Potentiale i provinsen – Randers har talent

Randers har i en årrække haft et musikalsk talentudviklingsprogram, hvor en stribe unge og særligt lovende sangskrivere og musikere har fået faglig sparring over nogle måneder under ledelse af musikerne med mere Kent Olsen og Jørgen Holmegaard (der begge spillede med Marie Frank i slut-90’erne og start-00’erne). De er herefter blevet præsenteret for offentligheden ved et årligt tilbagevendende arrangement under overskriften Talent efterfulgt af årstallet i trecifret form, således at årets udgave hedder Talent 024.

Talent-aftenen har tidligere været afholdt på både spillestedet Turbinen og Hotel Randers, men i år finder det sted i den ret lille café Operaen. GAFFA har kigget forbi flere gange tidligere og er blevet positivt overrasket, så vi er også kommet i år. Årets udvalgte er sangerne og sangskriverne William Kaufmann og Anastasia, der hver spiller en halv time. Det gør de så to gange samme aften grundet den begrænsede kapacitet på cirka 50 personer. Da koncerterne som nævnt er korte, ser GAFFA dem to gange – nu har jeg jo taget turen fra Aarhus – og jeg kan konstatere, at salen er fyldt op begge gange.

De to solister spiller med et samme backingband bestående af de erfarne musikere, guitarist og pedal-steel-guitarist Ask Kjærgaard (Poul Krebs, Michael Falch med flere) og Morten Jay (Sanne Salomonsen, Big Fat Snake med flere), begge fra København, samt førnævnte Kent Olsen på trommer.

William Kaufmann ***
Første solist er William Kaufmann, som spiller engelsksprogede sange med en melankolsk tone og elementer af både folk, country (især i den afsluttende ”Maybe I Should Leave Her”) og rock. Hans sange er ganske melodiske og catchy, og teksterne virker også til at have en vis substans. ”The Girl of My Friend” handler eksempelvis om det klassiske problem med at bejle til den samme kvinde som ens bedste ven – og konstatere, at vennen løber af med sejren. Kaufmann har en ret lys og okay, men lidt anonym stemme, men til gengæld er han en fremragende guitarist, og han veksler ubesværet mellem akkord- og fingerspil – også undervejs i de enkelte sange – på både akustisk og elektrisk guitar. Min sidemakker konstaterer, at guitarspillet minder hende om Jack Johnson, og det kan jeg kun erklære mig enig i.

Kaufmann får også spillet nogle lange og virtuose guitarsoloer i flere sange – så godt, at publikum klapper efter dem, som var vi til en jazzkoncert. Ask Kjærgaards pedal-steel-guitar fylder en del i lydbilledet og bidrager til countrystemningen, og alt i alt viser William Kaufmann sig absolut at have talent, selvom der også stadig er noget at arbejde med, især stemmemæssigt. Men han er ung og har tiden for sig. Det bliver et tretal med pil opad. Jeg vil godt købe ind hos Kaufmann.

Anastasia ****

Direkte efter William Kaufmann går Anastasia på med det samme band, dog udvidet med korsangeren Augusta Detlefsen. Det er svært ikke at sammenligne de to solister, og man må sige, at Anastasia er noget mere udadvendt på scenen end Kaufmann. Hun smiler bredt, har fået lavet et flot kunstnerlogo, som står med store typer på bagscenen, hun laver et mindre kostumeskift allerede efter første sang, og har også en noget mere overbevisende vokal end William Kaufmann. Den er varm og fyldig og kommer ganske dybt ned i eksempelvis sættets andet nummer, ”November”, og Augusta Detlefsen leverer fine korstemmer tæt op ad leadvokalen eksempelvis i åbningsnummeret ”Another Music”.

Anastasia spiller fint akustisk guitar på cirka halvdelen af sangene, især fingerspil, fortæller humoristiske anekdoter og er også en god sangskriver, og hendes numre fænger både melodisk og tekstmæssigt. I sangen ”Oktobervej” om en skuffende mandsperson lyder det eksempelvis, citeret efter hukommelsen: ”Jeg er ikke imponeret af dine blonde lokker / Jeg har større nosser end dine små klokker”.

Til gengæld er det en lettere stilforvirret omgang, hvor Anastasia både musikalsk og lyrisk kommer vidt omkring, næsten for vidt. Åbningsnummeret ”Another Music” tangerer country, det samme gør den afsluttende ”Amazon Rivers” med pedal-steel-guitar, hendes fraseringer på balladen ”Serenade” sender mine tanker i retningen af jazzlegenden Dinah Washington, og en anden ballade, ”Åh, Angelique” er helt eksplicit inspireret af Dario Campettos Melodi Grand Prix-klassiker ”Angelique”. Og så er hver anden sang på engelsk, hver anden på dansk, og især de danske har humoristiske undertoner. Anastasia bør nok holde sig til ét sprog og måske også helt finde ud af, hvilke musikalske stier, hun vil betræde. Hun lader til at mestre det meste. Og så har hun jo også den udfordring, at hendes kunstnernavn minder meget om en amerikansk popstjerne, så hun bør måske også overveje at bruge sit efternavn eller kalde sig noget helt tredje. Talentet er uomtvisteligt, nu skal det bare finpudses.

Samlet set en fornøjelig aften i landets sjettestørste by, der tidligere har fostret navne som Marie Frank og Hush, og som stadig kan byde på musikalske talenter, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget mere til.