Hvem er Boi Wagner?
Boi Wagner har levet hele livet på sidelinjen. Han har aldrig rigtig været helt med. Han har altid været betragteren, voyeuren. Den, der skrev tingene ned, når han kom hjem. Men det var også det, der passede ham bedst, og det har gjort ham lykkelig. Han ville være forfatter, og som forfatter skal du være den, der står et sted og kigger på tingene.
Da vi møder Boi Wagner i begyndelsen af romanen, er han strandet nede i Schweiz på et hotel i Montreux ud til Genevesøen. Han er rejst ud under coronaepidemien, og nu sidder han fanget der. Langsomt kæmper han sig op gennem det coronanedlukkede Europa, fra Montreux til Genève og Paris op mod Hamborg og København.
På rejsen ser han tilbage på sit liv; opvækst og ungdom, kunstnerdrømmene, kampen for at overleve, kærligheden, børnene og hverdagen, ambitionerne, sejre og nederlag, brud, sammenbrud, opbrud. Boi Wagner er altså en mand, der gør status, mens han retrospektivt (og selektivt) opruller sit liv. Vi får selvfølgelig ikke hele hans liv serveret og beskrevet minutiøst dag for dag, men i en lang række selektive nedslag. Kan vi stole på hans nedslag, fortæller han alt?
Hvor kom inspirationen til at skrive en erindringsroman fra?
Min inspiration er som altid livet og verdenen omkring mig, men efterhånden mere og mere fortiden frem for samtiden eller øjeblikket, dvs. det evige (og alligevel alt andet end evige) nu. Nå ja, lige præcis det: Tidens gang. Alle de forsvundne dage og år, alle de fjerne møder og begivenheder, alle de gamle venner og bekendte. Hvor blev de af? Livets og tilværelsens flygtighed. Måske, efter et efterhånden langt levet liv, en følelse af, at det var på tide at gøre status; gøre boet op. Hvad kom der ud af det hele? Arbejdet og familien. Var det prisen værd?
Det er jo en meget naturlig proces at kigge tilbage og filosofere over, hvorfor vi blev, som vi blev. Hvad var der sket, hvis jeg gået ned ad en anden vej, end jeg gjorde? Så havde jeg måske aldrig mødt de mennesker, der tog mig med ned på Dan Turéll, hvor jeg blev afhængig af både David Bowie og whiskey. Med alderen er det som om, lyset bliver rettet et andet sted hen, og det er som regel mod fortiden. Det er ikke altid noget rart syn, men man kan ikke løbe fra det.
Hvad betyder København for dig?
Det er min elskede hjemstavn, hvor jeg har boet stort set hele mit liv, og kender de fleste sidegader og overskidte statuer, men hvor den før i tiden omfattede fx Strøget eller lange våde firsernætter på Dødsrutens zinkcafeer, er den nu indsnævret til min egen lille personlige og meget Indre Østerbroske Bermuda-triangel, idet jeg kun sjældent bevæger mig uden for den trekant der udgøres af disse tre vitale koordinater: Den Franske Café ved Sortedam Sø, Nedre C-tribunen i Parken og min bopæl (og arbejdsplads).
Resten af byen er nu et halvt erindringsmuseum: Der lå min nu nedrevne skole, der boede X, der kyssede jeg Y, der lå Café Sommersko, der lå hunden måske begravet, der lå Sojakagefabrikken, og der ligger Glyptoteket og Rosenborg Slot stadig, og De Døves Kirke på hjørnet af Falkoner Allé og Ågade, og så videre (ud af Frederikssundsvej).
Hvad var Dødsruten?
Dødsruten opstod i slut-70’erne, og det var her, vi kom, da jeg var ung i 80’erne. Den bredte sig som en flod, der løber over sine bredder, men gik i hvert fald fra Sommersko og Wessels Kro over Dan Turèll og til Café Victor.
Noget af det, der var specielt ved at komme på Dødsruten, var, at vi ikke var særlig gamle i forhold til klientellet ellers, der mest bestod af gamle, fordrukne billedkunstnere og opblæste digtere. Vi hang ud ved jukeboksene, brugte vores sidste enkroner på at høre “Heroes”, eller hvad det nu kunne være. Det er sådan et sted, der har fået mytologisk betydning. Nogle af stederne er lukket i dag, men mange af dem findes stadig. Om ikke andet, så først og fremmest i vores bevidsthed.
Om bogen:
Den strandede forfatter Boi Wagner sidder på et hotel i Montreux og stirrer ind i sin livsaften over endnu et glas. Europa er lukket ned, og familien derhjemme er spredt for alle vinde. Men han kan ikke udskyde det længere: Han må finde hjem til København. På sin besværlige rejse gennem kontinentets nedlukkede spøgelsesbyer mindes Boi Wagner, hvordan det hele begyndte. Opvæksten med sin mor, den døde far.
Debutbogen, der lige var kommet på gaden, da han mistede sin mor. Tvillingernes ankomst kort efter, som med ét gjorde dagligdagen til en overlevelseskamp. Ægteskabets deroute, karrierens optur. Og så gennembruddet, den store slægtsroman, der bragte ham på forsiden alle vegne, indtil læsset væltede, og et nyt liv begyndte. Det liv han nu gør status over. Hvorfor blev det sådan?
Sandet i timeglasset løber hurtigere og hurtigere. Snart vil det være tomt. Men i erindringen kan alt vendes på hovedet og begynde forfra. Vend glasset, Boi Wagner. Tiden er inde.
Boi Wagner er Benn Q. Holm, som vi kender ham. Og ikke kender ham. En roman om en forfatters liv og værk, fortalt et sted mellem erindringskunst og maskespil. En midaldrende mands favntag med sig selv som forfatter, ægtemand, elsker, far og ven. En ode til livet, kærligheden og kunsten, skrevet med erfaringens tyngde og skriftens og poesiens lethed.
Boi Wagner er en roman, der tager læseren med ud på en rejse, ned ad gader og gyder Benn Q. Holm har besøgt før, men aldrig på denne måde, i hælene på en mand der kunne være ham selv.
