Tønders stolte troubadour gav en folkefest – med mørkemand blandt højdepunkterne
Foto: Marc Roed, Tønder Festival
”Der ligger Jacob Dinesens barndomshjem,” siger taxachaufføren og peger mod et ganske almindeligt udseende hus i Tønders sydlige ende, mens vi kører mod festivalpladsen. ”Jeg kender hans far, og jeg kender også Jacob lidt, og han er en flink fyr og har stadig begge ben på jorden,” fortsætter han med tydelig stolthed. Nogle timer senere står samme Jacob Dinesen på Tønder Festivals hovedscene Open Air foran en fyldt plads onsdag aften i prime time. Dinesen er givetvis Tønders største musikalske succes siden ... Freya, måske, hvis man kan huske popsangeren, der hittede med ”Yellow Ladybird” i 1999, og endnu længere tilbage kan man nævne Michael Falch. Og nok er Dinesen flyttet fra byen, men han flyttede for få år siden til Kolding-egnen efter nogle år i Aarhus, så han er ikke langt væk. Han er kommet rigtig meget på Tønder som gæst som ung og har også optrådt her flere gange, og hver gang er stemningen lidt som den tilbagevendte Messias. Af samme grund tør jeg dårligt skrive kritisk om ham, for så bliver jeg vel stenet ud af festivalen?
Det kører med andre ord ganske godt for Jacob Dinesen, og så er han tilmed lige blevet gift, fortæller konferencieren. Senere i showet oplyser Dinesen, at koncerten er faktisk hans første som en gift mand. Man forstår derfor godt, at han strutter af selvtillid og med håret sat ekstra godt til lejligheden (igen konferencierens ord), da sceneforhænget med hans navn skrevet med store bogstaver falder, og han træder ind på scenen til tonerne af sangen ”Broken” fra dette års album One Step at a Time. Dinesen har medbragt et stort band med guitar, bas, trommer, keyboard og to korsangere, alle stående på hver deres podium, og med fem store lystårne på bagscenen. Tempoet er højt, lyden er virkelig god, musikerne spiller fremragende, koret synger smukt, melodien går rent ind, publikum jubler, og Dinesen fremstår alt andet end ”Broken”, selvom han synger om at være netop det, men det må man jo godt.
Og nå ja, så har han en af de stærkeste stemmer på den danske scene i disse år. Dyb, fyldig, rå og alligevel helt ren og perfekt patineret, som havde den ligget i en årelang marinade af whisky og tobak i moderate doser, og som var han dobbelt så gammel som de 29 år, hans dåbsattest fortæller. Hvis der fandtes musikalsk værnepligt i Danmark, som der nu er militær værnepligt for alle køn, og man skulle til Forsvarets Dag, eller session, som det tidligere hed, så kan jeg forestille mig den unge Dinesen komme op til bedømmelsesudvalget og få meldingen: ”Du skal bare synge, unge mand – resten af dit liv. Om du vil det eller ej.” (Selv var jeg nok blevet kasseret, som jeg i øvrigt også blev til det rigtige militær, men det er en anden historie).
Jacob Dinesen ligner dog som nævnt en mand, der bestemt har lyst til at synge resten af sit liv, og han forsætter med titelsangen fra sit omtalte nyeste album, One Step at a Time. Hans sjette og til dato mest poppede album, uden at der skal lægges noget negativt i dette udtryk. Man forstår godt, at Dinesen vil udvikle sig, og efter en stribe mere folkrockede udspil er han drejet ind ad en ny vej på sit seneste udspil, der naturligt nok fylder en del på aftenens sætliste. Guitarist Vincent Daly har dog fået indlagt en højenergisk solo i næsten hver sang, og dermed bliver de nye og de ældre sange bundet fint sammen stilistisk. Dinesen selv skifter mellem akustisk og elektrisk rytmeguitar og har også nogle sange, hvor han har lagt guitaren og ”nøjes” med at synge – ”nøjes” skal her skrives med gåseøjne på størrelse med et sønderjysk kaffebord.
Efter en halv time fortæller Dinesen, at han synes, han bør gøre noget særligt, nu hvor han spiller i sin gamle hjemby, og han har derfor inviteret sin gode ven og kollega, Kellermensch-sanger Sebastian Wolff på scenen. I øvrigt endnu en sønderjyde, idet Wolff har base i Esbjerg, og ikke helt overraskende, nu hvor Wolff har optrådt på festivalen få timer tidligere med sit soloprojekt. De to fremfører sammen duetten ”How Can I Keep from Singing” fra Dinesens forrige album, The Joker’s Hand, et lidt langsommere nummer og et af Dinesens absolut bedste. Wolffs klagende vokal og den diskrete dysterhed, han udstråler på scenen, klæder Dinesen, om end Wolff er hørt synge bedre end i aften – det er som nævnt også hans anden optræden i dag. Alligevel er hans performance hos Dinesen stadig et højdepunkt i showet.
Et anden duet er ”The Waiting Game”, hvor korsangeren Siné giver fint kvindeligt modspil til Dinesen, og kort efter får vi endnu et højdepunkt i form af ”Jessie” fra Dinesens andet album, 2016-gennembruddet Brace Against the Storm. Sangen er blevet fremført i flere forskellige udgaver undervejs gennem årene og er i aften sat en smule ned fra det høje gear, den er indspillet i, og jeg foretrækker stadig originalen, men ”Jessie” er stadig svær at sige nej til, ikke mindst da Dinesen undervejs går ned til publikum – og helt op i baren bag lydteltet, hvor han bestiller en øl, fulgt af kamera (så længe det rækker) og tilbage på scenen igen, hvor han overskudsagtigt giver en heftig mundharpesolo. Her kan man da tale om at komme langt ud over scenekanten og være i øjenhøjde med publikum.
Ikke overraskende lukker Dinesen og band med gennembrudshittet ”Roll With Me”, en sang han skrev på direkte ordre fra sin nu pensionerede pladeselskabschef Jens Ove Friis alias JOF, der manglede et hit. Det fik han så. Historien har Dinesen fortalt mange gange fra scenen, dog ikke i aften, men jeg nævner den, da man kan læse den i samme Friis’ netop udgivne, stærkt underholdende selvbiografi Den onde bagmand. Der er heldigvis tid til et ekstranummer i form af den usædvanligt funky ”Ready”, hvor Dinesen opfordrer publikum til at danse – selv har han desværre ingen moves overhovedet, siger han. Det har publikum inklusive denne anmelder heller ikke, men det skal Dinesen ikke klandres for – årsagen er nok snarere, og nu bliver jeg igen stenet ud af festivalpladsen, den relativt høje gennemsnitsalder blandt publikum (mig selv inklusive, jeg er lige blevet 50), om end Dinesen faktisk trækker folk i flere generationer. Og de er glade, kan man tydeligt høre på bifaldet.
Tønders stolte søn har leveret en præstation, både han og byen kan være, ja, stolt af. En folkefest med gode sange fremført på højt niveau og med fin forbindelse til publikum. Når jeg alligevel ”kun” uddeler fire, om end store stjerner, så skyldes det, at jeg tillader mig at foretrække Dinesen i den mere ru og upolerede form, som man kan opleve det på hans album Let the Hard Times Come, som vi ikke får nogle sange fra i aften. Dér synes jeg, han får de små nakkehår aktiveret lidt bedre, eller om man vil, endnu bedre end på de mere polerede sange fra det nye album, også selvom de heldigvis bliver snavset lidt til i aften. Men det er små marginaler, og man må jo respektere en kunstners valg om at træde ad nye stier. Hvis, eller rettere når, Jacob Dinesen vender tilbage til Tønder Festival, så kommer jeg igen.
