S.G. Goodman spillede på alle anmelderens indre resonansstrenge
Foto: Marc Roed, Tønder Festival
For 10 minutter siden gik S. G Goodman af scenen i Boleroteltet og lod bandet, der i forvejen swingede for vildt, tage den et ekstra nøk op, inden de brød det hele ned i et kort øjebliks støjende kaos. WAUW for en koncert!
Jeg havde glædet mig helt særligt til et genhør med S.G Goodman, som jeg oplevede på Copenhagen Americana i 2022, og jeg blev sandelig ikke skuffet. I skrivende stund er jeg nærmest boblende af lykke, som om jeg var lidt nyforelsket.
Southern-rock møder indie-rock møder country
Koncerten startede, som den sluttede, med bandet alene på scenen. S.G Goodman gik på, og sammen satte de af på den tungt pumpende og nærmest hypnotiske ”The Way I Talk” fra Goodmans første og decideret fremragende soloalbum Old Time Feeling fra 2020. Den indeholder linjen ”Oh, sharecropper daughter/ She sings the blues”, og der lander vi lige midt i sagens kerne. Goodman er landmandsdatter fra Kentucky, og selvom hendes sange og deres iscenesættelse er mere Southern rock møder indie-rock møder country end egentlig blues, så er den fuld af blå stemninger.
Goodman og band fortsatte med den tungt rockende ”Old Time Feeling”, og så var vi i den grad i gang. ”If You Were Someone I Loved” fra det seneste album Teethmark starter med et af de, for Goodman, karakteristiske ulvehyl, som hun trækker op nedefra, og så er der ellers fremdrift i beatet, indtil sangen slutter i en lang passage uden puls, med køller på trommerne og landskabelige farver fra el-guitaristen.
Tør humor og Southern drawl
Selv om jeg har hørt Goodman tale, dengang i Vega, blev jeg igen overrasket over hendes dybe talestemme, der står i stærk kontrast til hendes sangstemme. Med pokeransigt og tyk ”Southern drawl” forklarede hun publikum, at hun er kontraktligt forpligtet til at sige sit navn flest mulige gange, fordi hendes manager mener, der så er mere sandsynlighed for, at vi ikke glemmer hende. S.G Goodman har i det hele taget en virkelig sjov, tør underspillet humor.
På den dejlige countryballade ”Take It Away” fik jeg gåsehud, når hun strakte sig mod de lyse toner, mens jeg igen forundredes over, at hun kan lyde så megasej og cool og så i næste øjeblik lyde, som hun er på grådens rand, fordi hendes stemme vibrerer på den der måde, som stemmen gør, når man er lige ved at miste kontrollen over den, fordi mellemgulvet lægger an til gråd. Det er en fantastisk balance, som jeg oplever som dybt rørende.
Bandet, inklusive Goodman på elguitar, spillede virkelig godt. De leverede masser af farver, tunge dybe grooves og både energi og kaos til sangene. Da Goodman senere i koncerten præsenterede dem, var det ”fordi nu hun er kommet hele vejen herover, og ”så må man vel også være høflig og introducere sit band”. Og de fortjente en præsentation, så hermed viderekolporteret: Jonathan Shoemaker på bas. Agustin Escalante på el-guitar og Steve Montgomery på trommer.
Mange højdepunkter
Der var så mange højdepunkter ved koncerten, at det næsten ikke giver mening at remse dem op. ”Blood Money”, som jeg ikke kender, fordi den kommer fra bandet Savage Radley, som Goodman har spillet med i mange år, var tung, dyb og et dejligt nyt bekendtskab. ”It Ain’t Me Baby” er en virkelig flot sang med et vemodigt vers og et flot omkvæd. ”Space and Time” er en smuk langsom vals, som Tyler Childers også har indspillet. Ja, jeg kunne blive ved.
Sidste nummer, ”Work Until I Die”, swingede så hårdt, at der bare måtte danses oppe foran scenen. Det var virkelig svært at stå stille, mens Goodman, som vi i øvrigt aldrig kom på fornavn med, i noget der nærmede sig spoken word vrængede ” Corporate money in this town / Fills my plate 'til I fucking frown”.
Indtil videre var S. G Goodmans koncert nok den koncert, der har spillet mest insisterende på mine indre resonansstrenge. Som min jazzveteran-gemal udtrykte det: ”Musik lige op af plovfuren på den helt rigtige måde”. Goodman var ikke bare autentisk, hele hendes optræden og stage persona var på en eller anden måde et statement i sig selv.
Hun spiller igen fredag ved midnat… Not to miss is all I’m saying.
Find hele GAFFA Tønder Festival-dækning her
