Rasmus Seebach – En hyldest til den indre fighter

Rasmus Seebach – En hyldest til den indre fighter

Nogle gange har de største problemer de enkleste løsninger. "I'm glad I grew up with this – rather than this", lyder teksten på et stærkt sociale medier-delt billede, hvor "før" er en flok 70'er hippier, der sidder og spiller guitar sammen, og "nu" er tre teenage-tøser, der sidder på bagsædet af en bil og glor stift ned i hver sin mobil. Mange kender situationen med den bærbare, iPaden, mobilen foran sig samtidigt, hvor Facebook, Snapchat, Twitter og Instagram konstant kører – og helst samtidigt.

Masser af kontakt og kommunikation, men har man overhovedet været nærværende med dem, man rent faktisk var i samme rum som? Fik man koncentreret kærestetid, eller hvad skete der lige med nærværet, dybden, alt det der som regel giver livskvalitet på den lange bane? Rasmus Seebach er et barn af sin tid, men har valgt at stoppe op og mane til besindighed.

– Jeg skal være den sidste til at belære nogen om noget som helst, for jeg har på ingen måde været et eksempel til efterlevelse. Men pludselig en dag havde jeg brug for, at det var anderledes. Når jeg sad med kæresten og så en film derhjemme, havde vi altid begge mobilen liggende på bordet, tænk nu hvis nogen skulle ringe om noget helt vildt vigtigt, og typisk blev filmen afbrudt, og koncentrationen røg. Det er bare et eksempel, men jeg kan se, at det er en tendens, jeg kender hos mig selv og hos rigtigt mange andre. Vi har så travlt med at skulle være på hele tiden, ikke gå glip af noget, at vi lige præcis risikerer at miste det vigtigste: nærværet, dybden og måske endda kærligheden.

– Før vi havde mobiler, kunne man godt aftale at mødes på Nørreport klokken 15, og skulle der gå 20 minutter ekstra, gik det nu nok. Det er derfor, det nye album hedder Verden Ka' Vente. Hvis man lige slukker mobilen et par timer, tager sig god tid med kæresten, er fokuseret, koncentreret om hinanden, om sig selv, overlever man nok, hvis nogen skulle have ringet, "posted" eller "liked" et eller andet i mellemtiden. Der er enormt mange fede fordele og glæder ved den måde, man kan kommunikere teknologisk i dag, men det har også en bagside. Lev i nuet og vær til stede for dem, der betyder noget for dig. Det er noget, jeg selv bestræber mig på, efter bedste evne.

Seebach på taget

Det med nærværet virker nu ganske naturligt for hovedpersonen her, nærmest hans adelsmærke. Det er ikke fordi, jeg har mødt Rasmus vildt mange gange, men jeg bliver prompte modtaget som en gammel skolekammerat, bamsekrammer, hvor alle pladeselskabets folk nærmest bliver til luft i samme øjeblik. De har ikke desto mindre dækket op med vand og kaffe i et mødelokale, men før vi så meget som har sat os i kontorstolene, foreslår Rasmus, at vi går op på taget i stedet. Selvfølgelig gør vi det, og skuer den næste halvanden times tid ud over Kongens København fra H.C. Andersens Boulevard, siddende på den samme lille rist. Rasmus fik godt ondt i røven, mine baller er tilsyneladende mere af stål.

Et par dage senere fik vi snakket hele albummet igennem over laaang tid i telefonen. Vi, der længe har haft popstjerne-branchen som arbejdsplads ved, at det kræver viljestyrke, ydmyghed og fokus at forblive relativt normal i en på mange måder unormal verden. Her er Rasmus Seebach et skoleeksempel, og det ved og mærker hans publikum. Respekt.

Danmarks største popstjerne i dette årtusinde stresser ikke, men tager sig god tid. Verden kan vente. Det kan hans publikum tilsyneladende ikke, i hvert fald ikke på ham. Listen af salgs-, streaming- og hitlisterekorder har været kontinuerlig – nærmest grænsende til det absurde – og denne ombæring er ingen undtagelse. Første single Uanset har igen slået streamingrekord. Og det at fans er så stabile, som de færreste oplever, gør kommunikationen og båndene stærkere.

– Du kan godt sige, at det er som om, jeg og mit publikum har en eller anden form for usynlig kontrakt, som om vi forstår hinanden og er på samme måde. Det er meget berigende. Det mærker jeg ved koncerterne, det mærker jeg via sociale medier, og det mærker jeg, når jeg møder folk.

Altid plads til en til på taget

Popularitet og arrogance kan følges ad, men ikke her. Jeg fortalte Seebach om en kollegas datter, hvis far (også) døde af druk, og meget af samme grund har fundet stor trøst og genkendelse i hans sange, hvilket prompte fik følgende kommentar:

– Du skulle da bare have taget hende med her i dag.

Altid plads til en til på taget! Det er klart, men det må vel også være anstrengende og svært at bevare sit privatliv, sin "sanity", når alle vil have en bid af en?

– Det synes jeg faktisk ikke. Jeg tænker da over det nogle gange. Har jeg en dårlig dag, er det nok ikke lige der, hvor jeg går til landskamp. Du ville nok heller ikke opleve det som naturligt, hvis vi gik i Netto sammen nu, men jeg er vant til det. For det meste er folk super søde, vil sige hej, tage et billede sammen, og det er fint med mig. Omvendt kan det også totalt redde min dag. Hvis jeg går og hænger lidt med næbbet, og der kommer en op og siger: "hey Seebach, den der sang, du skrev har betydet vildt meget for mig", så kan jeg live helt op. Det er jo det, det hele drejer sig om, det er derfor, jeg gør det.

– Så har jeg også holdt godt fast i mine helt gamle venner fra dengang, vi ikke havde en krone og gik rundt og syntes, vi var nogle helvedes seje karle. Det var vi nok ikke. De kender mig jo ud og ind, og mange af dem har ikke meget til overs for pop og giver mig gerne tørt på. Jeg vil bare gerne fremstå som – og være – mig selv. Også i musik og arbejde har jeg holdt fast i den samme stamme i lang tid, med blandt andet min bror, Ankerstjerne og Nikolaj Bundesen (manager, red.), det giver god stabilitet.

Visetradition

Synes du selv, at du er gået nye veje denne gang, nye inspirationskilder?

– Jeg vil nok mest sige, at vi har bygget videre på meget af det, vi hele tiden har arbejdet med rødder i hiphop og popmusik i den brede forstand. Så bliver jeg gradvist mere interesseret i visetraditionen, og det tror jeg, man kan høre forskellige steder. Min far var også meget glad for viser.

Du har nået en position og betydning, der gør, at dine sange (også) vil blive brugt i skole- og uddannelsesmæssige sammenhænge, når fremtidige generationer skal forstå den samtid vi lever i i dag. Og det første kultur, mange udlændinge tager til sig i dag, er Rasmus Seebach. Du er blevet en stærk del af kulturarven. Er det noget, du tænker over?

– Det er en helt fantastisk tanke, det kan jeg næsten ikke forholde mig til. Det vil være en utrolig ære, for jeg føler, vi har en virkelig stærk musiktradition her i landet, og at det også ser rigtig godt ud i dag. Og at være en del af den tradition, på den måde du beskriver det, vil være en stor ære og glæde.

Man er vel romantiker

Verden Ka' Vente siger du, hvad med dig selv, kan du? Du har aldrig lagt skjul på, at du også har kunnet lide det lette, uforpligtende byliv. Du må være en af de mest eftertragtede mænd i landet. Er du i stand til at falde til ro med en kæreste, og er du på vej ind i en ny fase? Er der en ny generation Seebachs på vej?

– Jeg har været meget i byen, jeg er også glad for at være ude med drengene og kan nyde det lette liv. Men jeg vil rigtig gerne have familie og børn, og jeg er meget i tråd med min kæreste om de ting, og er meget dedikeret til hende. Hun er noget yngre end mig, så jeg kan godt vente nogle år, det er fint. Men jeg tror, det bliver det vildeste, det vigtigste, at få børn. Og i forhold til de mange fristelser, som by- og nattelivet byder på, er jeg meget klar på, at det er hende, jeg vil være sammen med.

Du er vist lidt af en romantiker?

– Ja, det kan jeg nok ikke løbe fra.

Den almene dannelse

Alle kender historien om Tommy Seebachs storhed og fald, den yngste søns forhold til ham og til begges musik. Men for at gå junior lidt mere på klingen udsatte vi ham for den franske forfatter og tænker Marcel Prousts questionnaire fra 1890. En form for "dannelses-skabelon" om centrale præferencer og personlighedstræk. Her er, hvad Rasmus Seebach svarede på de klassiske spørgsmål, som her 125 år efter stadig fortæller meget om et menneskes grundlæggende karaktertræk og værdier.

Vigtigste dyd: Jeg lægger en stor dyd i at være god ved de mennesker, jeg møder på min vej.

Vigtigste kvaliteter hos en mand: Jeg synes, der er noget sejt over en mand, der formår at skabe tryghed omkring sig.

Vigtigste kvaliteter hos en kvinde: Jeg er vild med kvinders omsorgsgen.

Dit primære karaktertræk: Det vil jeg helst lade andre om at vurdere.

Det vigtigste hos mine venner: Tillid og generøsitet

Mine største fejl: Perfektionisme på et til tider usundt niveau, sætter for høje krav til mig selv

Min yndlingsbeskæftigelse: Spise mad med mine nærmeste. Kærlighed og mad er den optimale kombi.

Min forestilling om lykke: Jeg kan ikke beskrive følelsen. Det er som om, at det, vi kalder lykke, ofte først føles som lykke, når lykken er et minde. Og det er jo lidt nedtur. Jeg forsøger at være til stede i nuet for at nå at opfange de glimt af lykke, som jeg tror på kommer til alle mennesker indimellem. 

Min forestilling om elendighed: Min kæreste har engang beskrevet et mareridt, hvor alle hendes nærmeste og hende selv styrtede ned med et fly, og hun var eneste overlevende. Det må i sandhed siges at være den største sorg.  

Hvem vil du gerne være: Et miks af min mor, min far, min bror og min søster.

Hvor vil du gerne bo: Frederiksberg. Min barndomsby.

Yndlingsfarve: Blå

Yndlingspoet: John Lennon

Fiktive helt: He-man

Fiktive heltinde: ?

Yndlingsmaler: Banksy

Komponister: Min far/John Lennon/Michael Jackson/Anne Linnet/Phil Collins/til sjælen – Max Martin for at være den skarpeste håndværker 

Helt: min far

Heltinde: min mor

Historisk karakter, jeg mindst bryder mig om: Hitler

Heltinde i verdenshistorien: Mormor

Bedste mad og drikke: Bøf og vin

Yndlingsnavne: Dan og mark!

Hvad jeg hader mest: Dårlig stemning

Karakter i verdenshistorien, jeg hader: Igen Hitler

Et naturligt talent, jeg gerne havde: Jeg ville gerne kunne flyve 

Ønske på dødslejet: At jeg ikke fortryder noget

Min nuværende tilstand: Megatræt

Hvilke fejl tolererer du bedst: Dem, jeg selv har

Motto: I morgen begynder jeg altså seriøst at træne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA