x

Nekrolog: Den lilla regn falder stille

Nekrolog: Den lilla regn falder stille

Det er fuldkommen ufatteligt. Midt i livet rammer fænomenet – geniet - Prince udløbsdatoen. På fuldmåne kan vi nu alle hyle mod månen, for han er der bare ikke mere. Bare 57 år ung. Det er ubærligt.

For Prince Rogers Nelson var den mest livfulde performer, undertegnede nogensinde har set. I sine velmagtsdage kunne denne spirrevip af en androgyn wonderboy score os alle sammen, med et vink fra den ringbesatte finger. Så frækt-sexet var han, så sprængfyldt af humor og med så mange musikalske gaver:

Sang som en drøm, fraserede overjordisk, dansen et kapitel for sig og guitarspillet af en helt anden verden. Ud af hans ærme blev hits rystet som perler på en snor, og nu er det slut. Strømmen af genialiteter er slut, og vi skal til at referere til Prince i datid. Ham der var så meget i nu'et. Var så meget på. Også selv om der helt sikkert er en lind strøm af udgivelser på hans tilsyneladende utømmelige lager.

39 studieplader nåede han at udgive. Den sidste, HITnRUN Phase Two, kom for bare tre måneder siden på dagen. Alligevel er det tilbage i firserne, da han dels havde sit ikoniske band The Revolution, og siden gik solo med manér, at Prince for alvor var en af de store fornyere i grænselandet mellem rock, pop, funk og soul.

Prince var fuldkommen unik i de tidlige firsere. Her har vi med nogen resignation set ikoner som ligeledes nyligt afdøde David Bowie skrue noget ned for ambitionerne efter 1970'ernes konstante udvikling. Omkring os var fattigfirserne med stilarter som New Romantics og hvide drenge med svenskerhår og endeløse gatede trommer, og så kom dette fænomen ind og fik os til at danse. Og vel at mærke danse til de rene genialiteter. I de år udvidede Prince vores verden med en stribe album, som vil blive stående og rakte langt ud over den tid, de blev skabt i:

1999, Purple Rain, Around The World In A Day og Parade.

Transformation

Overrumplende en hel verden var der tale om rendyrkede mesterværker, der med referencer til så forskellige forbilleder som The Beatles, James Brown, Sly & The Family Stone, George Clinton, Jimi Hendrix og soul'ens stjerner på Motown og Stax alligevel unikt var Prince.

Ingen stiløvelser her, men en original komponist, der tænkte helt skævt i forhold til alle i branchen. Bare hør numre som Mountains fra albummet Parade, der må være en af de mest syrede singleplader, der nogensinde er blevet udsendt. Så modigt gået, på en gang funky og med et nærmest surrealistisk orkesterarrangement, der pegede tilbage mod en Frank Zappa.

Og netop som orkesterleder kunne Prince ligne en Frank Zappa rigtigt meget, når han foran Wendy, Lisa og resten af The Revolution styrede orkestret, der reagerede millimeterskarpt på ethvert påfund fra den diminutive mester. Som desuden i stil med Zappa ville forlade de stramt arrangerede grooves og drage på astralrejser med sin specialdesignede elektriske guitar.

På titelnummeret på Purple Rain så vi, hvad det kunne føre til, og til koncerterne har piratskiver senere kunnet dokumentere lange soloer, hvor Prince skabte sin plads blandt rockens største.

Så rapt var hans løb hen over gribebrættet, med en feeling og et punch, der imponerede alle. Hvorefter han måske ville slippe guitaren og danse, så den godt to måneder yngre Michael Jackson kunne føle sin position i fare. Det skælmske smil og de vidunderlige øjne, vokalen affyret, den berømte piruette foran mikrofonstativet fulgt af turen ned i spagat og så op igen. Og bagefter op til flygelet og spille en stribe hits helt intimt, som fandt han lige på dem på stedet.

I de år var han simpelthen overalt.

Født unik

Han var unik fra starten. Allerede hans andet album, der blot hed Prince, solgte platin. Uden at han dog havde fundet sin lyd, spillede han selv samtlige instrumenter på pladen. I high school havde han fundet sammen med et par venner, der som han selv var sindssygt lovende, først og fremmest bassisten André Cymone og trommeslager og senere sanger Morris Day. De ville de følgende år optræde i hans liveband, men i studiet var det den sindssygt produktive Prince, der indspillede på snart sagt alle tider af døgnet. En manager sikrede ham helt unikt kontrakt med Warner Brothers i Los Angeles, samt ret til selv at producere sine plader.

Tidligt var der en tydelig inspiration fra det homoseksuelle rock'n'roll-ikon, Little Richard. Og på 1980-albummet Dirty Mind kom der for alvor gang i de seksuelle temaer, hvor han på sindrig vis ville snyde censorerne, som på Head, ligesom han i sin påklædning ville skabe en panseksuel figur, som hverken var bøsse eller straight, men alligevel var det hele.

Det var dog for alvor i 1982, da han udsendte dobbeltalbummet 1999, at tingene for alvor begyndte at ske, og det skyldtes ikke mindst, at MTV kom på banen og Prince sammen med Michael Jackson og dennes Thriller-succes mere end nogen anden forstod at spille 120 procent med på det nye visuelle medie.

Her ville The Revolutions meget forskellige personligheder tone frem med den glitrende stjerne i midten, og musikerne iført så lidt som muligt – truet med fyring af Prince turde de ikke andet – blev symbolet på den frihed, der herskede op til AIDS lukkede ned for festen. Ud over titelsangen, som foregreb det kommende årtusindskifte på et tidspunkt, hvor de fleste patetisk snakkede om 1984, var der den frække Little Red Corvette, en af de klassiske Prince-sange.

Musikken havde en unik friskhed. Det skyldtes ikke mindst, at Prince ville gå i studiet om morgenen og så først gå hjem, når sangen var mikset færdig samme aften. Det var helt uhørt at arbejde på den måde, og det foregik i det ikoniske Sunset Sound-studie i Los Angeles. Prince havde evnen til at høre musikken i hovedet, vel at mærke en musik, som ingen andre nogensinde havde hørt. Og han ville gøre brug af en trommemaskine, der hed Linn Drum og en Oberheim-synthesizer, på hvilke han kunne skabe de tromme- og synthlyde, der blev synonym med hans lyd, og som hans band The Revolution så ville stå og mime til på videoerne. Først fra og med den følgende plade, Purple Rain, ville de i nogen grad komme ind over i studiet.

Ligesom det var her, at han for alvor kom ud i verden via filmen, hvor alle kunne se hele den semi-biografiske verden, som ikke bare ville showcase Prince, men også sideprojekter som The Time. Samt med en veloplagt stribe sange Let's Go Crazy, Computer Blue (med den berømte indledning mellem guitarist Wendy og keyboardspiller, Lisa: Wendy? Yes, Lisa. Is the water warm enough? Yes, Lisa. Shall we begin? Yes, Lisa.), Darling Nikki ("I knew a girl called Nikki, I guess U could say she was a sex fiend..."), den helt vidunderlige When Doves Cry – der som single blev Princes første nummer et i USA, og det geniale var, at Prince ved helt at fjerne bassen gjorde en ordinær sang unik - samt selvfølgelig titelsangen, som i øvrigt var optaget live. I min bog et af rockens bedste album overhovedet. Og pladen der gjorde Prince til en global stjerne. Ligesom han efterfølgende kunne skabe sit Paisley Park-pladeselskab og flytte fokus hjem til fødebyen Minneapolis.

Skæve album

Derefter kom det ret skæve album, der af mange Prince-afficionados holder meget af, Around The World In A Day. Med referencer til især Beatles-album som Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band og Magical Mystery Tour var det et trip tilbage til 1960'erne, og havde desuden ikoniske sange som især Raspberry Beret og i nogen grad Pop Life.

Han ville derefter lave den sidste plade med The Revolution, Parade, som var et soundtrack til en film, der floppede. Men pladen havde den minimalistiske Kiss som førstesingle, som ramte 1. pladsen i USA og er på de fleste hitlister over historiske singler. Dertil kom den modige Mountains og de i hvert fald på min pladespiller råspillede sange Boys & Girls og Anotherloverholenyohead. Men kommercielt floppede Parade som forgængeren og gjorde, at spændingerne begyndte mellem Prince og hans pladeselskab.

Det blev aktuelt, da den næste skive, som skulle lancere Prince uden The Revolution, efter pres fra pladeselskabet blev til et dobbeltalbum i stedet for det triplealbum, som den produktive artist havde planlagt.

Sign 0' the Times blev et mageløst album, ligesom selve titelsangen er en af de ikoniske Prince-sange, hvor teksten i den grad spejlede tiden, hvor tidligere tiders fest androgyne fest var brat stoppet på grund af "a big disease with a little name". Men hvor kritikere regner albummet for måske mesterværket, var det kommercielt svært at sælge.

Han turnerede over hele verden med sit nye band, og var især populær i Europa, og snart var det tid til at arbejde på The Black Album, hvor han dog fik en spirituel forudanelse, efter at en halv million eksemplarer var trykt og trak albummet tilbage. Igen var pladeselskabet forståeligt meget lidt fornøjede. I stedet kom albummet Lovesexy og et massivt udstyrsstykke af en stadionturné, der gav underskud økonomisk, men som show var uforglemmeligt. Undertegnede så koncerten i Parken i København, og den fest er stadig en af de ikoniske i mit liv.

Efterfølgende ville han blandt andet have succes med musikken til en Batman-film, uden at det dog var helt på niveau med de tidligere ting.

Anerkendelse

I 1990'erne ville Prince fortsætte med først The New Power Generation og siden med det berømte navneskifte og Love Symbol-albummet. Her ville han blive benævnt som The Artist Formerly Known As Prince, TAFKAP eller The Artist.

I det nye årtusinde begyndte han at kalde sig Prince igen. I 2004 blev han optaget i Rock and Roll Hall Of Fame, og det var her, at han markerede sig med en fantastisk guitarsolo i George Harrisons While My Guitar Gently Weeps sammen med Jeff Lynne, Tom Petty og Harrisons søn Dhani.

Samme år hittede han igen med albummet Musicology, som endvidere førte til adskillige Grammyer. Succesen fortsatte året efter med albummet 3121, ligesom han de følgende år modtog en lang række anerkendelser af hans unikke rolle inden for musik. I 2007 spillede Prince til den årlige finale indenfor amerikansk fodbold, Super Bowl, til hvad musikbranchebladet Billboard har kaldt den bedste Super Bowl-optræden nogensinde, ligesom Prince her nåede ud til 140 millioner tv-seere. Det var det år, han også gav 21 koncerter i Londons 02 Arena.

Prince spillede blandt andet på Roskilde Festival i 2010 og på Amager Strand året efter. Her ville han i sit band præsentere den danske bassist Ida Nielsen. Ligesom han vendte tilbage til sit danske publikum til Smukfest i 2013.

Han skulle have optrådt for sit danske publikum med sit show Prince Spotlight: A Piano and a Microphone, som også var det han gav brudstykker af sidste lørdag til koncerten, der skulle blive hans sidste. De to danske koncerter blev aflyst efter terrorangrebet i Paris.

Ud over sin egen karriere virkede Prince som sangskriver for andre, også selv om dem, sangene egentlig var skrevet til ikke fik dem brugt. Sådan var det med Manic Monday, som Vanity 6 skulle have haft, men som blev The Bangles' gennembrud og selvfølgelig Nothing Compares 2 U, som var skrevet til The Family, men råhittede med Sinéad O'Connor, ligesom også Chaka Khan og Sheena Easton hittede med sange skrevet af Prince.

Blandt meget andet. Alt sammen udtryk for uendelighed hos en uendelig og altfavnende kunstner, som stoppede i elevatoren midt i arbejdet.

Det er slet ikke til at bære.

When Doves Cry. Eller mænd.

Prince, jeg kommer til at savne dig.

PRINCE (1958-2016) – Æret være hans minde.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA