenhæng betyder de mange stavelser og det totale fravær af melismer (flere toner på samme stavelse), at Asger Nordtorps tekster i denne trommeløse sammenhæng blev et vigtigt perkussivt element i musikken, og på den måde gav noget af den fremdrift, som trommer ellers ville have bidraget med.
Bandet var en virkelig gevinst for koncerten
Bandet som i øvrigt fik masser af plads, med søster Arendse Nordtorp Pedersen på violin og kor, Mathæus Bech på kontrabas, Villads Hoffman på zittern og Anja Bachmann på vokal - og hvad Nordtorp selv kaldte blibeliblip - var som sagt en virkelig gevinst til denne koncert. De spillede forrygende, rytmisk, markant og ikke mindst overlevede lyden af deres spinkle instrumenter udendørssituationen, hvilket også var med til at gøre koncerten til en virkelig god oplevelse.
Anja Bachmanns vokaler, der enten skyggede Guldimund i samme oktav eller lyste i oktaven over, var vigtig for følelsen af omkvæd og accenter af særligt fine melodiske passager. I det hele taget er Guldimunds melodier, som hans tekster, et viltert filigran og slet ikke så lette at synge med på.
Nu var det jo en skolekoncert
”Tak for den rå entusiasme her på de første rækker, og nej, jeg er ikke på Snapchat, men hvis I sender et brev til mit pladeselskab, kan det være, jeg svarer”, returnerede Nordtorp fra scenen med et glimt i øjet på et tilråb, ”men jeg kommer ned bagefter, så kan vi tage et billede sammen.” Det unge publikum fra skoleklasserne foran på scenen jublede, ikke mindst ved udsigten til at få lov at høre ”Halskæde”, som lod til at være den sang, de kendte bedst. Den spillede Nordtorp solo, og det var måske faktisk lidt synd for den. Jeg stod i alle fald og savnede, at bandet kom ind og gav den deres kærlige hånd. Men samtidig var det også et respektindgydende valg ikke at give folket det, vi ville have. Det betød jo så også, at man kunne høre de unge synge med.
Som jazzveteran-gemalen lakonisk sagde: ”Tænk at starte sit publikum op allerede, når de er 10 år. Han dør jo selv af alderdom lang tid før dem.”
Voksenlivets mange udfordringer sat i musik
Det er i det hele taget egentlig overraskende, at Guldimund har fået sådan fat i det meget unge publikum. Ikke fordi han ikke er fed, men fordi hans tekster om voksenlivets mange udfordringer netop er så VOKSNE i deres tematikker. En af mine favoritter - og et af mange højdepunkter fra koncerten - var ”Forstår du?”, der handler om at sidde på statsamtet og få læst og påskrevet af en sagsbehandler om, hvorfor den deleordning, man har, er helt, som den skal være. Samtalen virker mere eller mindre ordret citeret. Som i ”Og den ret til delt bopæl, du har læst om på en hjemmesid', eksisterer bare ikke i virk'ligheden. Hun ka' tage ham med til Thisted, men du får seks ugers varsel i din E-boks ”
Jeg har en liste i min computer over sange, der handler om noget, ingen har skrevet sange om før. Behøver jeg at sige, at ”Forstår du?” ligger på den liste.
Der er også sange om kærlighed i alle dens stadier og fine sansemættede sange om relationen og kærligheden mellem voksne og børn.
Koncerten sluttede på smukkeste vis med, at strygerne fra Folk Baltica kom på scenen og løftede ” Det’ kun vigtigt, hvad det er” på fineste vis.
