Især en af kvinderne fik teltet til at løfte sig – og ikke kun på grund af stormen

Foto: TF Photo Crew

Tønder Festival har i en årrække præsenteret de såkaldte Circle-koncerter, hvor en stribe sangere og sangskrivere efter amerikansk inspiration spiller sange for hinanden og publikum, og de andre sangskrivere falder så ind med vokal og et instrument, oftest guitar, hvor det nu passer ind – som regel efter at have indøvet det i ganske kort tid, så udtrykket bevarer sin friskhed. Tønder har i ligestillingens navn både en Women’s Circle og en Gentlemen’s Circle – vi venter stadig på den blandede og/eller de nonbinæres, men lad nu det ligge – og vi begynder med Women’s Circle, som finder sted fredag middag for et propfyldt Telt 1.

At teltet er så fyldt, kan delvist skyldes, at det virkelig regner voldsomt udenfor, men det skal ikke tage noget fra de optrædende kunstnere, som i år er danske Signe Svendsen – et velkendt navn i Circle-regi – skotske Julie Fowlis, amerikanske Mary Gauthier og Jaimee Harris og canadiske Candace Lacina, hvor sidstnævnte optræder for første gang på festivalen, i øvrigt i selskab med bandet Hello Darlins. De fem synger i nævnte rækkefølge. Der er sat to timer af til koncerten, og jeg kan allerede nu afsløre, at vi får i alt fire runder med de fem sangskrivere, altså 20 numre samt en afsluttende fællessang. Sådan plejer det også at være.

De fem sangere og sangskrivere må siges at være ganske forskellige. Signe Svendsen er jo en dansksproget sangskriver og skiller sig allerede her ud fra de øvrige, mens Julie Fowlis i den grad dyrker den skotske folkemusik med smuk, længselsfuld sopranstemme og en forkærlighed for folkesange på gælisk. Her er Mary Gauthier nærmest hendes diametrale modsætning med en rå og livserfaren, men stadig virkelig stærk og smuk vokal og et sortsynet, ofte socialrealistisk tekstunivers. Jaimee Harris, som i forvejen turnerer med Gauthier, er vel den, der kommer tættest på den klassiske country, i hvert fald ved denne koncert, med god twang på vokalen, mens Candace Lacina pendulerer et sted mellem country og folk.

Pudsigt nok har både Fowlis og Lacina under dele af koncerten deres respektive musikermænd med på scenen, henholdsvis Eamon Dooley på bouzouki og Mike Little på keyboard. Vel teknisk set en smule imod konceptet, men lad gå. ”Jeg bryder ikke reglerne, jeg bøjer dem bare,” siger Julie Fowlis på et tidspunkt med et smil. Spændende, om der i morgen til Gentlemen’s Circle er nogle af herrerne, der har taget deres koner med.

Singer-songwriterne fremfører, som allerede antydet, både egne sange og fortolkninger. Niveauet er generelt højt, og jeg vil helst ikke holde dem op mod hinanden, men det er altså, som om teltdugen løfter sig lidt mere – og ikke kun på grund af den igangværende storm Lilian, der er ved at gå i land – hver gang Mary Gauthier åbner munden. Der er simpelthen en autoritet i hendes vokal og sangskrivning, som gør, at man må lytte, når hun synger linjer som ”Falling out of love is a dangerous thing” i ”Falling Out of Love” eller ”Every living thing could use a little mercy now” i ”Mercy Now”, begge oven på enkelt, men effektivt fingerspil på den akustiske guitar.

Candace Lacina kaster sig senere modigt over banjospil i et medley af Carter Family-sange, selvom hun siger, at hun aldrig nogensinde har optrådt på en scene med et instrument før. På dette tidspunkt har hun også spillet keyboard og gjort begge dele fint, så man må sige, at hun kommer langt ud af sin koncertzone i dag. Signe Svendsen giver sine ofte spillede sange ”Hvem vil ikke elskes igen” og ”Det forlyder”, men også den mindre kendte, hjertegribende ”Lys ud, lys ind” om en psykisk sårbar person, der understreger, at hun er en virkelig stærk sangskriver. Julie Fowlis fortolker Runrigs ”Hearts of Olden Glory” til stor begejstring hos publikum og står derudover for det mest dansable indslag i koncerten med endnu en sang på gælisk. Jaimee Harris tager også kegler med den dramatiske historie om ”The Fair and Dark Haired Lad” om en djævelsk person, som sangens fortæller møder, for nu at nævne nogle af de største stunder.

Det er med andre ord sang og sangskrivning på højt niveau, men jeg kunne nu godt have nøjedes med tre og ikke fire runder – altså 90 og ikke 120 minutter. Med fare for at lyde som en repræsentant for zapper-generationen vil jeg mene, at tre gange fem sange ved ét show rækker på en festival, hvor de fleste koncerter forløber over 75 minutter, og hvor den næste store sangskriver ikke er lang væk i tid og sted. Fællessangen er i øvrigt Gillian Welchs ”Orphan Girl”, og så blev jeg da lige mindet om, hvor stor sangskriver også Welch er, og at hun udgiver et nyt album i dag, som Mary Gauthier gør opmærksom på. Tak for nu, vi ses i morgen the Gentlemen’s Circle.

Find hele GAFFA Tønder Festival-dækning her