Seks strenge og en sund dosis selvtillid – en samtale med Gilby Clarke

Seks strenge og en sund dosis selvtillid – en samtale med Gilby Clarke

Jeg var solgt til den amerikanske guitarist Gilby Clarke fra allerførste gang, jeg hørte hans potente version af den gamle Jagger/Richards-komposition "Dead Flowers" – med Axl Rose på vokaler og løftet fra Clarkes solodebut "Pawnshop Guitars" (1994).

Det var dengang midt i halvfemserne, hvor Clarke netop havde afsluttet sin tre år lange tjans som rytmeguitarist i Guns 'n'Roses og stadig stod foran en karriere, som de sidste tyve år blandt andet har budt på en stribe soloalbum og samarbejder med såvel MC5 og Nancy Sinatra som den gamle Guns-kollega Slash. 

I næste uge rammer Clarke og hans band Kolding og Rødovre – et sjældent besøg, og en absolut velkommen anledning til (langt om længe) at få en snak med den i dag 53-årige veteran.

Det er en frysende kold februar-aften i Aarhus og "en smuk dag i Californien," som Clarke fortæller, da han tager telefonen i hjemmet i Los Angeles. Afslappet og klar til beredvilligt at fortælle om såvel sin kærlighed til The Rolling Stones som de heftige år i et band, der i undertegnedes bog sorterer som verdens (hidtil) sidste, store rockband. 

Vilde heste

Det er ni år siden, du sidst udgav en soloplade – hvad for et sæt kan de danske fans forvente fra jer?

– Well, til koncerterne læner jeg mig selvfølgelig op ad materiale fra mine soloalbum – men vi spiller også en masse musik, som har været en del af mit liv som musiker. Jeg spiller noget Rolling Stones, noget David Bowie; vi spiller noget G n'R og noget MC5. Så for mig selv er det….min egen musikalske rejse.

Nu nævnte du selv Stones, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at netop den gruppe har haft en massiv indflydelse på dit arbejde. Jeg har ofte spekuleret over, hvorfor netop The Rolling Stones – og ikke for eksempel The Who eller Led Zeppelin – ofte regnes som det største rock'n'roll-band af dem alle. Hvordan vil din analyse af det lyde?

– Well, for mit eget vedkommende er det, jeg elsker ved Stones…det er en kombination af mange ting. Jeg elsker deres sangskrivning, mere end noget andet….du ved, udviklingen fra tidlige ting som "Let's Spend the Night Together" og "Paint it, Black" til "Dead Flowers," "Wild Horses" og videre derfra. De udviklede sig virkelig. De var et godt band, som blev et fantastisk band.

– Hvad angår Led Zeppelin – deres musik var noget af det samme, genremæssigt, og jo helt åbenlyst genialt, musikalsk set. Men de bevægede sig aldrig særlig langt fra deres blues-basis. Det, som Stones gjorde, var at række ud i en masse forskellige retninger – de eksperimenterede og tog chancer. Og det er det virkelig unikke ved dem, efter min opfattelse.

Og hvornår toppede Stones rent kreativt, efter din mening?

– Hahah, jeez….jeg er nødt til at sige midthalvfjerdserne. "Exile on Main Street," "Sticky Fingers" og "Let it Bleed" er de album, jeg personligt hælder til.

Detroit-lyden

Klart. Jeg er ret interesseret i at høre om dit arbejde med MC5....kan du kaste lidt lys over det?  

– For nogle år siden blev MC5 genforenet. Men fordi det ikke ville helt fair simpelthen at kalde det MC5, kaldte de det for DKT-MC5…det var de tre overlevende medlemmer, og så hentede de nogle folk ind for at være med til at hylde det, som var fedt ved MC5. Jeg var en del af det som guitarist, Nick fra The Hellacopters gjorde det en overgang, og de havde en masse forskellige sangere.

– Jeg arbejede meget med Handsome Dick Manitobe, da jeg var en del af det. For mig var det et højdepunkt i mit liv og min karriere at arbejde med Wayne Kramer. Da jeg lyttede til musikken for at lære guitardelene….du ved, pladerne er lidt rodede, mixene er ret uklare og så videre.

– Men da jeg satte mig ned med Wayne Kramer for at gennemgå sangene, blev jeg fuldstændig blæst omkuld…det bragte det op på et helt andet niveau at lære, hvad det egentlig var, som gjorde de her sange specielle, fra et guitaristsynspunkt. 

Og hvad var det? 

– At de to guitarister virkelig havde hver deres unikke og distinkte rolle. Hvis Wayne spillede et riff i de dybere toner, spillede Fred "Sonic" Smith i et højere register. Der er mange guitarister i to-guitar-band-kombinationer, som ikke bruger den kombination på den rette måde. MC5 var klart forud for deres tid, hvad angår de to guitarister. 

Personligt har jeg altid været vild med Dick Wagner og Steve Hunters guitardueller i Lou Reeds band i halvfjerdserne…. 

– Yeah! Og Alice Cooper-tingene…de fyre var virkelig…der kom helt sikkert en masse godt ud af Detroit i de år… 

Den store skygge 

Bestemt. I en bredere offentlighed vil dit navn selvfølgelig for evigt være knyttet til din tre år lange tjans i Guns 'n Roses. Bliver det faktum nogensinde frustrerende? Jeg mener, ikke rigtigt at kunne træde ud af den dér kæmpe skygge…

– Frustration er ikke rigtig ordet….jeg bruger det snarere som en udfordring. Det er klart, at det er en udfordring, som jeg muligvis aldrig vinder. Slash har jo klaret det fint…for mig at se er han faktisk mere kendt i dag, end han var da han var med i Guns 'n Roses.

Han er mere berømt, end han var i bandet. Så det er en udfordring for mig, og jeg har tænkt mig at blive ved med at prøve. Jeg synes, det er vigtigt at respektere sin fortid - den er en del af dig, og der er ikke rigtigt noget, du kan gøre ved det. Jeg har selvfølgelig ikke lyst til kun at være kendt for det, men det er vanskeligt, eftersom bandet var så indflydelsesrigt og så stort et navn i sin tid.

Så vidt jeg har forstået gik der kun tre dage fra din audition til din koncertdebut med bandet. Hvordan husker du din allerførste koncert med Guns 'n Roses? Var det….intimiderede? 

– Hahaha, overhovedet ikke! Jeg havde tømmermænd, så det tog ligesom toppen af det. Mit første show med dem var i Boston, og nogle af mine gode venner fra New York City var tilfældigvis i byen aftenen før. Vi var i ude byen, hang ud, og jeg drak Jägermeister hele natten – og næste dag havde jeg de værste tømmermænd.

– Men jeg tror, de tømmermænd var en gave – for de tog toppen af det. Ethvert tilløb til nerver eller den slags gik fløjten, fordi jeg ikke kunne slippe af med min hovedpine. Bortset fra det er jeg ikke rigtig den nervøse type – selv hvis du spørger drengene fra Guns 'n Roses om mit første job med dem, vil de sige, at de ikke forstår, hvordan jeg kunne være så rolig.

– Det udspringer også af en vis selvtillid: Jeg vidste, hvad jeg havde gang, og at det var det rette at gøre. Jeg havde det godt med den periode – så jeg var overhovedet ikke nervøs.

Kendte du fyrene i bandet på forhånd?

– Ja, det gjorde jeg faktisk. Sjovt nok kendte jeg Izzy (Stradlin, red.) bedre end nogen af de andre – og det var ham, jeg gik ind og erstattede. Jeg kendte ikke Duff, Slash og Axl så godt, mødte dem bare i byen og hang ud–- jeg kunne ikke rigtig kalde dem venner, snarere bekendte. Jeg kendte Matt Sorum rigtig godt, vi havde spillet mange jobs i forskellige bands flere år før alt det her. Så jeg følte mig ret tryg i bandet, så snart jeg kom med. 

Ingen forbehold

Havde du nogensinde nogen betænkeligheder ved at slutte dig til bandet? Jeg mener, Izzy skred trods alt på grund af store frustrationer over gruppen og måske især dens forsanger….. 

– Nej, jeg havde ingen forbehold. Alle de issues, Izzy havde havde, påvirkede mig ikke rigtig – for de ting var jo i realiteten hinsiides min kontrol. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Og helt ærligt: Det, jeg gik ind til, var et virkelig godt rock'n'roll-band.

– Du må forstå, at på det tidspunkt i mit liv og min karriere havde jeg været med i flere bands, som havde lavet plader og så videre uden større succes – men jeg syntes, de var gode bands. Guns'n Roses var et godt band, simpelthen – hvis du ser bort fra berømmelsen og succesen var det stadig et godt band. Og det var det, jeg var på jagt efter.

Og så sluttede du dig jo så til en turné, som vel nærmest må betegnes som legendarisk i dag ("Use Your Illusion"-turnéen, red.). Den er blevet beskrevet som kaotisk, stofdrevet og så videre…men hvis vi kan prøve at komme lidt bag klichéerne, hvordan var livet på landevejen med Guns'n'Roses anno 1991-92 så egentlig? 

– Ja, det var alt det, som blev trykt. Men det, der ikke blevet skrevet om, var kammeratskabet mellem bandmedlemmerne. Havde vi ting, vi ikke altid var enige om? Absolut. Men det har du med alle i dit liv: Din kone, dine børn og så videre.

– Det, man ikke fik at se, var kammeratskabet backstage. Vi havde fælles omklædningsrum; bandet var sammen i et backstagelokale. Axl havde sit eget, men det var mest fordi han skulle varme op vokalt. På hotellerne stod vores døre åbne…vi boede som regel på samme etage, og hang ud på hinandens værelser når vi hang ud hele natten…. 

Du har tidligere sagt, at mens både din musikalske stil, din personlighed og dit image passede fint ind i bandet, så var det svære at finde en plads i en allerede eksisterende gruppe. Hvordan viste de vanskeligheder sig?

– Jeg tror, det jeg talte om i den artikel, var specifikt i forhold til bandets fremtid. Da jeg sluttede mig til bandet havde de lige lavet "Use Your Illusion"-pladerne, og turnéen havde allerede været i gang nogle måneder – så der kendte jeg min plads.

Det svære kom efter turnéen, da vi begyndte at arbejde på en ny plade. Izzy havde været så stærkt til stede i sangskrivningsdelen – og det var dér, jeg havde svært ved at finde min rolle. Jeg kendte ikke rigtigt til dynamikken i deres måde at skrive sange på – og set i bakspejlet fungerede det jo ikke. Vi fandt aldrig frem til det.

Den sidste rock'n'roll-turné

Jeg vil gerne grave en lille smule mere i backstagelivet på Illusion-turnéen….man kan jo levende forestille sig den her store, vilde, fortløbende fest. Hvad var diæten, mere specifikt…vodka? whisky? hash? kokain?

– Alle de ting, virkelig. Det var den sidste rockn'roll-turné, det var det virkelig: Vi gik ud med et brag. Vi Alle de ting var til rådighed, og de blev misbrugt. Men bortset fra det kom vi jo stadig op og spillede en tre timer lang koncert, hver gang – du så sjældent bandet give en dårlig koncert. Og det var før, bands havde backingbånd, clicktracks og den slags. Det var individer, som skulle stille op og spille et godt show.

Tilbage til det citat, jeg nævnte før, omkring de ingredienser der krævedes for at passe ind i Guns 'n Roses….hvilken personlighed krævede det så egentlig at passe ind i den gruppen, på det specifikke tidspunkt? 

– Hvis du spørger hvem som helst, hvad min allierede var, så tror jeg at de vil sige at det var selvtillid. Der er store forskel på selvtillid og arrogance – og for mig var det et spørgsmål om selvtillid. Jeg var 30 år, da jeg kom med i bandet, så jeg havde allerede været igennem nogle op- og nedture i min karriere.

– Jeg havde skrevet to kontrakter med store pladeselskaber og havde lavet en masse plader; jeg var sessionguitarist i fem år. Så jeg havde tillid til mine egne evner som guitarist – og syntes faktisk selv, at jeg passede rigtig godt ind, musikalsk.

Slash og jeg havde ligheder, men meget små ligheder – det var en god kombination af de to guitarer, overfor hinanden. Izzy og Slash havde lagt fundamentet, og så tog vi det ligesom til et nyt niveau – guitarspillet, live.

Jeg har læst et sted, at al kommunikationen gik gennem Slash – at Axl ikke talte direkte til dig. Det må have været ret akavet….

– Det er faktisk ikke sandt, jeg ved ikke hvor det kommer fra. Axl og jeg talte sammen masser af gange – faktisk vil jeg sige, at han betroede sig til mig ved flere lejligheder. Om bandets fremtid, om den musik han kunne lide…vi voksede op ikke så forfærdeligt langt fra hinanden; han voksede op i Indiana, og jeg voksede op i Cleveland, Ohio.

– Så vi voksede op med de samme radiostationer.  Jeg vil ikke sige, at vi stod hinanden nær – men jeg vil helt klart sige, at vi havde en god kommunikation. Han ringede til mig adskillige gange.

Plade på vej

Åh, jamen så er jeg da glad for, at vi fik den misforståelse af vejen. Allright, en ting var festerne og turnélivet – men har decideret misbrug af alkohol eller stoffer været et issue for dig, personligt? Hvis du ikke har noget imod at jeg spørger… 

– Det har vi alle sammen gennemgået. Som jeg ser det, når jeg kigger tilbage, var det et spørgsmål om at være ung. Om ikke at have alle dine åndsevner endnu; alle de lektier du lærer, efterhånden som du bliver ældre. Et spørgsmål om ikke at vide, hvornår du skal stoppe. Ikke vide, at du har et problem.

– For mig var det især druk….en dag var der en eller anden der spurgte mig, om jeg var alkoholiker – og jeg sagde "nej, nej – mine venner er alkoholikere. Men ikke jeg…" Så spurgte vedkommende, hvor ofte jeg drak, jeg tænkte efter – og det gik det op for mig at "wow, jeg drikker faktisk hver eneste dag." Sådan var virkeligheden på det tidspunkt – men jeg tilskriver en stor del af det, at jeg var ung.

Ok. Du har sagt, at du ikke har tænkt dig at udgive nyt solomateriale før du har et album, som du selv ville gå ud og købe. Er der noget, som er ved at materialisere sig i talende stund?

– Absolut! De sidste fire-fem år har jeg arbejdet på en ny plade. Der var et tidspunkt, hvor jeg faktisk var ganske tæt på – men så dukkede hele "Rock Star Supernova"-tingen op (amerikansk tv-show, red.) og slugte nogle af de sange, jeg havde. Så jeg måtte ligesom starte forfra.

Men det går godt…lige nu vil jeg sige, at jeg har godt syv gode sange. Jeg er godt tilfreds med retningen i det, men desværre bliver jeg forsinket, nu hvor vi er på vej på landevejen – fordi det ligesom tager mig ud af groovet ved at være i studiet.

Så du skriver ikke sange, når du er på turné?

– Nej, jeg får ikke rigtig en chance til det – vi rejser hele tiden. Det er bare fly, tog og biler, når vi er på vejen.

Gilby Clarke og band kan opleves på Godset i Kolding den 10. marts og på Viften i Rødovre dagen efter. Der er stadig billetter i salg via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA