x

CS Nielsens turnédagbog fra danske fængsler – kapitel 1: Herstedvester

CS Nielsens turnédagbog fra danske fængsler – kapitel 1: Herstedvester

Fængselstour-dagbog – dag 1. – 15/8 – 2007

”…If they freed me from this prison, if that railroad train was mine…”

Jeg har altid været optaget af musik som forholder sig til den menneskelige eksistens i sin allermest blotlagte form. Det ensomme, mørke rum, vi alle kender til, men som mange af os, på daglig basis, gør alt hvad vi kan for at fortrænge. Sange som ucamoufleret skriger eller hvisker til verden om fremmedgørelse, angst, resignation, desperation, sorg, tro, håb og kærlighed, livet og døden, indespærring og frihed.

Mange af mine yndlingssange handler om jernbaner og fængsler. Jernbanen, der, som realitet eller håbløs fantasi, kan bringe os væk fra alt, hvad vi frygter og derhen, hvor intet kan skade os: ”where little streams of alcohol comes a-drippin’ down the rocks.” Jernbanen forløser (this train is bound for Glory!), ikke via et givet realt eller metafysisk bestemmelsessted, men via selve bevægelsen. Og fængselet … Ja, kort og godt stedet uden forløsning – stedet hvor lyden af en togfløjte fra den anden side af muren dæmonisk forsegler ens håbløse skæbne.

Tidligere i dag spillede jeg sammen med mine venner Kaspar Vig og Mads Aabo på Anstalten Herstedvester i Albertslund. Jeg tog afsted fra Jylland i eftermiddags sammen med Roar Amundsen, den store ildsjæl bag mit pladeselskab Songcrafter Music. Vi ankommer til anstalten og bliver mødt af fængselspræsten Benny. Benny har venlige, rolige øjne – ydmygt granskende, som om han er vant til at skulle vurdere menneskelige karakterer, og det er tydeligvis ikke tit, at han vurderer forkert. Vi stiller vores gear op i fængselskirken, og langsomt strømmer folk til stedet, indtil publikums antal kommer op på ca. 40 sjæle. Stemningen er venlig, varm og imødekommende, ikke ulig den afslappede atmosfære på en højskole. Den eneste forskel er vel, at publikum her fortrinsvis er mordere og seksualforbryder (”I shot a man in Grenaa just to watch him die”). Det er den type indsatte, som vil blive slået ned eller lemlæstet i alle andre fængsler – ikke så meget pga. den åbenlyse ubodelighed i deres forseelse, men pga. den vigtige hakkeorden og det hierarki, som vi alle på den ene eller anden måde ligger under for.

Koncerten går i gang. Vi spiller vores egne sange, vi spiller Cash (selvfølgelig gør vi da det!), vi spiller Springsteen (”I got a brother named Frankie, he ain’t no good”), vi spiller Hank Williams (”My son calls another man daddy”). Vi spiller også enkelte gamle spirituals. Jeg går i gang den sprudlende ”I’ll Fly Away”, som jeg aldrig før har spillet offentligt: ”When the shadows of this life go by/ Like a bird o’er these prison walls I’ll fly/ I’ll fly away”. Pludselig opdager jeg, at flere af tilhørerne hen for sig selv begynder at synge med på det repeterede omkvæd – vel ikke fordi de har hørt sangen før, men fordi de alligevel kender den…

Efter koncerten takkede de fleste oprigtigt og insisterende inden aftenens program gik videre til et foredrag om narkotikaafvænning…

Og den retfærdige straf? Tja, hvad ved jeg? Vis mig ét retfærdigt menneske og lad ham eller hende definere retfærdighed! Det er ikke mit bord…

Country Stigs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA