Folkrock-veteranerne gik ud med et lavmælt brag

I aften er det slut. Det britiske folkrockband Oysterband har spillet på Tønder Festival mange, mange gange, siden de først var forbi i 1989, men denne aften er noget ganske særligt. Det er nemlig deres allersidste koncert efter 45 års tourliv. Nogensinde. Ikke kun i Danmark, men i det hele taget. De har været på en næsten et år lang afskedsturné, A Long Long Goodbye Tour til England, Tyskland og rundt i Danmark, og nu slutter de så på en festival, der betyder noget specielt for dem.

Tidligere på dagen har gruppen til en artist talk med Politiken-skribent Erik Jensen i festivalens Outlaw Village-området fortalt om, hvorfor de vælger at dreje nøglen til øvelokalet om lige nu, og det er den klassiske fortælling med at stoppe, mens legen er god, og før andre synes, at man skulle være holdt inde for længst.  Og så har medlemmerne ramt pensionistalderen og vil nu hellere være hjemme end af sted på det evige turnéliv – og tilbringe mere tid med deres børn og børnebørn.

Som ventet er pladsen foran hovedscenen Open Air fyldt, da gruppen går på scenen lørdag aften klokken 19 på festivalens sidste aften. For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg aldrig har set dem live før, selvom de som sagt har givet mange koncerter på Tønder, en festival jeg også har frekventeret adskillige gange, men netop derfor har jeg tænkt, at ”dem kan jeg altid se” – men nu er det pludselig sidste chance. Til gengæld har orkestret tydeligvis mange fans på Tønder, så de fleste i publikum kender dem formodentlig bedre end jeg. Ikke det bedste udgangspunkt for en anmelder, men nu er det jo som sagt sidste mulighed, så på en festival, der dagen forinden havde besøg af Mette Frederiksen, fristes jeg til at skrive: Lev med det.

Læs også: Lyle Lovett levede op til sin status som hovednavn på Tønder – med en enkelt mislyd

Oysterband har været store inspirationskilder for blandt andre The Pogues med deres blanding af keltisk folkemusik, rock, punk og til tider politiske tekster. Den sene udgave af bandet, som vi skal sige farvel til i aften, er dog meget lidt punket og snarere folk-poppet – i ordets bedste betydning.

Åbningsnummeret er ”Native Son”, en energisk uptempo-sang, der ligesom størstedelen af Oysterbands sange er yderst melodisk, blandt andet takket være den melodiførende violin. Lidt atypisk for genren har gruppen også en cello i lineuppen, om end denne dog ikke er så fremtrædende, når violinen ofte stjæler fokus. Derudover er mandolin en central del af universet sammen med den velkendte guitar, bas og trommer-opstilling og til tider en melodeon – en harmonika med udelukkende knapper i stedet for tangenter – spillet af forsanger John Jones. I alt er gruppen seks musikere på scenen med de oprindelige medlemmer John Jones, Ian Telfer (violin, kor) og Alex Prosser (guitar, kor) i front flankeret af de lidt yngre Al Scott (mandolin, bas) og Sean Randle (trommer, slagtøj, kor) samt den tidligere cellist Ray Cooper alias Chopper fra 1989-2013, der har fået comeback i gruppen til deres allersidste koncerter (sidstnævnte info skylder jeg to Oysterband-kendere tak for – så tak for det, Carsten og Ronald).

Lydniveauet er lige til den lave side, og sådan forbliver det desværre under hele koncerten. Man kan ikke ligefrem sige, at Oysterband går ud med et brag rent volumenmæssigt. Til gengæld gør de det kvalitetsmæssigt, for musikerne spiller fremragende, og hvert instrument står klart ud i lydbilledet, måske lige med undtagelse af førnævnte cello. John Jones kan også stadig nå de høje toner i sangene – i hvert fald de fleste af dem, også i den højtliggende ”Meet You There” – og alle de andre synger fint flerstemmigt kor.

Flere af Oysterbands sange har som nævnt politiske tekster i et eller andet omfang. Det gælder eksempelvis ”All That Way for This”, som John Jones siger, han aldrig helt har vidst hvad handlede om, men nu har han fundet ud af, at den fortæller om ”den orange ting derovre”, underforstået Donald Trump – selvom sangen er skrevet mange år, før selvbruner-promoteren forvildede sig ind i det Hvide Hus og ikke kunne finde ud igen. Man kunne tilføje, at den måske snarere handler om dem, der stemte på ham, uanset om det skyldes utilfredshed med det eksisterende politiske klima og generelle leveforhold i USA, manipulation eller noget helt tredje (i øvrigt absolut gangbare årsager alle tre):

”All we wanted was something worth it / worth the labour, worth the wait / then they take you up to the mountain / you see too late," lyder det i andet vers, og så omkvædet: ”In the middle of a good time / truth gave me her icy kiss / look around, you must be joking / all that way, all that way for this”. Sangen er i øvrigt en af Oysterbands allermest catchy og burde være blevet et meget større hit, end det er tilfældet.

Endnu mere direkte samfundskommenterende er ”The World Turned Upside Down”, som godt nok er en coversang af Leon Rosselson og er en historisk sang om et socialt oprør i 1600-tallet – lidt i stil med ”Skipper Clements morgensang” af Leif Varmark og Ebbe Kløvedal Reich og et af Oysterbands mere rockede numre.

Oysterband har dog også lidt mere personlige numre på sætlisten, eksempelvis ”A River Runs”, som både kan handle om et venskab og et kærlighedsforhold og som melodisk synes at have været en stor inspiration for en sang som "Take Her Away" med Jacob Dinesen, der – og nu håber jeg ikke, jeg overskrider nogle GDPR-regler – da også overværer koncerten ret tæt på scenekanten og synger flittigt med.

Det er han i øvrigt langtfra den eneste, der gør. Hele den tætpakkede plads bryder ud i sang igen og igen, og nogle gange giver John Jones de fremmødte mulighed for at afslutte et nummer helt alene. Det gælder eksempelvis ”Everywhere I Go” og i ekstranummeret, ”We Could Leave Right Now”, hvor alle synger ”Don’t Be Afraid” igen og igen. Og endelig i allersidste livenummer fra Oysterband nogensinde, altså medmindre de skifter mening: Den opløftende ballade ”Put Out the Lights” med omkvædet "Put out the lights, put out the lights, put out the lights / on London city / the dark is warm / let me take you in my arms / put out the lights, put out the lights, put out the lights on London city / keep the creatures safe from harm,” der dermed bliver de berømte sidste ord fra John Jones og resten af bandet. 

Der er altid noget særligt ved en afskedskoncert, og publikum jubler da også og klapper længe. Bandet bukker, takker, smiler og vinker, men virker nu ikke så rørte, som man umiddelbart skulle tro. Det var ikke, som da Blæst – absolut uden yderligere sammenligning – var på afskedsturné med deres nu tidligere sanger Fernanda Rosa i vinter, og hvor hun tydeligvis havde svært ved at holde tårerne tilbage. Måske er det en generationsting – selvom der er masser af følelser i Oysterbands sange, er medlemmerne fra en tid, hvor det ikke var comme il faut, at mænd græd i offentligheden, men det kan måske også bare være, at det ikke er sunket ind endnu hos musikerne, at de ikke længere skal stå sammen på en scene, som de ellers har gjort mere eller mindre uafbrudt de sidste 45 år. Det må jo være lidt som at gå på pension fra et job, man har haft i lige så mange år. 

Uanset hvad var min første og sidste koncert med Oysterband – trods den lidt lave lyd – en stor oplevelse, og jeg ærgrer mig meget over ikke at have opdaget dem tidligere. Nu vil jeg kaste mig over deres bagkatalog – det løber forhåbentlig ingen steder. Og som bandet sagde ved deres artist talk tidligere på dagen, så er der heldigvis masser af dygtige musikere fra de yngre generationer, der er klar til at tage over. Ikke mindst i Tønder.